SOMMERFERIEN 2004

(fortsat fra side 1)

 DAG 16 - 10/7

Så skete det. Vi vågnede i en kanonvarm bil, så morgenmaden blev naturligvis indtaget udendøre med udsigt ned over elven.
 

Vi fortsatte vores tur, vendte tilbage til E6 og kørte videre nordpå mod Mosjøen, en stor by med et hyggeligt centrum og en masse, gamle huse nede ved elven.

Især er gaden Sjøgata et besøg værd.

Vi fortsatte videre mod nord, igen en flot tur med masser af fine udsigter. Turen op over Korgfjellet er intet mindre end formidabel. Det var hårdt at komme op, men sliddet værd. Ubeskrivelig udsigt. Måske er det en saga blot med denne tur, man er i gang med store anlægsarbejder for at slippe for denne op- og nedkørsel. 

Vi nåede Mo i Rana og fandt vej 12 vestpå og videre  ad vej 17. Havde turen hertil været flot, hvordan skal man så beskrive turen her langs fjorden, formidabel, storslået, overdådig!

Vi sluttede dagen ved et udsigtspunkt lidt nord for Stokvågen. Det må man ikke snyde sig selv for, hvis man er på disse kanter.

Vi kørte derefter lidt tilbage ad vejen, hvor vi havde spottet et overnatningssted.

Da vi havde fået bilen anbragt, brugte vi nogle timer til at trave rundt på kæmpefjeldet overfor,

hvorfra vi bl.a. kunne se et gevaldigt stort vandflad længere inde i området.

DAG 17 - 11/7

Så er vi tilbage i den kendte vejrtype igen. endnu en gang en opvågning til en grå dag med lavthængende skyer. Men vi blevmedens vi spiste morgenmad dog enige om at fortsætte ad vej 17, selv om det er udsigterne, der gør vejen her til en seværdighed. 
 

Vi kørte videre og kom til Kilboghamn lige efter at en færge var sejlet, så vi holdt ret langt fremme i køen. Her kommer man med i den rækkefølge, man ankommer. Færgen kom, og de fleste af de efterhånden mange ventende biler kom med. De var gode til at stuve. Hyggelig lille færge med plads til ca 60 biler.  

Vi benyttede den lille times sejltid til en kop kaffe og nogle vafler lagt sammen med myseost, ikke så ringe endda, det mættede godt. Flotte fjeldmassiver gled forbi på begge sider af færgen. Vi fik på turen lige et kig ind i Melfjorden, som vi var nede i for et par år siden, og passerede for en gangs skyld polarcirklen til vands.

Så gik det videre op ad Holandsfjellet til udsigtspunktet ved Braset, hvorfra man har et flot kig over mod Norges næststørste bræområde, Svartisen. Selv om skyerne hang lavt, var bræen ganske synlig med den helt specielle blå farve, som bræerne har, og med sol ned over Svartisen bag skyerne.

Så gik det nedad igen til turens længste tunnel, Svartistunnellen på ikke mindre end 7165 m, kort efter gennem Fykan tunnelen på 1946 m og så Glomfjordtunnellen på 2233 m.

Dagen endte ved Kunna helt ude på kanten af Atlanterhavet, næsten uden en krusning, hvor vi så kunne sidde og betragte tidevandet komme og gå fra vi ankom og til vi gik i seng. Stadig gråt og trist vejr.

DAG 18 - 12/7

Ingen opklaring – stadig gråt, men tørvejr.

Så fortsatte vi det sidste stykke ad vej 17, en vejstrækning, som varmt kan anbefales – i solskin må det væren helt fantastisk. Under bedre vejrbetingelser skal der nok afsættes længere tid til denne strækning. Der ligger også seværdige ting og sager lidt fra vejen, som vi fravalgte i denne omgang.

Vi nåede vej 80 og drejede mod Fausta, derfra igen ind på E6 og fortsatte videre nordpå. Vi skulle igen til at finde natkvarter og havde kig på noget med naturreservat og vandfald i nærheden af Megården. Vi fandt vejen og prøvede her noget, vi ikke havde prøvet før. Vi passerede en tunnel og ved tunnellens udmunding viste et vejskilt, at vi skulle dreje til venstre, hvilket undrede os, da vi efter kortet skulle til højre. Forklaringen var, at der ovenpå den tunnel vi lige havde passeret lå en anden tunnel, som så førte os i den rigtige retning. Tunneller i to etager – jo de kan bare det dèr, de nordmænd.
 

