Naturreservater

Fänstjärnsskogen

Blaikfjället

Bjurälven

Ivana

Reivo

Alvaret

Degerrörsbacken

Högenäs Orde

Fämstjärnsskogen ligger nordøst for Stöllet.
For at komme til Fänstjärnsskogen kører man fra krydset i Värnäs ca 4 km i retning mod Malung (vej 234). Herfra ca 3 km ad en skovvej til p-pladsen, hvorfra en markeret sti udgår.

Fänstjärnsskogen regnes for et af de mest værdifulde naturskovsområder i mellemsverige. Her findes et stort
antal truede arter af laver, mosser og svampe.

Desuden er reservatet interessant ved at området i gennemsnit siden middelalderen og frem til begyndelsen af 1800-tallet var udsat for brande hvert 14. år. Der er stadig mange brandskadede træer af se i området.  

Blaikfjällets naturreservat ligger SV for Vilhelmina i den sydlige del af landskabet Lappland. Man kommer dertil ved at køre lidt nordpå fra Vilhelmina ad vej 45, efter en ca 5 km drejer man fra mod vest mod Malgovik og herfra stik syd til reservatet - strækningen fra Malgovik til Sagatun i reservatets sydlige ende er på ca 25 km.
 

Vi fandt en infotavle, der viste nogle turforslag og valgte en tur der først gik gennem en helt fantastisk frodig såkaldt sumpskog med meget våd og blød bund og nogle store, gamle graner, og hvor fjelturterne og stormhattene var næsten mandshøje. Dette gjorde det noget vanskeligt overhovedet at se den spångede sti gennem området.

Derefter fulgte en ret stejl stigning der førte op på toppen. Herfra var der en rigtig flot udsigt ud over et meget spændende myrlandskab.

Sporet fortsatte over en pragtfuld fjeldhed med isprængte små myrområder. Her var vegetationen den karakteristiske for fjeldheden, dværgbirk, multebær, tyttebær mv.samt enkelte spredte forhutlede fyrretræer.

Efter nedstigningen fra højderne kom vi igen til en sumpskog dog knap så overvældende frodig som på den første del af turen.
Vi endte ved Sagatun, hvor vi besluttede os for at overnatte, da der var en fin udsigt. Desværre så stod bilen jo altså bare lige 7 km derfra. Så det blev til endnu en god travetur inden aftensmaden kunne indtages Til gengæld kunne vi så nyde både udsigten og den velfortjente mad.

  Naturreservatet Bjurälven ligger i landskabaet Jämtland ca 75 km nord for Gäddede.
Det spændende ved dette sted er undergrundens beskaffenhed. Det er et såkaldt karstområde hvilket betyder at den kalksten, som undergrunden består af i årtusinders løb er bleevet nedbrudt af vand, således af elven gennem området nu i høj grad løber lige så meget under som over jorden. På visse tider af året er op mod 3 km af elvens forløb underjordisk. Flere steder optræder der de såkaldte sifoner, hvor vandet bobler op til overfladen. Området er meget kuperet og flere steder er der huler og grotter.
Vi havde i forbindelse med dette besøg på stedet planlagt en længere tur i området, men da vi kom frem til p-pladsen fortalte et skilt os, at broen over Bjurälven var skyllet væk af vårflommen.
 

 Men når vi nu var her, gik vi alligevel de ca 5 km ind til reservatet.

 Det er hver gang en dejlig tur gennem et meget varieret landskab med en rig vegetation. Især er der også her en masse orkideer.

 Da vi nåede ind til raststugan ved elven kunne vi ved selvsyn konstatere, at dels var der meget vand i både Bjurälven og i dens biflod Lillälven med vandfaldet. Et par mænd, der var beskæftiget med byggeriet af en ny bro fortalte, at det faktisk var Lillälven, der var skurken i dette tilfælde.

 
 Det viste sig, at man godt kunne komme over Bjurälven. De to mænd havde nogle ekstra waders til udlån og ved hjælp af et udspændt tov til at holde fast i, kunne man så vade over elven.
Desværre skulle de forlade stedet ved 16-tiden med waders, og da vi påregnede at bruge flere timer i området, så var dette ikke et tilbud vi kunne bruge til ret meget. Vi fik så at vide, at den nye bro ville være færdig om ca 2 uger, hvorfor vi kunne vende tilbage til stedet senere i ferien.
Det gjorde vi også, men da var vejret desværre ikke til længere vandreture. Så turen ud gennem karstområdet til Colosseum eller Blinda Dalen Svenonius Grotta og videre frem til Uvalla Dalen har vi så til gode til næste gang. 

Som et lille plaster på såret fik vi en ekstra oplevelse da vi kom tilbage til p-pladsen.

Området tillader ikke at man kan køre i terrænet. Dette betyder, at alle de materialer som sten, grus, cement, træ, betonblander, ståldragere mv, som skal anvendes i forbindelse med opførelsen af den nye bro skal flyves ind med helikopter.
Vi fik aå at se, hvordan det foregår.

Ståldrager fastgøres til helikopteren

Afsted går det

Retur med betonblanderen, som vi sidst så inde ved elven

Betonblanderen landsættes

Piloten var ganske skrap til at manøvrere sin maskine

Og så var det måske ikke så galt alligevel, at vi ikke kom over elven i denne omgang. Store sorte skyer trak op og det endte da også med nogle kraftige byger.

Naturreservatet Irvana ligger i Värmland ovre i nærheden af den norske grænse i nærheden af søen Kindsjön.
 

Det er et område, som i modsætning til så mange andre reservater har været forskånet for skovbrande i meget lang tid. Dette betyder at træerne er meget gamle hvilket igen giver gode vækstbetingelser for mage spændende laver, mosser og svampe.
Det er bestemt et område, der skal genbesøges ved lejlighed

Her fik vi forøvrigt også fornøjelsen af en smuk regnbue

Reivo Naturreservat fandt vi ved lidt af en tilfældighed. Vi skulle bruge et overnatningssted i forbindelse med et mekanikerbesøg i Arvidsjaur. Reservatet ligger en snes km nord for byen. Der er skiltet fra vej 45.
 

Det er et kæmpeområde der dækker ikke mindre end 10000 ha. Området er den største urskov i indlandet. Her er et vældigt dyreliv, masser af fisk i søerne og en artsrig flora. Specielt interessant er et 300 ha stort brandfelt fra 1966, der har fået lov til at passe sig selv. Udviklingen her kan sammenholdes med nærliggende nyplantninger plantet efter branden.
 Terrænet varierer fra lavfjeld til søer og moser,
bevoksningen fra fyrreskov til fjeldhede. Her er overnatningsmuligheder og flere markerede vandreture.

Vi skal i hvert tilfælde tilbage hertil ved først givne lejlighed.

Alvaret er beliggende på den sydlige del af Öland. Her var vi været på forskellige tidspunkter af året og nu igen her først i september. Når sandheden skal frem, må jeg nok sige, at her er flottest om foråret, når alle orkideerne er i blomst (se evt. dagbogen for maj 2004 - Öland).

Vi kom hertil 4/9 om eftermiddagen og efter at bilen var
blevet parkeret gik vi en tur ud i dette fascinerende landskab, som ikke har sin lige nogen steder.

Det blev mest til en kiggen på blomster

- men de er da også pæne....

Og så sluttede også denne dag med en smuk solnedgang

Degerrörsbacken er et lille naturreservat på Öland beliggende lidt vest for Skogsby (vej 136).
 

Området er et gravfelt fra ældre jernalder (omkring 200 e.Kr) og består af 30 grave. De optræder både som runde, firkantede og uregelmæssigt formede stensætninger.

Området er desuden ganske artsrigt hvad angår vegetation. Bl.a. kan man her finde vildtvoksende asparges. Desuden så vi her i begyndelsen af september blomstrende nikkende kobjælder.

Områdets naturpleje varetages af en flok heste.

Högenäs Orde (orde er det lokale navn for odde) er en moræneås fra sidste istid. Området er beliggende på Ölands østkyst i den nordlige ende af øen. Der er skiltet til området fra Källa (vej 136).
 

Naturreservatet omfatter 140 ha og består af både våde og tørre områder.
De tørre områder, hvor jordlaget er meget tyndt, er spredt bevokset med ene og slåen og naturligvis en meget rig urteflora.

Vi har forøvrigt aldrig før set så kæmpestore slåen som dem der voksede her.

I havet rundt om odden er der - i det mindste her i begyndelsen af september - et meget rigt fugleliv, der er utallige mængder af andefugle, gæs og svaner, foruden de sædvanlige strandfugle af forskellig art.

På toppen af åsen - hele 10 moh - står et bygningsværk, som ifølge infotavlen er en flere hundrede år gammel fyrbåke. Den er cirkulær i grundplan og stablet op af dels ölandssten og dels af sten fra moræneåsen. Hist og her er der stadig spor af kalkmørtel.

Hele området er delt op i parceller med stengærder imellem de enkelte parceller og lokalbefolkningen har i århundreder anvendt stedet til græsning. Denne afgræsning fortsætter, der går både køer og heste i området.

Her er endnu nogle billeder fra dette herlige sted: