Vandfald og andet vand

Matteskällan
og
Stor-En

Hasslingsåfallet
og
Rengsfallet

Kultsjölandet
med
Trappstensforsen

Bijelite, Litsele

Luleälvens kanjon
og
Harsprångsfallet

Parakkakurkkio
ved
Kalixälven

Matteskällan og søen Stor-En er beliggende nordvest for Munkfors (vej 62). I Höje drejer man mod vest via Höjebron over Klarälven. Gennem Uddheden og Ena når man frem til søen, hvor der er en p-plads.
 

Vi fik anbragt bilen med udsigt over søen

Resten af eftermiddagen blev brugt på en rask travetur videre frem ad vejen. Godt at få rørt benene efter dagens lange køretur.

Dagen efter gjaldt det turen til Matteskällan, som vi tidligere har besøgt.
Denne gang var vi forsynet med flere tomme 2-liters flasker, så vi kunne få noget af kildens helsebringende vand med på vores videre tur i det svenske.

Turen ind til kilden er dejlig. Et varieret skov- og moselandskab.

Især bemærkede vi de mange modnende multebær, der lyste op.

På vejen passerer man også stedet, hvor ejeren af området engang boede og drev et lille landbrug. Her ligger stadig slåtterängen med den helt vidunderlige artsrige flora.

Og så en af disse dejlige solnedgange over en svensk skovsø - hvad kan man dog forlange mere....

Dette imponerende vandfald ligger lidt nord for Hotagen ved vej 340 og blot en snes km fra den norske grænse.
 

Det er et trappefald i en sandstensart med dels bløde og dels hårde partier, hvilket tydeligt ses i elvlejet og på stenene i faldet.

Fra foden af faldet kan man overskue det meste af vandfaldet.

.Man kan gå rundt ude i faldet.

Men man skal ikke snyde sig for at gå ad stien op til toppen af faldet. Vandfald er også ganske imponerende set oppe fra

Det skal lige med her, at der lige på den anden side af broen, man passerer inden indkørslen til vandfaldet, ligger en dejlig stor plads med mulighed for overnatning.

Lidt tættere på den norske grænse i byen Valsjöbyn (vej 340) ligger Rengsfallet.
 

Det er ikke særlig højt, men hvad det ikke har i højden har det så til gengæld i bredden.

Ganske imponerende og absolut også et besøg værd, hvis man alligevel er på disse kanter.

Fra toppen af faldet har man udsigt ud over Valsjön

Så er vi i den sydvestlige del af Lapland nærmere betegnet vejen mellem Klimfjäll og Stalon.

 Her langs Kultsjöån ligger flere fine vandfald / fosser.
 

Den mest kendte er nok Trappstensforsen

Men man skal ikke snyde sig selv for fossen ved søen Bijelite.

Og heller ikke for vandfaldene ved Litsele.

På vej nordpå ad vej 45 passerer man på vejen mellem Jokkmokk og Gällivare også Harsprånget. Luleälven har i mange år været kraftigt reguleret og her ved Harsprånget ligger der da også et kraftværk.
 

Lige før kraftværket er der en p-plads, hvorfra en sti fører frem til kanten af den dybe kanjon
Der er stadig  en smule vand nede i det gamle elvleje. Stien fører ud til det sted, hvor Harsprångsfallet var, indtil man byggede den store dæmning i 1950'erne.

Man kan her tydeligt se, hvordan stenene i bunden af kanjonen gennem årtusinder er blevet slebet og bearbejdet af de enorme mængder af vand, der gennem årene har passeret stedet og forsøge at forestille sig, hvordan den engang utæmmede Luleälv har set ud her på stedet.

En infotavle viser et gammelt billede af stedet, som kan hjælpe fantasien på gled. Kigger man hen over det en gang så imponerende vandfald men nu døde vandfald, kan man se dæmningen tårne sig op.

Helt snydt for vandfald bliver man dog ikke. På turen ud til kanjonen prøver dette lille vandfald at hjælpe lidt på illusionerne om Luleälvens svundne storhedstid.

Lidt længere fremme ad vej 45 passerer man den store dæmning og det enorme reservoir bag dæmningen. Svært at forestille sig, at her var der engang en fri og utæmmet elv.

Dette sted fandt vi sidste år (2004), og besluttede at det skulle undersøges nærmere ved lejlighed og det blev altså i år, at vi atter kom på disse kanter.
Stedet finder man ved at køre ad vej 45 fra Svappavaara  mod Vittangi. Ca 5 km før Vittangi er der afvisning mod syd til Övre og Nedre Parakka.
Disse to små bebyggelser kører man igennem og videre forbi skiltet i udkanten af bebyggelsen med teksten "Här slutar almän väg".
Ad en dejlig vej kommer man frem til en lille p-plads, hvorfra stien mod Parakkakurkio starter.
Det skal lige med, at vejen fortsætter ud til offentlig vej, hvor man så kan vælge enten at køre til venstre mod Masugnsbyn og vej 395 eller til højre mod Dokka ved E10 - denne tur kan anbefales, en rigtig dejlig tur gennem et meget varierende landskab og mange spændende småbyer med eksotiske navne som Kääntojärvi, Vettasjärvi, Nilivaara og Markita.
 

 Partier fra Parakka og Kalixälven

Turen fra p-pladsen og ud til Parakkakurkio er på en ca 8 km ialt (frem og tilbage). Turen går først gennem en dejlig åben skov ned mod Kalixälven. Dette stykke er meget let gået. Langs med elven bliver stien mere vanskelig, men belønningen venter i den anden ende. Som akkompagnement har man hele tiden lyden af brusende vand, som i takt med at man kommer fremad over trærødder og sten og til sidst på klipper, bliver stadig højere og voldsommere.

Til sidst står man med udsigt over en meget bred fos. Ved at hoppe fra sten til sten lykkedes det os at komme ud på en ø ude i elven, hvorfra en bro over et Niagara i mindre format førte os videre til endnu en ø næsten midt ude i elven.

Herfra havde vi så fuldt overblik over denne flotte fos med voldsomme strømfald til den ene side og mindre vandfald til den anden side. Og så denne konstante durren af de vældige vandmasser der passerer forbi.

Vi sad og nød al denne energi indtil nogle optrækkende skyer fik os til at løsrive os og påbegynde tilbageturen.

Skoven myldrer med svampe i alle størrelser og arter samt naturligvis de sædvanlig blåbær og tyttebær i rigelige mængder.
Og det gør bestemt ikke noget, at man skal gå samme vej tilbage. Naturen ser altid forskellig ud, når man ser den bagfra.