Vi kørte så ind ad vejen langs elven mod Rogo Nationalpark, men nåede aldrig så langt, fandt en pæn lille plads, hvor vi kunne holde med elven lige uden for bagruden. –  så blev det regnvejr igen, og vejrudsigterne lover bare flere lavtrykspassager med mere regn.

DAG 19 - 13/7

Så resultatet af planlægningen over morgenmaden blev, at vi valgte at køre sydpå ad E6, gennem Junkerdal og tilbage til Sverige.
 

I Fauske fik vi handlet og fyldt vand og diesel på, inden vi kørte op i Junkerdal ad den imponerende vej højt oppe over dalbunden med de flotte udsigter ned i dalen.

I takt med at vi kørte syd og østpå blev det også lysere i vejret, og det endte med, at vi efter at have passeret den svenske grænse ligefrem kørte i solskin. Det har vi ikke prøvet i mange dage.

Vi passerede Arjeplog badet i solskin og fortsatte mod Bergnäs. Tiden var igen til natkvarter, hvilket vi fandt mellem sydenden af søen Hornavan og søen Kakel. De næste timer brugte vi til travetur langs søerne. I skoven lige ved stedet, hvor vi holder, er der flere spor af beboelse helt tilbage til stenalderen.

Vi gik i seng til en rigtig flot solnedgang over Hornavan.

DAG 20 - 14/7

Vejret er blevet til regulært bygevejr, det er dog en forandring i forhold til det trøstesløse evindelige regnvejr. Nu får vinduesviskerne da lov til at holde pause ind i mellem.

Det kunne vi godt, viste det sig, dog ikke så langt nede på stranden som sidste år, den var nemlig forsvundet.

Efter at vi havde parkeret gik vi en lang tur i skoven langs elven på den modsatte side af søen, indtil et tværgående vandløb stoppede vores fremfærd. Så vendte vi tilbage til bilen og nød det rige fugleliv på søen. Vi havde bl.a. fornøjelsen af at få besøg af et par traner.

DAG 21 - 15/7

Vi vågnede tidligt – i solskin for første gang i meget lang tid. Men det var nu ikke derfor, vi vågnede. Vi havde besøg af myg – rigtig mange myg. Så der blev myrdet til den store guldmedalje.

Vi forlod Abraure – stadig med enkelte myg om bord og satte kursen mod Moskosel og så nordpå ad vej 45 til Kåbdalis, hvor vi endnu en gang forlod den asfalterede vej til fordel for de små grusveje, som vi i så stor udstrækning har benyttet os af i år. I Puottaure drejede vi nordpå mod Vuollerim, en rigtig flot vejstrækning med dejlige landskaber: birkeskove blandet med fyrretræer og masser af udsigter til vandområder.

I Vuollerim krydsede vi vej 97 og fortsatte via  Porsi og Murjek stadig gennem dejligt landskab med meget afvekslende naturtyper. Vi holdt eftermiddagsrast ved en lille kombineret bade- og rastplads med en lille sø – Kattejaur – og fortsatte så over vejens højeste punkt ved Högträsk ned til Messaure, hvor vi krydsede den opstemmede Luleälv over den imponerende dæmning.
 

Efter at have givet bilen en omgang insektspray for at slippe af med de sidste ubudne gæster gik vi en tur langs elven. Da vi kom tilbage til bilen, flyttede vi hen i læ af noget bevoksning, da det var blæst op med en kold vind over elven. Vi var lige kommet ind igen, da regnen brød løs over pladsen, medens solen fortsat skinnede mod nordvest.Siden kom der flere biler på pladsen.

DAG 22 - 16/7

Vi nåede enden af vejen med en stor p-plads, hvorfra der udgår flere vandrestier bl.a. til Aktse (16 km) med tilslutning til Kungsleden. Vi gik vel en 3-4 km ud af en af stierne for om muligt at få et kig til Sarek-fjeldene og passerede bl.a. en rivende fos Sitoätno. Men stien holdt sig langt fra vandet og udsigten blokeres af skoven, så vi vendte om - klokken havde efterhånden også passeret 19 - og kørte så tilbage til Luleälvs-pladsen. Solen skinner stadig, så dagen sluttede med endnu en flot solnedgang ved 23-tiden – og ingen regn!

DAG 23 - 17/7

Vi blev standset på vores færd af en række biler på vejen. Da vi havde ventet lidt, gik jeg ud og spurgte, hvorfor de holdt der. ”De” var en flok samer, og en ældre same fortalte mig, at de bare nød udsigten. Moderne mennesker havde altid så travlt, der var ikke tid til bare at stoppe op og nyde livet og naturen. Det fik vi så en længere snak om, medens myggene sværmede om mine bare ben i sandaler og mine bare arme i t-shirt. De var iklædt lange bukser og skovmandsskjorter. Men jeg havde besluttet, at de ikke skulle vinde over den dèr fjollede turist fra Bornholm, så jeg holdt konversationen i gang, indtil de besluttede, at nu kunne vi alle sammen godt køre videre.
 

Vi nåede vejens ende – man kunne fristes til at sige verdens ende, sådan føltes det næsten – i Sitasjaurestugarna, som mest af alt mindede om en lille grønlandsk bygd: små træhuse med et rør op gennem taget som skorsten spredt ud i området ned mod søen.

Vi overvejede at overnattte i dette utroligt smukke og spændende område, men opgav mest på grund af temperaturen, her er koldt nu, kan mageligt blive frost i løbet af natten. Vi nød turen tilbage mod Ritsem lige så meget som turen ud, landskabet her er bare helt fantastisk.

I Ritsem fandt vi en plads højt oppe over bebyggelsen med udsigt over søen, og vi kan kigge ned på de små helikoptere, der fragter folk ind og ud fra fjeldene samt den lille passagerbåd, der sejler over søen med rygsækfolk.

Hvis vejret holder, får de en god start på vandreturen.

Dagen sluttede med flot nedgangssol på Akka-fjeldets sneflader.

DAG 24 - 18/7

Det blev en kold nat selv herude ved søen – 4 grader, men vi vågnede endnu en gang til solskin. Det var svært at løsrive sig fra udsigterne, men til sidst kom vi da af sted og kørte tilbage mod Stora Sjöfallet. Medens vi kørte kom der flere og flere skyer, og solen forsvandt. Hvor var det heldigt, at det var så godt vejr i går.
 

Vi nåede Stora Sjöfallet og kørte ud ad vejen til vandfaldet. Det virker ikke så voldsomt, da det er et trappefald, men der er dog en højdeforskel mellem Akkajaure i 430 m højde og Stora Lulevatn i 370 m.

Vi vandrede først rundt i vandfaldet og fortsatte så op langs søsystemt og op på højderyggen bag ved vandfaldet.

Skønt det er overskyet ligger temperaturen på 18 grader, så det var en varm tur at klatre op af fjeldet. Oppe på højderyggen fandt vi en sti, som førte os forbi jernalderbopladsen og tilbage til vejen.

Vi nåede tilbage til bilen ved 18-tiden. Fra bagruden har vi en fin udsigt til fjeldet Gasska Gierkav (1139m), og bag det kan vi se endnu højere fjelde med masser af sne på fjeldsiderne. Masser af andefugle omkring vandfaldet.

Ingen solnedgang i aften, overskyet med et enkelt dryp engang i mellem.

DAG 25 - 19/7

Vi stod op til lidt spredt solskin, som dog snart forsvandt i takt med, at skydækket tiltog. Vi kørte tilbage mod vej 45 og videre nordpå til Gällivare, hvor vi fik nye forsyninger ombord og også benyttede lejligheden til lidt shopping. Til trods for at vi var lidt småsultne blev vi enige om at gemme vores appetit og sætten kursen mod bageren og kafeen i Puoltikasvaara, og ved 16-tiden holdt vi foran butikken og fik bestilt et par af deres helt formidable, store rejemadder samt et par kopper af deres gode kaffe med gratis ”påtår”. Der blev også lige indkøbt et par kager til i aften, inden vi forlod stedet.
 

Vi fortsatte nordpå, forlod vej 45 og kørte i retning af Vitangi. Igen var det blevet tid til at finde et sted at overnatte. Vi har før overnattet i dette område, men valgte at prøve et andet sted denne gang. Vi så flere sideveje, der så ud til at kunne bruges. Til sidst besluttede vi os så for vejen mod Parakka. En halv snes km ude af vejen var der så en skovvej. Den endte lige som mange andre i den obligatoriske vendeplads. Vi holder med udsigt ned over en dalsænkning med en stor, sølvlysende myr i bunden, spændende landskab.

Vejret har været overskyet det meste af dagen, men tørt bortset fra enkelte, meget lette byger. På en eller anden måde virker den gråblå farve på himlen forstærkende og fremhævende på de grønne farver.
 

DAG 26 - 20/7

På vejen passerede vi i en regnbyge en rasteplads, hvorfra der udgik en vandretur på 6 km til Parakkakurkio, og et opslag på pladsen fortalte i øvrigt, at der var frit fiskeri i området. Det ser man ikke så tit, der skal som regel løses fiskekort, hvis man har de interesser. Lidt længere fremme lå der også en decideret fiskecamp, så der er nok noget at komme efter for lystfiskere og andet godtfolk.
 

Vi nåede ud til den ”rigtige” vej og drejede af mod Masugnsbyn, passerede bruksområdet og den flotte kanjon. Vi fortsatte ad vej 395 og vej 394 til Tärendö. Videre via Narken til Jockfall, hvor vi standsede for at se dette gigantiske vandfald i Kalixälven.

Det er kun 9 m højt, men meget bredt og meget voldsomt. Her er der også en fisketrappe, hvor man elektronisk registrerer opgangsfisk. Det største antal var registret den 20/6, hvor 250 laks (Østersølaks) havde passeret tælleren.

Vi fortsatte mod solen og Överkalix, hvor vi igen forlod den store vej og drejede af mod Talljärv. Lidt efter fandt vi igen et skovspor, for enden af hvilket vi vil tilbringe denne nat.

DAG 27 - 21/7

Den viste sig at være noget af et tilløbsstykke, stor p-plads med masser af biler og masser af mennesker. Kukkulaforsen strækker sig over cirka en kilometer, og da vi kom ned til fossen, kunne vi se, at det var lige så meget et tilløbsstykke ovre på den finske side af Torneälv.

Der ligger stadig en samling bygninger ved Kukkulaforsen fra den gang, da dette fiskeri havde stor økonomisk betydning for området her, kontorhus, fangshytter, røgeri, salthuse m.v.

.....fortsatte via Haparanda til Kalix. Lige uden for Kalix drejede vi af mod Storön. Vi havde sat næsen op efter en overnatningsplads med udsigt ud over Bottenviken. Så skulle det ikke være, men vi fik en flot køretur langs med vandet, hvor det kunne ses.

Efter en længere køretur ad diverse skogsbilvägar endte vi I et område kaldet Höglandshedarna. Et flot område, masser af sten, spredt bevoksning af birk og en vid udsigt mod fjerne højdedrag. Vi ankom i flot solskin, og dagen sluttede da også med en flot solnedgang med 22.30-tiden. Såfremt avisernes vejrudsigter holder, hvad de lover, ja så ser det ud til, at denne ferietur slutter med manér og solskin.
 

DAG 28 - 22/7

Strålende solskinsmorgen, vi havde svært ved at tage os sammen til at komme videre, sad bare og lod os gennembage af solen.

I Laxede opdagede vi et seværdighedsskilt. Vi stoppede og begav os på vej. Der var noget med en gammel markedsplads, den fandt vi ikke noget spor af, men til gengæld var der nogle besynderlige, bassinlignende bygningsværker oppe ved siden af vejen kaldet ”Den engelska kanalen”, et kanalprojekt, som aldrig blev til noget, man løb tør for penge.

Vi kørte mod en afvisning til Sierre Naturreservat og fik nu skovveje for alle pengene, vi kørte og kørte. Ifølge kortet skulle vejen ende blindt nede ved elven, men den bare fortsatte. Pludselig måtte vi stoppe, da vejen var undermineret. Det var lige, at det kunne lade sig gøre at vende bilen. Vi returnerede og valgte et andet spor og endte som sædvanlig på den obligatoriske vendeplads. Ikke den overnatningsplads vi havde sat næsen op efter, men her er da godt nok, ryddet skov med begyndende nyvækst og lynghede. Flere rener tusser rundt i området.

Vejret har været solrigt hele dagen, temperaturen her klokken 22.30 er knap 16 grader, og solen skinner stadig.
 

DAG 29 - 23/7

Så forlod vi Jokkmokk for sidste gang i år og kørte sydpå. Midtvejs mellem Arvidsjaur og Sorsele opdagede vi rent tilfældigt, at vejen ud til Södra Bergsnäs var åben for almindelig trafik. Den er ellers kun for trafik ”med tilstånd”. Vi drejede af og fik en herlig tur ud på denne lille halvø til den lille bebyggelse, Södra Bergsnäs. Da vi opdagede en god plads lige i vandkanten trillede, vi derned og fik bilen anbragt og nød så bare resten af dagen at kigge ud over vandet. Lidt senere på aftenen fik vi fornøjelsen af et tranepar, der slog sig ned på nogle småøer ikke så langt ude i søen, hvor de til vores store fornøjelse opførte deres berømte tranedans. Derefter blev der gensidig pudsen og plejen, inden de til sidst satte sig til at sove.

Vejret har været rigtig flot også i dag påklædningen har været så sparsom som anstændigheden nu en gang tillader.
 

DAG 30 - 24/7
 

Atter solskin fra morgenstunden men under morgenmaden blev det mere skyet.

Vi forlod stranden og fortsatte videre ud af den smalle grusvej til vejens slutning i Bergsnäsudden, hvor Södra Bergsnäs kirke også ligger på en odde ud i vandet. Og her fik vi så forklaringen på at vejen var åben for almindelig trafik. Kirken fejrede sit 100 års jubilæum, og derfor ventedes mange gæster i den anledning. Dette fortalte kirkens joviale, fuldskæggede præst. Vi afslog at deltage i festlighederne og nøjedes med at kigge indenfor i kirken, inden vi ønskede dem en god fest og returnerede til vej 45.

Det er for øvrigt fuldt forståeligt, at man ikke ønsker mere trafik ude i det område. Der er simpelthen ikke plads, men vi var da glade for at få lejlighed til at se stedet.

Nu var det blevet rigtig vedvarende og meget kraftigt regnvejr, så vi så ingen grund til at fortsætte højere op i skydækket

Vi kiggede efter et sted at overnatte og fandt det også på en ret stor rasteplads ved Litsjöforsen, hvor vi ovenikøbet skulle tage stilling til, hvilket af stedets to vandfald vi ville kigge på gennem de regnstribede ruder.

DAG 31 - 25/7
 

Der er forsvundet meget sne i de lavere dele af området, siden vi var her sidst, men der er stadig meget sne på fjeldsiderne.

Da vi nåede Gäddede, fik vi lyst til at gense det kæmpestore vandfald i Hallingsån, så vi fandt vejen derud. Det var endnu mere imponerende end sidst, igen på grund af de store vandmængder.

Vi gik ned langs den 800 m lange kanjon og så de steder, hvor vandfaldet havde befundetpå forskellige tidspunkter.

Det første sted er 700 år f.Kr og her er vi på stedet , hvor vandfaldet var 2000 år f.KR

Her ved kanjonens start, befandt vandfaldet sig for mere end 8000 år siden.

En flot tur, som de fleste besøgende snyder sig selv for ved blot at nøjes med at se vandfaldet.

Efter denne skovtur fortsatte vi ad grusvejen, som vi havde opdaget ville føre os til Bågede og Ströms Vattudal. Igen en flot tur, men aldeles blottet for overnatningsmuligheder.

Vi nåede Ströms Vattudal og fandt en sidevej mod Munsvattnet. Vi kørte og kørte, ingen muligheder, tæt bevoksning langs begge vejsider. Efter 20 km kørsel endte vi rent faktisk på en gårdplads! Vi vendte og kørte tilbage, fandt en anden vej mod Vargkojvattnet, og her lykkedes det at finde en lille plads ved en sti mod søen Luvkullvattnet, som vi dog ikke kan se.

Der holdt en bil i forvejen, og pludselig dukkede der en hund op og lidt efter også ejeren. Han skulle blot hente forsyninger. Flere plastposer blev fyldt med afmålte mængder af henholdsvis havregryn og hundemad, som så blev stoppet i rygsækken, hvorefter de begge to forsvandt ind i skoven igen. Tjah, der er mange måder at holde ferie på.

Vejret har overvejende været gråt i dag med enkelte spredte byger.
 

DAG 32 - 26/7

Vi valgte at følge en længere natursti, som førte os rundt i hele området fra selve det døde fald til Indalsälvens løb og tilbage igen på den modsatte side af det gamle elvleje. En spændende tur gennem mange forskellige landskabstyper.

Turen er forsynet med masser af info-tavler, der beskriver de forskellige biotoper og deres betydning for plante- og dyreliv. Vi passerede også den strækning af sand, som er den egentlige årsag til at Storforsen natten mellem den 6. og 7. juni 1796 døde og dannede det, der i dag er Döda Fallet. En dramatisk historie.

Döda Fallet er et spændende sted, masser af store klippeblokke, masser af jættegryder.

En af dem er lidt speciel. En flere meter høj sten er gennemboret ved at der engang har været en jættegryde i toppen af stenen, som så efterhånden er nået ned til et blødere materiale i stenen og dette materiale er så efterhånden eroderet helt væk. Her kan man da sige, at bunden gik ud af gryden.

Da tiden nu igen nærmede sig natkvarterssøgning blev vi enige om at vende tilbage til vej 344 og kigge nærmere på de skilte, vi havde set langs vejen. Men man skal ikke skue hunden på hårene og heller ikke rastepladser på skiltene. Den første, vi prøvede, endte i et lille skævt hul, hvor vi var glade for, at vi ikke havde en campingvogn på slæb. Så havde vi haft problemer. Det næste forsøg – endnu ringere. Det tredje opgav vi også. Nummer fire, fin plads, men tæt besat i forvejen. Nummer fem – god nok, men tæt bevoksning rundt om og ingen udsigt. Så vi fortsatte til nummer seks i rækken kaldet Sprängkällan, og så sagde det BINGO. Fin plads lige ned til elven mellem to små strømfald. Og så skal det da også med, at jo længere vi kørte, jo bedre blev vejret. Det har været gråvejr det meste af dagen, men da vi landede her var det i solskin, så dagen sluttede med en flot solnedgang, som vi stadig kan se spor af her ved 23-tiden og udsigt til fisker, der åbenbart har sin helt specielle fisk at kæmpe med – over flere dage, tilsyneladende.
 

DAG 33 - 27/7

Vi vågnede til overskyet, men tørt vejr. Efterhånden klarede det mere og mere op, og vi forlod pladsen i solskin.
 

Vi besteg bjerget og nåede frem til toppen, hvor vi så endnu et eksempel på, at stedet ikke havde den store turistmæssige interesse længere: et udsigtstårn var stort set demonteret eller selv faldet sammen,

Men udsigten selv uden tårn fejlede ikke noget. Så forlod vi udsigt – og myg – og vendte tilbage til bilen.

DAG 34 - 28/7

Igen en opvågnen til sol og sommer og morgenmad udendørs. Det bliver til en køredag. Vi er jo stadig et godt stykke oppe i Sverige, og i overmorgen skal vi være i Ystad, så dagen i dag skal bruges til at komme et godt stykke sydpå.

Vi forlod pladsen og via vej 315 og 314 over Ytterhogdal nåede vi vej 45, som vi havde valgt at bruge på vejen sydpå. Vi nød den nye vejstrækning ned mod Stöllet, flot vej og fine udsigter.

Herfra ad vej 27 indtil afvisningen mod Länghem og videre mod vores gamle overnatningsssted i skovene ved Torpa Stenhus. Vi fandt vores sted i det tiltagende tusmørke. Klokken havde passeret 21.30, da vi ankom til pladsen efter knap 800 km kørsel – for øvrigt i rigtig flot vejr

DAG 35 - 29/7

Feriens sidste morgenmad i Sverige blev også indtaget udendørs i strålende solskin. Vi løsrev os langt om længe fra solen, fandt igen ud til vej 27 og videre sydover. I Tranemo havde vi fornøjelsen af at se to traner, der i lav højde krydsede vejen lige foran bilen. Vi stoppede i Gislaved, hvor vi i et stort ICA-marked foretog de sidste indkøb i Sverige bl.a. den svenske kaffe, som vi sætter stor pris på. Så gik det ellers bare videre mod Ystad over Värnamo, et stykke på E6, over Älmhult, Hässleholm og Höör til Hörby, hvorfra det ad vej 13 gik mod Ystad og færgen.

Endnu en Sveriges-ferie er slut. Det blev ikke den, vi oprindeligt havde planlagt, grundet sommerens lidt kedelige vejr, men til gengæld har vi været i områder, som vi tidligere blot har kørt igennem, ligesom vi har genset flere af de gamle steder.
 

Til side 1 - DAG 1 - DAG 15

 Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved