Dyllen

 Båthusberget
(Norge)

Blomsterstigen
Tänndalen

 Flatruet
Rutjärnbäcken

 Grottstigen
Kåtaviken

 Kubben og Umskardet
(Norge)

 Skärrim

Kerkevagge

 Gardsjöbäcken

 Saxån
(Vildmarksvägen)

Kamrisdalen

 Alvaret

 Dyllen er et højdedrag på vejen fra Grövelsjön mod den norske grænse. et dejligt lille område, hvis man ikke er til de store udfordringer, som området her omkring Grövelsjön ellers byder på.
Efter en tur med med kun jævn stigning gennem en herlig, åben skov med fyr og birk når man op på det åbne højdedrag med flotte udsigter hele vejen rundt bl.a. mod Städjan i det fjerne.

 Besøgt 17-07-2009

 
 Varden på toppen

Stien op mod toppen

 
Udsigt fra Dyllen

 
Udsigt fra Dyllen

 Båthusberget ligger i Norge - en halv snes kilometer vest for grænsen på vejen, der fører fra Grövelsjön (Storsätern) mod Norge (Elgå).
Efter en tur over højfjeldet går vejen ned mod Djupsjön, og et stort, mørkt fjeld rejser sig stejlt foran os.
Bilen anbringes på den lille p-plads, hvor et skilt viser vejen mod fjeldet.
Det første stykke af stien passerer nogle gamle dødisgruber både med og uden vand i. Stien er let kuperet og meget stenet og fører frem til Båthussjön.
Her deler stien sig. Vi vil anbefale den skrappe tur, så vælg stien mod højre, der fører væk fra søen. Den er kortere, men stejlere.
Først kommer vi over et lille moseområde, hvor der her i slutningen af juli måned stadig kan ses flere gøgeurter i blomst.
Så går det opad. Stien bevæger sig stejlt opad, afbrudt af nogle få, korte, lidt fladere strækninger, hvor man lige kan puste ud inden næste stigning. Stien løber helt ude langs kanten af fjeldet med flotte udsigter.
Efter flere voldsomme stigninger, når vi omsider op på det store plateau, der gemmer sig oppe bag Båthusbergets top. Her ligger en lille sø og putter sig.
Man skal huske hele tiden at standse op, tage en pause og indsuge de flotte, flotte udsigter længere ind mod de norske fjelde bl.a. Elgåhognamassivet (1459 moh) og udsigten over den mægtige sø Femunden.
Topplateauet har flere toppe, hvoraf den nordligste er højest (1110 moh).
Mod sydøst har man udsigt til et meget sørigt landskab samt den navnløse top på 983 moh, som nærmest ligner en stor grusbunke.
Fortsætter man videre frem ad stien, kommer man atter ned til Båthussjön og tilbage til p-pladsen. Nedstigningen er ikke nær så stejl som opstigningen.

 Besøgt 18-07-2009

 
Udsigt mod Båthusberget

 
På vej mod Båthussjön

 
På vej op gennen skoven

 
En af de stadigt blomstrende gøgeurter
 

Udsigt mod "grusbunken"

På vej op langs Båthusbergets sider

Endnu mere opad

Udsigt mod Femunden

Den lille sø oppe på plateauet

Endnu en udsigt mod "grusbunken" og Båthussjön

Udsigten mod sydøst

Så skal vi bare ned igen

Nede igen

Længere nede

 Blomsterstigen finder vi midt i Tänndalen neden for Hamrafjäll.
På lokalt initiativ har lokale folk her lavet en rundtur gennem et vådområde og en dejlig, lille birkeskov med indlagt vandløb - Fjällbäcken - og med masser af blomster.
Overalt langs den ca 2 kilometer lange rundtur er der opsat flotte, informative skilte med både billede og tekst til de blomster, der er lige i nærheden af skiltet. På skiltene forekommer også, ud over botanisk information, forskellige mere folkelige oplysninger. Sjovt, spændende og rigtig flot lavet.
På turen passerer man også en gammel fäbod, hvor der serveres kaffe i forbindelse med guidede ture i området.

 Besøgt 23-07-2009

 
Fra turen over vådområdet

 
Fjällbäcken

 Flatruet - dette herlige sted, som vi så mange gange er vendt tilbage til.
Denne gang havde vi besluttet at gå ind i fjeldet langs med Rutjärnbäcken. Stedet ligger i den nordlige ende af Flatruet, hvor der er en lille p-plads lige ved bommen over vejen.
Det blev en dejlig tur, våd - ikke på grund af vejret - men på grund af de ganske store vandmængder både i elven, men så sandelig også i de vådområder, som vi gik over. Her stod faktisk blankt vand flere steder, så vi var glade for støvlerne.
Her var en meget rig og meget varieret flora. Især fandt vi nogle små, lune oaser flere steder nede langs elvlejet. Her har Hanne opregnet følgende: lys alpeastragel, norsk astragel, kattfot, leverurt, skjaller, borst, hvid snerre, klokkeblomst, fjeld- og snebakkestjerne, gyldenris, øjentrøst, nyudsprungne brudsporrer, fjeldskær, pyrola, pileurt, potentil, storkenæb, evighedsblomst, forskelligbladet tidsel og Marianycklar.
Og lidt senere noterer hun: ensian, småstilket skovstjerne, løvefod, evighedsblomst, høgeurt, blåbær, syre, ranunkel og pileurt og de fine gule violer samt laplands troldurt.
Vi nåede langt ind i fjeldet og kom frem til et ganske flot vandfald.
Her krydsede vi elven og gik så tilbage mod p-pladsen over fjeldet og endnu flere vådområder.
Her lykkedes det os at finde to spændende planter.
Pludselig var der en ganske stor bestand af Oeders troldurt. Lidt efter - i et andet vådområde - var der sandelig en masse små gulgrønne, gøgeurter - poselæbe (grönyxne eller grönkulla på svensk).
Så det blev en tur med mange blomsteroplevelser. Men man skal jo heller ikke glemme, at fjeldverdenen rummer andet end blomster. Hele tiden, når man løfter blikket og kigger sig omkring, har man denne herlige, vide udsigt til fjerne fjelde, hvor sol og skygge hele tiden veksler og dermed hele tiden får landskabet til at skifte karakter.

 Besøgt 24-07-2009

 
Rutjärnbäcken ved p-pladsen

 
Fugtige vådområder

 
Rutjärnbäcken

Vandfaldet i Rutjärnbäcken

Udsigt

Udsigt

En af "oaserne" ved elven

Oeders trollurt

Poselæbe

 Kåtaviken ligger på E12 ca 10 km fra den norske grænse. Fra en lille p-plads inde i bebyggelsen går en meget stejl sti op på fjeldets sydskråning. Er man først kommet op, er resten af stien ganske let gået.
Det er et meget frodigt landskab, man bevæger sig igennem, meterhøje fjeldturter og gederams kranser stien gennem birkeskoven.
Vi passerer en lille grotte, men kommer snart frem til den vel nok mest kendte, som alle kan komme ned og ind i.
Grotten hedder Forshallarna: en stor grotte, hvor et vandfald falder ned lige ved grottens indgang. Vandet løber over grottens gulv og forsvinder ned i undergrunden længst inde i grottens mørke.
Længere fremme på turen passerer man en anden kendt grotte, hvor der skal guide til, hvis man vil ned og ind. Den kaldes Korkskruvgrottan, og alene navnet fortæller, at det kræver lidt mere af den besøgende.
Området rummer flere udforskede og sikkert også uudforskede grotter.
Nøjes man med at gå Grottstigen er turen vel på en ca 5 km frem og tilbage.
Vi valgte at fortsætte op over trægrænsen langs en flot sprækkedal med êlven Östra Jordbäcken i bunden. Her skulle have været en bro over, men den var forsvundet ved tøbruddet, så vi "nøjedes" med at blive på vores side af elven.

 Besøgt 31-07-2009

 
Den frodige birkeskov med gederams og turter

 
Vandet kommer op af jorden - Västra Jordbäckgrottan

Forshallarna

Forshallarna 

 
 Forshallarna

 
Forshallarna 

 Korkskruvgrottan

 Korkskruvgrottan

 Östra Jordbäcken

  Östra Jordbäcken

  Östra Jordbäcken

  Östra Jordbäcken

 Disse to lokaliteter med en pragtfuld natur finder man, lige efter man har passeret den norske grænse på E12.
Drej op ad den gamle og nu lukkede E12 lige inden tunnellen.
Vi har været her før, men det er et herligt terræn - på begge sider af vejen - at trave rundt i. Et venligt fjeldområde, hvor man let og nogenlunde ubesværet, kan komme op i højderne til de flotte udsigter bl.a. mod Svartisen.
Også her fandt vi en rig flora i de nyligt afsmeltede snelejer. Bl.a. kan nævnes flere gøgeurter, klokkeblomster, gyldenris, leverurt, aizoides, skjaller, fjeldskær, borst, mjødurt, sorttop og mange andre.

