Efterårsferien 2002  

INDHOLD 

Fredag den
11.10.2002

Lørdag den 12.10.2002

Søndag den 13.10.2002

Mandag den 14.10.2002

Tirsdag den 15.10.2002

Onsdag den 16.10.2002

Torsdag den 17.10.2002

Fredag den 18.10.2002

Se rutekort

Fredag den 11.10.2000 

Denne efterårsferie var lidt af et eksperiment. Vi havde kigget på vejrudsigter fra både det svenske og det norske meteorologiske institut, og fundet ud af, at nordmændene lovede ganske pænt vejr i området omkring Bergen i efterårsferien. Så det var det, der gjorde, at vi denne fredag stod op i de tidlige morgentimer - kvarter over fem - for at komme med den første færge fra Rønne mod Ystad.
På vejen mod Rønne kunne vi konstatere en svag lysning mod øst, medens nattens stjerner efterhånden blegnede. Turen over Østersøen mod Ystad blev rigtig flot. En strålende flot solopgang blev vi vidne til under overfarten. Så efter ankomsten til Ystad startede vi turen nordpå i strålende efterårssol, der fik træernes efterårsløv til rigtig at lyse. Vi fik klaret de sædvanlig indkøb hos vores faste leverandør ICA-markedet i Hörby.
Vi fortsatte videre nordvestpå ud mod kysten og fandt den vej - vej 165 - vi havde tænkt os at følge op mod den norske grænse. Dagene er jo ikke så lange på denne årstid, så vi var så småt begyndt at kigge os om efter et sted at overnatte, dog uden rigtig at finde noget

Lige efter at vi havde passeret grænsen til Norge, var der er rasteplads. Her fandt vi ud af, at der var et vandfald, det sagde skiltningen i det mindste. Vi fik noget mere tøj på og gav os i vej. Vi fandt da også "vandfaldet", men vand var der nu ikke meget af på grund af tørken, men man kunne da godt forestille sig, hvordan det ville se ud f.eks. om foråret.

Her er så det 46 m høje vandfald !

Selve rastepladsen var desværre ikke velegnet til overnatning, så vi fortsatte. Pludselig var der en afvisning til en seværdighed. Der stod blot "Berby 2 km". Vi drejede af. Berby viste sig at være en stor herregård, men lige over for opkørslen til herregården var der en kæmpestor P-plads delt på tværs af noget bevoksning. Helt ideelt til overnatning. Pudsigt nok viste det sig, at det vand, vi holder lige ved siden af, er det vand, der ikke var nede i vandfaldet. Åen hedder Ennån.

Vores udsigt fra bilen

Der et et ganske pragtfuldt skovområde i forbindelse med P-pladsen, så vi brugte de sidste timer med dagslys til en rask tur ind i skoven langs åen, som af og til breder sig ud og bliver næsten søagtig.

På vores travetur fik vi denne flotte formation af sangsvaner at se.

Lørdag den 12.10.2002

Der var koldt i bilen, da vi slog øjnene op. Gasovnen blev tændt og vi lærte, at på denne årstid skal vi huske at anbringe bilen sådan, at den bliver varmet op af morgensolen - når der altså er nogen. Det var der nu, men vi holdt i skyggen af nogle høje graner, så den havde vi ikke megen fornøjelse af.

Vi fortsatte vores tur i strålende solskin ad vej 22, en rigtig, rigtig flot vej, men bestemt ikke særlig hurtig. Den er utrolig kurvet både horisontalt og vertikalt. Vejforløbet er sådan, at man kører i slyngninger op ad fjeldet og så ned igen på den anden side også i slyngninger. Her ligger der så en by. Efter at have passeret gennem byen gentager historien sig så. Og det bliver bare ved og ved og ved....