 Besøgt 02-08-2009
 

 
På vej op

 
Der kigges blomster

Meget stor sten

Udsigt

Mere udsigt

Udsigt mod Svartisen

Her kan man bare nyde livet

Endnu mere udsigt

Vores varde

Bagefter gør det godt at få kølet fødderne

Skärrim ligger ikke langt fra den norske grænse på vej 95.
Det er også et sted, vi har besøgt tidligere og haft lyst til at udforske nærmere.
Det skulle så være i år.
Vi havde ved et tidligere besøg set og ved Fjällkartans hjælp fået bekræftet, at der langt inde i dalen (Skärrimvágge) mellem de to fjelde Skärrim (1245 m) og Årjep Rijvátjåhkkå (1160 m) kunne være nogle rigtig flotte vandfald, hvor mindst tre elve kommer væltende ned oppe fra fjeldtoppenes isdække og forener sig i den store Junkerälven.
Den første del af turen langs Junkeräleven er der en sti, men senere er man på egen hånd. Det er stedvis et ret vanskeligt terræn, så også her er gode støvler påkrævet.
Også her på sydskråninger og i snelejer faldt vi over flere gøgeurter og mange andre af højfjeldets blomster, bl.a. fandt gik vi rundt i bunker af isranunkler.
Vi nåede ikke helt ind i bunden af dalen, måtte "nøjes" med at betragte de rigtig store vandfald på afstand. En lige lovlig meget vandrig og hurtigt fossende elv standsede vores fremfærd.
Til gengæld kunne vi så sidde og betragte flere store renflokke oppe på sneen højt oppe på fjeldsiderne rundt om dalen.

 Besøgt 04-08-2009
 

 
På vej mod Skärrimvágge

 
Et af de mange, mange vandfald

 
Gøgeurter

 
Ikke al sneen er forsvundet endnu

Mere vandfald

Og endnu et

Noget uvejsomt og vanskeligt terræn

Renflok langt oppe på isen

 Udsigt mod Årjep Rijvátjåhkkå og dalbunden

Isranunkler

Igen Årjep Rijvátjåhkkå

Tilbagetur neden for Skärrim

Aldersstegne isranunkler

Stadig lidt uvejsomt

Så er vi snart hjemme igen

Rart at kunne se tilbage mod en god tur

 Kerkevagge - blomsterdalen - ligger på vejen mellem Kiruna og Abisko.
 Her har vi også været tidligere, dog på et lidt tidligere tidspunkt og, skulle det vise sig, i betydeligt bedre vejr.
Vi startede fra den meget lille p-plads ved vejen i nogenlunde pænt vejr. Der var godt nok nogle lave skyer, men det var tørvejr.
Men jo længere vi kom ind og op i dalen, jo mere kom skyerne ned over fjeldsiderne, og omtrent midtvejs på turen ind mod dalens bund startede regnen for alvor, og vi returnerede til bilen.
Ikke desto mindre alligevel en fin tur i de meget spektakulære omgivelser.

 Besøgt 10-08-2009

 
Medens det endnu var tørvejr

 
Skyerne falder ned

 
Regndis over Kerkevagge

 
Udsigt ned i dalen i regnvejr

 Gardsjöbäcken er en elv, der løber mellem Gardsjön i godt 600 m højde og søen Storuman i ca 300 m højde. Afstanden mellem søerne er ca 5 km.
Den spændende del af elvløbet er mellem E12 og vejen fra E12 mod Sorsele. Det er en strækning på ca 4 km, og på denne strækning falder elven ikke mindre end 250 m, hvilket naturligvis giver anledning til en masse vandfald bl.a. det store og flotte Storfallet, men også de andre er ganske spektakulære.
Vi valgte den lidt besværlige vej op langs elvens østside. En temmelig vanskelig tur, hvor vi af og til "tabte" stien. Men vi nåede da fint frem til Sorselevejen og herfra valgte vi så den noget lettere sti tilbage langs elvens vestbred. På denne strækning ca midtvejs mellem Sorselevejen og E12 ligger en fint vindskydd.
Og så kan man næsten ikke se på billederne, at det faktisk var regnvejr på det meste af turen.

 Besøgt 21-08-2009
 

Storfallet

 
Broen og Sorselevejen

 
Udsigt over elven fra Sorsele-broen

Udsigt over elven fra broen på E12

 Saxån ligger i den nordlige ende af Vildmarksvägen eller Vägen över Stekenjokk, som den også kaldes.
 Vi havde besluttet os til en længere travetur ind langs med elven.Stien fører til Tjåhkele, og ca. midtvejs ville den passere Ransarån. Broen over åen skulle være dagens mål. Stien er meget let gået, selv om der da er adskillige vandløb, der skal passeres og adskillige vådområder, hvor man må prøve at finde de mindst våde steder at traske igennem.
Det første stykke er ganske frodigt med masser af blomster, senere - efter at trægrænsen er passeret - bliver væksten mere sparsom. Til gengæld får man så disse pragtfulde, store vidder. Landskabet kan måske ved første øjekast virke noget ensformigt, men der er faktisk utrolig mange forskellige biotoper på sådan en tur: fra det næsten nøgne kalfjäll til ganske fugtige områder samt områder, hvor jordbunden er næsten ren sand/grus, og vegetationen derfor ørkenagtig. Flere steder langs ruten passerede vi også områder med mange klippeblokke samt lavereliggende områder, hvor græsset voksede i tuer på en kvadratmeter og op til en halv meters højde.
Vi havde også fornøjelsen af at se en masse rener rundt om i landskabet på turen.
Om aftenen blev vi belønnet med endnu en af disse fantastiske solnedgange, man kan opleve i fjeldverdenen.

 Besøgt 24-08-2009
 

 
Starten på turen i det frodige landskab

 
Den kønne og velduftende vanilleblomst

 
Ud over vidderne

 
Dalstrøget med søerne i bunden

Parti fra turen

 Parti fra turen

 En af de sjove pyramidelignende grusbunker

 Parti fra turen

Dagens mål - broen over Ransarån

Ransarån

Parti fra turen 

En renvogter og hans telt

og nogle af hans rener

 Parti fra turen

Solnedgangen der startede ret normalt.....

.....og endte i et sandt orgie i rødt og blåt

 Kamrisdalen ligger nogle få km NØ for Bräcke (E14) ad vej 323.
Fra p-pladsen er der et par km vandring - det meste af vejen opad - inden man når frem til denne gevaldige revne i grundfjeldet.
Turen går først over et åbent stykke med mange fine laver og så gennem en meget frodig nåleskov, hvor der på dette tidspunkt af året bl.a. var mange spændende svampe i den meget grønne skovbund.
"Dalen" er en såkaldt forkastning, der i dette tilfælde er ganske imponerende. 20 m dyb, 15 m bred og 100 m lang. Man antager, at forkastningen formentlig har været meget dybere, men i årtusindernes forløb er blevet fyldt mere eller mindre op med jord, grus og sten.
Mange af klippeblokkene i forkastningen så ud til når som helst at kunne finde på og forsvinde i dybet. En af de helt store lignede nærmest et kæmpemæssigt strygejern.
Det kan tilføjes, at man ikke kan komme ned i forkastningen, og at der af sikkerhedsgrunde er sat et solidt rækværk op langs med forkastningen.

 Besøgt 03-09-2010
 

Parti fra det flade mos- og lavdækkede område

Parti fra den frodige nåleskov

Mange forskellige svampe

Sjove svampe

 
Kamrisdalen

 
 Kamrisdalen

 
 Kamrisdalen

 
 Kamrisdalen

 Og så blev det da endnu en gang til en rask travetur ud over Stora Alvaret på den sydlige del af Öland.
Det er - uanset vejrlig og årstid - altid en stor oplevelse at trave rundt i dette helt specielle landskab, der er så rigt varieret i al sin tilsyneladende ensformighed. Selv på denne årstid finder man stadig blomstrende urter, laverne og mosserne er her jo altid. Vi traf forøvrigt på en plante, som vi ikke havde set før nemlig Guldasters - Aster linosyris.
Den har blomstringstid her i august-september og vokser kun her på alvaret på Öland samt på sydspidsen af Gotland.
Vi benyttede lejligheden til endnu en gang at lægge turen forbi den store vandreblok, der troner midt i det flade landskab.

 Besøgt 24-09-2009
 

 
Stora Alvaret

 
 Stora Alvaret

 
 Stora Alvaret - udsigt mod Möckelmossen

 Stora Alvaret

 
Laver og mosser på sandstenen

 
Blomstrende urter

Lav

Den sjældne Guldasters - Aster linosyris