Da vi havde passeret Halden skiftede vejret karakter og blev overskyet med lidt finregn. Af og til med lidt slud iblandet. Men det var korte byger, som vi hurtigt passerede. Vi kørte via Skredsmo og Oppdal ad vej 35 mod Hønefoss, og takket være en fin skiltning fandt vi vej 7 mod Gol. Indtrykket af turen er farver. Det er ubeskriveligt flot med alle de mange nuancer af gult fra birketræer, rødt fra ahorn og så kontrasten til de grønne nåletræer. Især den sidste del af turen mod Gol var flot med fantastiske vuer med høje fjeldsider overstrøet med gule pletter spejlende sig i vandet.

Vi kiggede atter efter natkvarter, men Norge er vanskeligt på det område. Til den ene side flere hundrede meter høje lodrette fjeldsider og til den anden side vand. Det er pænt, men ikke særlig hensigtsmæssigt, når mans skal finde et sted at overnatte.

Men endnu engang er vi heldige. Igen reddet af et seværdighedsskilt. Denne gang et meteorkrater. Vi drejede af, og så gik det ellers bare opad. Vi fandt også meteorkrateret med en informationsbygning om kraterets historie , men ingen mulighed for overnatning.

Så vi kørte lidt nedad igen og fandt en vej ned mod en grusgrav, hvor der var mulighed for at parkere bilen.

Medens dagslyset forsvandt begyndte sneen så småt at falde.

Natkvarter ved meteorkrateret

Søndag den 13.10.2002

Vi vågnede til let snefald, men da vi kom ned til landevejen igen  blev sneen til regn og der var ikke antydning af sne nogen steder. Men efterhånden som vi nærmede os Gol gik regnen efterhånden mere og mere over i slud og sne. Vi fik at vide på en tankstation i Gol, at der var faldet sne i fjeldet i nat - og vi skal over Hardangervidda !! Det bliver ganske interessant, måske skulle vi alligevel have skiftet til vinterdæk ?
 

Da vi passerede Torpo ville vi benytte lejligheden til at kigge på den gamle stavkirke. Sidst vi var her, var den under restaurering, nu var den bare lukket. Turistsæsonen er forbi.

Vi fortsatte mod Geilo. Der bliver mere og mere sne og vejen bliver mere og mere sneglat, trafikken snegler afsted, vi så flere bilister i færd med at montere snekæder !! Men vi fortsatte ufortrøvent op mod Hardangervidda. Det var glat, men vi kom da både fremad og opad.

Da vi nåede op i højderne forsvandt sneen og der var faktisk fuldstændig bar vej.

Der var rigtig godt koldt udenfor bilen, så det blev kun til nogle få hurtige stop, for at tage nogle billeder af dette kolde landskab, der i denne belysning virker ret så ugæstfrit.

Turen ned fra Hardangervidda mod Eidfjord er fanstastisk.
Nogle formidable panoramaer, høje, høje lodrette fjeldsider og så vejen, der bare går nedad klemt inde mellem, eller hvor der ikke er plads til vejen, så tværs igennem fjeldene.
Et sted på vejen var der et skilt, der anbefalede, at man lige checkede bremserne, for de næste 25 km var der bare 9% fald på vejen. En del af denne foregik også i tunneller, tunneller der var lige så kurvede som vejen mellem tunnellerne.
Spændende tur.

Vel nede igen fortsatte vi langs Sørfjorden. Det er ganske interessant at se forskellen på vegetationen her, og den vi så oppe på fjeldet og i går. Her har mange af træerne endnu grønne blade og vi har da også set blomstrende tagetes. 
Turen fra Brinnes til Odda var som at køre gennem en have. Der var oceaner af frugttræer, flest æbletræer, men vi så da både pære- og kirsebærtræer.
Vi har senere læst, at folk valfarter hertil om foråret, når alle disse titusinder af frugttræer blomster.
 

Så nærmede tiden sig atter for at finde et sted at overnatte, og endnu engang var heldet med os. Efter at have studeret kortet og fundet ud af, at chancerne nok var størst omkring byen Buer, ja så viste det sig, at der ved Buer også var en afvisning til Buerbræen, hvor der også var nogle P-pladser. Så det bliver natkvarter med udsigt til bræ til den ene side og flotte fjelde til den anden. Hvad mere kan man forlange.

Efter at bilen varparkeret for natten gik vi en tur ind mod bræen.
Sådan ser der ud i dag.

Skiltet på billede viser hvor bræen nåede til for ca 100 år siden.

Det blev en dag med meget afveksling både i naturen og i klima, fra sol til regn, fra regn til slud og sne, og tilbage igen til tidligt efterår med lidt solskin.

Mandag den 14.10.2002

Vi forlod vores bræ og kørte tilbage gennem Buer og til Odda og videre langs vestsiden af Sørfjorden. Den virker knap så frodig som østsiden, det har nok noget at gøre med klima og lys, men her var der dog også mange frugttræer. Vejen er smal, sine steder meget smal, reelt vel nok kun et spor. Men trafikken var sparsom. Vi nåede enden af vejen i Utme, hvorfra vi fortsatte ad vej 550 mod Jomsdal.

Udsigt over Sørfjorden

Og nu fik vi bjergkørsel for alle pengene, ud og ind og meget op og ned, men det er en meget flot tur, og hvis vi troede, vi havde set frugttræer i går, så måtte vi revidere vores antagelse. Hvor det overhovedet var muligt, ja også hvor man ville synes det var umuligt, var der plantet frugttræer. På vejen fra Utme og sydpå var solen brudt igennem, så vi nu kørte i strålende efterårssol.

I Jomsdal endte vejen på havnen. Vi benyttede lejligheden til at finde ud af hvornår færgen sejlede, inden vi begav os på vej mod næste mål. Vi havde læst os til, at man fra Jomsdal kunne køre helt ind til Folgefonnsbræen.
Vi fandt vejen. Bjergkørsel i klasse A+. Meget smal vej og uden formildende omstændigheder var der bare mange steder meget, meget langt ned fra begge vejkanter, som var lige ved siden af dækkene. Og vejen snoede og slyngede sig bare op, op, op.
Efterhånden som vi kom højere og højere op blæste det også mere og mere og temperaturen sank drastisk. En gang imellem fik vi et glimt af bræen, ellers var det blot et goldt og koldt og dramatisk landskab, hvor nysneen føg hen over vejen og de tilfrosne småsøer.
 

Vi nåede dog op til enden af vejen, hvor der ligger en fjeldstation.

Her er også et skianlæg, men det er kun i brug i sommerhalvåret. Det er formentlig umuligt at holde vejen sikker og farbar i vinterhalvåret, og da er der jo sikkert også mange andre steder at stå på ski.

Vi fik en masse tøj på, og så gik vi op på bræen.

Vi havde ikke været der ret længe, før vejret pludselig skiftede meget radikalt, fra solskin til snart en forrygende snestorm. Så vi fik travlt med at komme tilbage til bilen og påbegyndte nedkørslen.

Her kommer snevejret

Vi havde overvejet, at når vi nu havde betalt 50.- kr i bompenge, så kunne vi måske også finde et sted at overnatte, men vejret og klimaet var ikke just indbydende, så vi kørte tilbage til Jomsdal og havnen, hvor vi igen kunne afføre os vintertøjet. Faktisk sad vi i t-shirts udenfor bilen og fik noget mad, medens vi ventede på færgen.

Færgelejet i Jomsdal

Turen fra Jomsdal til Tørviksbygd taget 20 minutter. Vi stod oppe på dækket under overfarten og nød udsigten over Hardangerfjorden.
 

Udsigt mod Jomsdal fra færgen

Udsigt mod Tørviksbygd fra færgen

Efter landgangen i Tørviksbygd startede vi på den sædvanlige jagt på et sted at overnatte, men det er altså svært, når naturen på disse kanter ligger på mindst 1.sal uden tilkørselsmuligheder.
Vi prøvede nogle muligheder, men de måtte opgives.
Undervejs passerede vi også et vandfald udenfor Norheimsund. Her kan man gå ind under / bag ved vandfaldet.

Tilsidst lykkedes det os dog også denne gang at finde et sted. Da vi havde fået os anbragt fik vi noget kaffe og et par solide norske boller med creme. Skal man sige noget positivt om norsk bagværk, så er det, at det sparer ganske gevaldigt på aftensmaden. Det er meget solidt.

Tirsdag den 15.10.2002

Endnu en kold morgen - det handler om at huske at anbringe ting, der ikke må fryse i køleskabet, da der bliver meget koldere udenfor køleskabet end indeni. Temperaturen i bilen har i nat været nede på -3 grader. Længe leve den lille gasovn, der gør morgenerne udholdelige.

Dagen i dag skal så bruges til at bringe os frem mod Bergen og især øerne ud for Bergen. Det skal vise sig at være lidt af en opgave. Den første del af turen til Bergen var lige så flot som de foregående dages oplevelser, masser af farver og masser af tunneller. Den længste vi kørte i var godt 2 km lang, men med forskellige forsøg lykkedes det os at finde vej gennem, over og under Bergen og frem til vejen ud til øen Sotra.

Vi havde nok ventet os nogle mere eller mindre vildsomme, vindblæste Atlanterhavsøer med forpjusket og forblæst vegetation. Og hvad oplevede vi så ? Det rene "strandvejskvarter" med bunker af store, nye villaer, luksussommerhuse, industrikvarterer og den ene by efter den anden. Mange steder var husene anbragt tilsyneladende fuldstændig planløst i landskabet og uden hensyntagen til naturen.
 

 På turen nordpå ad ørækken gjorde vi en afstikker ud til øen Turøy, som engang var en landbrugsø.

Det virker lidt naturstridigt, det kan ikke have været de store udbytter, man har kunnet hente ud af disse klipper. Samtidig konstaterede vi, at der her, som et af de få steder, var mulighed for at finde natkvarter.

Vi fortsatte ud ad ørækken, nåede Hellesøy, den sidste i rækken. Vendte bilen på den lille havn og returnerede samme vej, som vi var kommet. Vi fandt tilbage til Turøy og fandt da også et sted, hvor vi kunne overnatte

Vores natkvarter på Turøy

Onsdag den 16.10.2002

Endnu en kold morgen. Efter at bilen var blevet varmet op af gasovn og morgensolen og morgenmaden var indtaget, gik vi en tur på Turøy.

Der var is på vandhullerne og den lidt fugtige jord var frosset, men ikke desto mindre fandt vi da noget blomstrende purpurlyng.

Vi var tilbage ved bilen igen ved middagstid, og forlod så Turøy og kørte sydpå via Sotra og gennem Bergen - denne gang uden problemer - med kurs mod Stavanger ad E39.
Turen sluttede i første omgang i Halhjem, som ikke er meget andet end et færgeleje. Vi fandt ud af, at der gik færge to gange i timen, og at der blot var 10 minutter til næste afgang. Pludselig dukkede der en kæmpefærge op bag en pynt. Det virkede helt grotesk

Vi fik noget kaffe og noget at spise i færgens salon, inden vi gik udenfor og brugte resten af den lille times sejltid til at nyde solen og betragte landskabet. Blandt andet fik vi lige et glimt af Folgefonnbræen.

Sejladsen var overstået og vi nåede til Sandviksvåg, som heller ikke er andet end et færgeleje, hvor en masse biler ventede på at komme den modsatte vej.

Vi havde regnet med, at vi skulle sejle en gang til, nemlig fra Skjersholmane til Valevåg, men der blev vi snydt, for pludselig tårnede der sig en kæmpebro op og vi kom over vandet på den måde. Kort efter var der endnu et af de mange betalingsanlæg og nedkørslen til en tunnel. Dennegang slap vi ikke med den sædvanlig 10'er, for at benytte motorvejsnettet, men måtte af med 80.- kr, men så fik vi også fornøjelsen af en tunnel på hele 7860 m med et fald på 6% og som på det laveste punkt befandt sig hele 260,4 m under havoverfladen. Det var et ganske imponerende stykke ingeniørkunst. Så da vi langt om længe dukkede op i lyset igen, var vi i Valevåg.
 

Dagen lakker mod enden og vi skal igen finde et sted at overnatte. Denne gang er vi heldige. I Fjernagel er der en bare lige en vej ud mod kysten. Det viser sig, den fører ud til en lille havn og et antenneanlæg, men der er også en lille sidevej til en lille grusgrav, og det bliver så vores natkvarter.

Vi gik en lille tur i området og nød det helt fantastiske aftenlys, der farvede hele landskabet i et rødt skær.

Torsdag den 17.10.2002

Billederne siger vel noget om, at vi har oplevet endnu en kold nat.

Solen hjalp gasovnen med opvarmningsarbejdet, skønt den - solen altså - desværre blev generet af en tiltagende mængde skyer.

Ved 11-tiden forlod vi dette dejlige sted, og kørte gennem et landskab, der havde mere svensk end norsk karakter. Ingen store, mørke fjelde, men bløde runde bakker.

I første omgang kørte vi videre mod Stavanger, men i Våg forlod vi E39 og fortsatte af E134 mod Oslo og nu blev landskabet igen rigtig norsk med serpentineveje, dybe slugter og høje fjeldsider.

Hvis man kigger godt efter, kan man se tunnelåbningen midt i billedet lige over trætoppene

Vi kørte over Haukelifjell. En kold omgang. Der lå en del sne, men selve vejen var stort set snefri.

Dagen lakkede mod enden og vores planer om at nå ned i nærheden af Kongsberg, måtte vi opgive. I stedet satsede vi på at finde natkvarter på nogle sideveje i nærheden af Åmot. Det lykkedes at finde et lille skovspor med lidt spredt sne i nærheden af en lille tilfrossen sø.

Fredag den 18.10.2002

Så skal vi i gang med, hvad der skulle vise sig at blive den sidste dag i denne ferie, men derom senere.

Det har sneet lidt i løbet af natten, og det har været koldt. Så vi vågnede tidligt, hvilket så også betød, at vi kom tidligere afsted fra dette iøvrigt ganske udmærkede overnatningssted, som vi forøvrigt forlod i snevejr.

Det sneede ganske let det meste af formiddagen, men senere brød solen igennem, og vi kunne køre gennem nogle flotte vinterlandskaber.
 Længere nede var snemængden mindre, men landskabet var stadig flot.

Vi havde sat næsen op efter måske at kunne få den flotte Heddal stavkirke at se med sne på.
 

Men da vi kom til Heddal, var der ikke antydning af sne.

Bbare ganske almindeligt efterår, men med nogle flotte farver.

Vi fortsatte vores tur mod Oslo. Mellem Kongsberg og Drammen begyndte det så småt at sne og videre frem vekslede det mellem finregn, sne og gråvejr. Vi havde regnet med - ifølge kortet, at skulle hele vejen ind gennem Oslo, men lidt vest for Drammen var der pludselig en afvisning mod E6 og Göteborg. Og så skal jeg love for, at vi fik at se, hvad man kan præstere af vejanlæg i Norge. Igen med flere tunneller, den længste på over 7 km. Dennne lange tunnel førte os faktisk tværs over eller rettere under Oslofjorden.
Så pludselig var vi bare på E6 og på vej sydpå mod Göteborg. Det småregnede, det blev til slud og det blev til sne og landskabet omrking os blev mere og mere hvidt.

Vi havde satset  på en overnatning, men det så ud som det sneede både ude ved kysten og længere inde i landet. Snevejret tog til, så vi tog en rask beslutning og satsede på at køre igennem til København og tage natfærgen hjem til Bornholm.
Først et godt stykke syd for Göteborg hørte snevejret op og gik over i regn. Lidt over klokken 21 passerede vi den svensk-danske grænse på Øresundsbroen og kørte direkte ned til Bornholmerfærgen og fik os en kahyt. Derefter gjorde det godt bare at kunne slå sig ned i skibets restauration og få noget god mad oven på dagens godt 800 km kørsel.

Dagen efter fik vi bekræftet, at det var godt vi gjorde, som vi gjorde. I de områder vi havde tænkt os at overnatte, havde man målt ned til -15 grader og op til 50 cm sne, så vi var godt tilfredse med, at vi bare var taget hjem.

Efterårsruten 2002

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved