SOMMERFERIEN 2003

DAG 1 - 30/6

Den første dag starter jo altid med sejladsen fra Rønne til Ystad.

Hurtigfærgen 'Villum Clausen' på vej  ud af Rønne havn

Næste faste punkt er et stort supermarked i Hörby, hvor de første indkøb bliver foretaget.
Så gik det ellers bare nordpå mod turens første overnatningssted i Gullspång, hvor der ned til elven er en stor plads, hvor man kan overnatte.
Men man skal jo ikke have mere travlt, end at man kan nå at reagere på et seværdighedsskilt.
 

Et sådant viste sig på vejen mellem Skövde og Mariestad. En henvisning til et Kvarnstensbrott med aner tilbage til middelalderen.

Et af de åbne brud

Vi havde kørt længe, og her var muligheden for at få strakt benene.

En af minegangene

Vi nåede Gullspång ved 21.30-tiden efter godt 430 km og parkerede bilen sammen med de tre-fire andre, der holdt der i forvejen

Pladsen i Gullspång

DAG 2 - 1/7

Også en køredag. Vi forlod Gullspång ved middagstid og fortsatte nordpå. Trafikken omkring Mora og Orsa var - som sædvanlig - ganske tæt, men vi kom da igennem og fortsatte mod Sveg, hvor solen brød igennem efter en lidt overskyet dag.
Fra Sveg fortsatte vi mod vores faste overnatningssted på disse kanter.
Vi kalder det "Hotel Vemdalen", en dejlig plads et stykke inde ad en skovvej, som vi nåede ved 19-tiden efter igen en godt 430 km's kørsel. Et herligt sted med udsigt mod fjeldene

Vemdalen

Her kan man sidde i timevis og betragte lysets vekslen over fjeldsiderne og nyde dette studie i grønne og blå nuancer og allerede her fornemme, at vi er kommet længere mod nord med deraf følgende lange lyse aftener.
 

DAG 3 - 2/7

Trediedagen er også en køredag. Efter et kort indkøbsophold i byen Vemdalen fortsatte vi op over Vemdalskalet til en hyggelig lille tidligere sæterhytte - Torrvallen -nu med kaffeservering med lækkert hjemmebag. Men det var der dels ikke tid til og tidspunktet var heller ikke det rette til blødt brød.
 

Men stedet er også leveringsdygtig i nogle herlige røgede foreller (fjeldørreder) og sådan en skulle lige med i køleskabet. Det er herlig frokostmad rullet ind i tunnbrød.

En røget forel fra Torrvallen

Vi fortsatte via Klövsjö til Åasarna og så videre ad Inlandsvägen - vej 45 - via Östersund til Strömsund. Her forlod vi Inlandsvägen og fortsatte gennem Ströms Vattudal på en ikke altdid lige god grusvej. Jagten på natkvarter var gået ind.

Vi fandt et skovspor, der førte op på et højdedrag, hvorfra vi havde den herligste udsigt ud over dalen og med masser af blomster lige uden for bilen bl.a.Fjeldturten med den pragtfulde blå farve. I dag blev det til små 280 km.

Blomstrende Fjällturt

Pladsen i Ströms Vattudal

DAG 4 - 3/7

Herlig morgen, morgenmad udendøre i pragtfuldt solskin, så det var svært at løsrive sig og komme videre. Turen fortsatte gennem Ströms Vattudal, absolut en anbefalelsværdig strækning, flotte panoramaer med udsigt til fjelde med sne på toppene i dejlig natur. På strækningen mødte vi de første elge.

Blomstrende Storkenæb I Ströms Vattudal

Vi krydsede dalen og fortsatte på den anden side ad vej 342 mod Gäddede, hvor vi fouragerede i den lokale ICA-butik samt fik fyldt diesel på bilen og fornyet vores beholdning af drikkevand. Dagens mål var den såkaldte Vildmarksvägen over Stekenjokk.

Se vores ture i området på dag 6 og 7

Stekenjokk-vägen (Vildmarksvägen)

Her fandt vi uden problemer et dejligt sted at holde ved en gammel lapkåte med en herlig udsigt efter bare ca 180 km's kørsel.

Første overnatningssted på Stekenjokk-vägen

Sandalerne blev skiftet ud med vandreskoene og så gik vi en dejlig tur langs elven Gauste, som her danner flere mindre vandfald. Vegetationen som på afstand kan se meget sparsom ud viser sig ved nærsyn at være utrolig rig og varieret med masser af blomstrende vækster

Vandfald i Gausteälv

Også fuglelivet er rigt, hele aftenen/natten kunne vi høre fuglesang bl.a. blåhalsen, Nordsveriges nattergal, men også flere gøge blandede sig i koret.
 

DAG 5 - 4/7

Dagen startede med bragende sol fra morgenstunden - og det er tidligt på disse kanter. Ved middagstid forlod vi kåten og kørte tilbage ad Stekenjokk-vejen mod dagens mål: Bjurälven. Her fik vi fyldt feltflaskerne med tranebærsaft, som er fortrinligt som tørstslukker på traveture.

Bjurälven er et såkaldt karstområde, hvilket betyder, at der er kalk i undergrunden og elven, som løber gennem området, har så gennem årtusinder nedbrudt kalken hvilket har fået den overliggende jord til at styrte ned.

Sifon

Sifon

Dette har dannet dette utroligt spændende sted, hvor elven på lange strækninger løber under jorden for så at dukke op igen i såkaldte sifoner, hvor vandet bobler op, løber et stykke over jorden og forsvinder så igen.
 

Efter adskillige timers vandren rundt i dette herlige område, hvor noget is fra en af nedfaldshullerne hjalp til at køle os ned, gik vi tilbage til bilen, hvis indre vist bedst kan sammenlignes med en sauna. Der var kun en ting at gøre, ud og køre med alle vinduer åbne for at få i det mindste en illusion af frisk luft.

Isgrottan

Vi kørte atter op ad Stekenjokk-vejen, men denne gang forbi vores kåte-sted og videre op over trægrænsen. Her fandt vi en plads lidt fra vejen og satte os uden for og fik noget at spise og især drikke.
Så atter traveskoene på og ned til elven, som på denne strækning løber stille og roligt. her ligger stadig en del sne, og på vegetationen, eller rettere mangel på vegetation, fremgår det, at det ikke er længe siden, at der var endnu mere. Men på trods at dette, så er her utroligt tørt. Store myrområder er knastørre, så der er ingen problemer med at trave rundt i området. Andre år kan man være nødsaget til at skulle gå store omveje, for at omgå disse vådområder.
 

DAG 6 - 5/7

Ved middagstid forlod vi pladsen. Der skal fourageres. Vi satte kursen mod det nærmeste bysamfund - Klimpfjäll - en ca 35 km fra vores overnatningssted. På vejen standsede vi ved en fos og fik fyldt vores vanddunk op med dette herlige, friske, kolde vand.

Butikken i Klimpfjäll er blot en udvidet kiosk, men vi fik da sådan nogenlunde det vi havde tænkt os eller noget tilsvarende.

Så returnerede vi atter til højfjeldet. Atter blev der skiftet til travesko, fjeldet  Rauka overfor vores plads skulle besejres.

Efter en times vandring nåede vi toppen og fandt et sted bag nogle klippeblokke, hvor der var lidt læ.

For lige så varmt der var ned ved bilen lige så koldt er der oppe på toppen, hvor der også blæser en strid blæst.

Her ligger der naturligvis også en del sne, som formentlig ikke forsvinder i løbet af sommeren.

Andet overnatningssted på Stekenjokk-vägen

Nede fra bilen har vi udsigt til en kanjon (sprækkedal), som elven løber igennem. Den kunne vi også se oppe fra Rauka. Det bliver morgendagens udflugtsmål.
 

DAG 7 - 6/7

En lidt kølig dag, natten har faktisk været så kold, at vi måtte tage ekstra tæpper over dynetæpperne. Der er også flere skyer end i går.

Vi kørte frem til kanjonen og vandrede så langs den. Her snævrer elven igen ind og danner flere mindre vandfald.

Så gjaldt det elvens videre forløb ind og op i fjeldet. Her oplevede vi det ene spektakulære trappevandfald efter det andet.

Langs elvbreddens nordside ligger der stadig is. Nogle steder er store sten indefrosset i isen, men da de bliver varmet hurtigere op end isen, bliver de blotlagt og kommer derved til at ligge ligesom i snehuler.

Flere steder måtte vi forlade elven for at passere vådområder som bliver født af smeltevandet fra de snemasser, der stadig ligger her. Efter nogle timers vandring nåede vi ind, hvor elven fladede ud og vand- og strømfaldene hørte op. Vi forlod elven og gik ind og op, for at gå tilbage oppe på fjeldet. Der var forandring i vejret, solen som hidtil havde skinnet fra en næsten skyfri himmel blev nu truet af store sorte skyer, som meget hurtigt trak op over fjeldene ind mod den norske grænse. Det begyndte da også at regne, men regnvejret bevægede sig parallelt med elven, så det blev heldigvis ikke til så meget. Vi krydsede flere store snearealer på turen tilbage til bilen.

Så gjaldt det atter natkvarter men vandbeholdningen skulle også lige suppleres. Atter var det fossen, der måtte levere drikkevandet, men der er jo også nok af det. Lidt efter fandt vi et dejligt område at overnatte på. Terrænet her er nærmest klitagtigt og der er en herlig udsigt til høje fjelde.

Tredie overnatningssted på Stekenjokk-vägen

DAG 8 - 7/7

Så var tiden kommet til at skifte til andre græsgange. Vi satte kursen mod nord i sløret solskin. Vi kørte over Stalon med flotte kig mod Marsfjeldene og Borgafjeldmassivet. Turen fortsatte gennem Dikanäs mod Sorsele. Så videre ad Inlandsvägen mod Jokkmokk og videre til vores gode gamle overnatningssted i nærheden af Muddus Nationalpark. Der var stort set ingen trafik, hvilket betød at vi kunne holde de tilladte 110 km/t på de lange stræk mellem de få bebyggede områder.
 

Vi nåede vores overnatningssted, som er en herlig stor plads lige ned til Luleälv lidt før kl. 21 og så gjorde det godt med noget mad og det første glas LAPONIA. Dagsetapen blev så også på knap 520 km.

Udsigt mod "Costa del Luleälv"

DAG 9 - 8/7

Så blev det igen sommer. Selv om det er sommerferie kan man jo godt løbe ind i problemer. Det var vi, idet jeg havde tabt et glas i mine briller. Vi kørte ind til Jokkmokk, en tur på en ca 25 km for at finde en optiker. Det gjorde vi, men han havde selvfølgelig ferielukket. Så satte vi kursen nordpå mod Gällivare. Her kørte vi mod centrum og pludselig var der en optikerforretning. Kort efter var jeg atter seende og uden beregning. Det er bare rigtig flot turistservice.
 

Vi fortsatte mod Kiruna. Her var vi lige inden for på turistkontoret for evt. at finde nogle forslag til ture i Abisko-området. Resultatet var negativt. Her drejer det sig åbenbart mest om at få solgt diverse smarte pakker til turister, som ikke selv kan få tiden til at gå. Så vi forlod Kiruna og kørte vestpå mod Abisko.

Første glimt af Torneträsk

Vi spekulerede ikke så meget på natkvarter, fordi vi regnede med, at kunne overnatte samme sted som sidste år, nemlig på en dejlig lille plads tæt på søen Torneträsk. Men sådan skulle det ikke være, for da vi kom frem til pladsen var den annekteret af NCC til mandskabsvogne, maskiner og materialer. Men hva' det er jo en del af vores måde at campere på, så gælder det bare om at finde noget andet. Det lykkedes da også, nogle kilometer længere fremme var der en tilsvarende plads.

Overnatning ved Torneträsk

Fra pladsen førte der et kørespor ned til stranden. Hernede lå der en masse små fiskerhytter. Fra pladsen har vi en flot udsigt til høje fjelde både på vores side og på den anden side af søen, hvor der stadig ligger sne på fjeldsiderne. På vores side af søen er det nu blevet overskyet, medens solen skinner på fjeldene ovre på den anden side af søen.
 

Med jævne mellemrum passerer malmtoget fra Kiruna til Narvik med malm og retur med tomme vogne. Ind imellem malmtogene kører så den berømte Inlandsbanan.

Malmbanan

Ved 22-tiden ankom en stor svensk campingvogn. De fiskede lidt nede i søen tilsyneladende uden held. De holdt i det mindste hurtigt op, måske også fordi det begyndte at regne.

I dag blev det til godt 330 km's kørsel.
 

DAG 10 - 9/7

Dagen er startet med lidt overskyet vejr men det er lunt selv om det blæser lidt. Vi forlod pladsen og kørte til turiststationen i Abisko, hvor vi besøgte det glimrende Naturum (udstilling med emner omkring natur, flora og fauna iI området). Her fandt vi de oplysninger, vi ikke havde fundet i Kiruna.

Vi besluttede os til at lægge lidt blidt ud med en tur til Kårsafallet i elven Kårsajåkka. Turen er let at gå uden store stigninger og den er fint spånget over vådområderne. Turen går mere eller mindre langs elven Abiskojåkka, som bestemt også er værd at kigge på. Floraen er meget rig og varieret, i vådområderne så vi flere forskellige orkideer.
 

Efter et par timers vandring nåede vi vandfaldet, som er ganske flot.

Kårsafallet

Efter at have rastet lidt, blev vi enige om at fortsætte ind langs med Kårsavagga. Vi kunne på fjeldkortet se, at der var et snescoterspor, som længere fremme stødte til stien mod Kårsavaggastugan. Vi fandt sporet, men det var en drøj tur. Stejl stigning og mange og store vådområder som naturligvis ikke var spånget, da det jo var et spor til snescoterbrug om vinteren. Vi kom dog igennem og op og fandt også den markerede sti ind mod Kårsavaggastugan.

På trods af det vanskelige terræn kan turen bestemt anbefales. Den er bare flot. Højfjeldet har helt sin egen storhed og skønhed. Vi fulgte den "rigtige" sti tilbage mod Abisko og var glade for at vi - trods alt - havde valgt snescotersporet op. Nedturen var betydelig længere og med mange og lange stejle strækninger. Og så i den varme. Solen havde skinnet lige siden vi forlod bilen, så vi var godt svedige, da vi efter ca 20 km og små 6 timers vandring var tilbage ved bilen.

Så handlede det igen om at finde et overnatningssted. På turen til Abisko havde vi spottet en lille plads hvorfra man dels havde et flot kig over Torneträsk og dels havde udsigt til det berømte fjeldparti Lapporten til den anden side. Denne plads satte vi kursen imod og ved godt 21-tiden var vi på plads.

Udsigt mod Lapporten

Vi droppede den varme mad og spiste i stedet madder med badstuerøget JOKKMOKK-korv efterfulgt af tunnbröd med blåskimmelost og så lidt rødvin. Hvad mere kan et menneske så forlange, når udsigten er som den er her og solen stadig står højt på himlen?

Midnatsstemning

DAG 11 - 10/7

Vi vågnede på grund af varmen, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, men inden vi forlod pladsen var der trukket skyer op og fjeldet bag os og Lapporten var forsvundet bag skyerne.

 Lapporten forsvundet bag morgenens skyer

Vi lagde vejen forbi elven Pikkisjåkka for at få fyldt vores vanddunk.

 I dag skal vi ikke vandre i fjelde, vi skal den modsatte vej. Vi kørte til Kopparåsen. Her ligger der et par timers vandring fra vejen en nedlagt kobbergrube, med en lidt trist historie. I slutningen af 1800-tallet finder en mand ud af, at der er kobber i fjeldet. Satser en masse penge, de samlede investeringer var løbet op i 900.000 kr, da produktionen stoppede. Man regnede i begyndelsen med dels at bryde malmen og dels foretage en delvis forædling på stedet og satsede på 500 arbejdspladser. Problemet var bare, at man i starten, da brydningen begyndte, havde kolossale problemer med at få malmen transporteret væk fra stedet. Nogle år senere, var jernbanen over fjeldet fra Norge etableret og det hjalp, men man kan forestille sig, at på dette tidspunkt var foretagendet så forgældet, at ingen havde lyst til at satse på virksomheden. I det mindste lukkede foretagendet i 1902 og ingen har siden interesseret sig for området.
 

Kobbermalmen blev brudt i åbne brud og arbejderne blev aflønnet på akkord efter hvor mange kubikmeter de havde produceret. Derfor blev den brudte malm stablet op i pæne firkantede bunker. Det interessante er, at disse bunker ligger her den dag i dag over 100 år efter. Det ser faktisk ud, som om de var stablet i går.

Det eneste der ellers er tilbage fra dengang er den tidligere direktørbolig, som i dag er i privat eje.

Vejret på turen var til T-shirt, men man kan godt mærke, at dels er vi langt mod nord og dels befinder vi os en 5-600 m.o.h. for lige så snart, der gik en sky for solen, så blev det mærkbart køligere.

Vi vendte tilbage til bilen og fortsatte vestpå, krydsede den norske grænse og kort efter grænsen var der to store pladser, en på hver side af vejen. Her valgte vi så at tilbringe natten. En finsk autocamper holdt på et rigtig godt sted, så da de forlod pladsen ved 22-tiden flyttede vi hen hvor de havde holdt. Vi kan ikke se solen på grund af fjeldene omkring os, men vi kan se sollyset på fjeldsiderne. Man skal virkelig tage sig sammen til at krybe til køjs, når det er så lyst som det er og fuglene stadig synger og er aktive.
 

DAG 12 - 11/7

Vi vågnede sent, fordi vi først fandt vej til sengen ved halv to-tiden på grund af lyset. Men vi vågnede til endnu en skøn sommerdag. Turen i dag går til Kerkevagga eller Gearggevággi som det hedder på samisk.

I turistbrochurerne er den omtalt som Blomsterdalen, hvilket vi senere skulle få at se var sandt. Da vi nåede den lille P-plads i vejkanten ud for stien ind i dalen kunne vi konstatere, at vi ikke var de eneste, der havde fået den idé. P-pladsen har vel plads til 4-5 biler, men der holdt ca 20 i vejkanterne i begge vejsider.

Vi begav os på vej, først gennem lidt birkeskov og så over en spånget myr frem til holdepladsen Laktatjåkka for Inlandsbanan. Herfra gik det så bare opad, men stien er let at gå. Der var en rig vegetation med mange forskellige planter. Vi fandt også sten med små granater i.

Det gik bare opad gennem en helt fantastisk natur, som kun kan beskrives med et ord nemlig ubeskrivelig, den skal opleves. Der var blomster overalt. På dette tidspunkt var de gule farver de mest fremtrædende, der var så mange, at når man kiggede ud over området, ja så var fladerne ikke grønne, men havde et umiskendeligt gult skær af dels fjeldviol og dels engblommer. Til begge sider for stien høje fjelde med mere eller mindre lodrette sider i mange nuancer af brunt, Men dalen er ikke snæver og mørk, den er venlig og solen bagte bare ned over dette paradisiske sted.

Dalen går i retningen nordvest/sydøst, hvilket betyder, at den venstre side er frodig ud over alle grænser medens den højre side nærmest er gold og stadig snedækket mange steder.

Et andet karakteristisk træk ved dalen er sten, sten og atter sten. Hele dalbunden er dækket med sten i alle mulige størrelser og former. De fleste er kæmpestore, ja store som huse.

Mange ser ud som om de er tildannede, da fjeldet åbenbart har det med at gå itu på en sådan måde, at der dannes blokke med store retkantede glatte flader.

Nede i dalbunden, hvor elven løber, er mange af blokkene mere eller mindre bevoksede med mos og andre lave vækster, Mellem alle disse blokke er der høje smalle jordvolde. I det hele taget et aparte og fascinerende landskab. Mytisk er en betegnende beskrivelse, her har kæmperne virkelig kastet med sten.
 

Efterhånden som vi kom længere ind i dalen bevægede vi os også mellem disse kæmpestore stenblokke. Nogle glatte med skarpe retlinede kanter, andre forvitrede og lagdelte. Vi passerede en kæmpestor stenskulptur, som nærmest lignede en borgruin.

Efter mange stop, hvor vi bare sugede indtryk til os, nåede vi langt om længe enden af dalen. Her ligger Trollsjön, Europas klareste sø med en sigtedybde på ikke mindre end 39 m.

På dalens bagvæg styrter et vandfald sig lodret ned i søen. Fra de andre sider af dalen var der også flere flotte mindre vandfald. Søens overflade ligger 815 m.o.h. og fjeldene omkring når op i 14-1500 m højde, så der er masser af højde at lave vandfald på, især når fjeldsiderne er så lodrette som tilfældet er.

Mens vi sad og nød landskabet havde vi en særpræget oplevelse. Pludselig var luften fyldt af noget hvidt. Det lignede snefnug, og det var lige før vi troede, at det føg fra sneen oppe på fjeldkanterne. Men det viste sig at være i tusindvis af små insekter, som, når vi så dem mod solen, med deres vinger gav illusionen af snefnug.
 

Vi var lige nede ved søen for at føle på vandet. Det var selvfølgelig iskoldt, hvilket de store isflager også var tegn på. Nede ved søen fandt vi lidt af en sjældenhed, nemlig en held del isranunkler. Af andre højalpine vækster i dalen er der også ensian, hvis meget blå farve godt kan virke helt forkert

Tilbageturen tog lige så lang tid som udturen. Vi var nødt til at stoppe op gang på gang, for at indsuge endnu flere indtryk fra denne forunderlige dal.

Men vi nåede da tilbage til bilen langt om længe.

Så gjaldt det igen jagten på natkvarter. Vi fandt det på en rasteplads med udsigt over søen Vassejavi.

Vi sad længe oppe og betragtede solens gang: Vi så den glide om bag fjeldene og var så spændt på, om den eller skyerne nåede først frem til et hak i fjeldryggen. Det gjorde skyerne og så gik vi i seng

.De sidste tre dage er det jo ikke blevet til det meget kørsel blot sølle 105 km.
 

DAG 13 - 12/7

Skyerne fra i nat var blevet hængende, så vi vågnede til gråt og overskyet vejr, og var meget glade for, at det var i går vi var I Kerkevagga. Vi fouragerede i butikken i bebyggelsen Riksgränsen, inden vi kørte ind i Norge. Vi skulle bl.a. have forsyninger med af yoghurt og tunnbröd, da ingen af disse ting er nemme at opdrive i norske butikker.
 Turen mod Narvik går over Bjørnfjeldet, som - efter vores mening - er skæmmet af en masse fritidshuse. Men alligevel er det en flot tur, især nedkørslen mod Narvik-vejen er flot. Det er en helt anden fjeldtype, der møder en i Norge. Store og voldsomme, mørke og dystre og ikke blødt afrundede som i Sverige.
 

Vi satte først kursen mod Bjørkvik ad E10 og havde så læst os til, at vejene 829 og 825 skulle byde på nogle meget flotte naturscenerier. Den beskrivelse kan vi godt tilslutte os. Sikke en tur selv i dette lidt grå vejr, hvordan må det så ikke være i solskin?

Langs Skodbergvatnet

Store forrevne fjelde rejste sig hvorhen man end så. Flotte panoramaer ud over fjordene. Vi stoppede op for at kigge på Storfossen. Den er da meget flot, det man kan se af den. Den er formentlig kun kommet på listen over seværdighder, fordi den ligger lige ved vejen. Mange af de fosser vi havde set på turen komme styrtende ned over fjeldsiderne på den anden side af fjordene var garanteret både større og mere spektakulære, men ikke sådan lige at komme frem til.

Storfossen

Vi fandt ind på vej 87. Vejret er skiftet igen til regulært regnvejr. Turen her var også ganske flot, skønt vi jo kun kunne se en del af fjeldene, da toppene var forsvundet I regnskyerne. Men også denne vejrtype har sin charme, farverne bliver anderledes og da er da sjov at se skyerne i flere højder passere langt ned ad fjeldsiderne. En gang imellem lykkes det da også at få et glimt af mastodonterne.

Vi fandt et sted at overnatte ved bredden af en elv med en vældig fos. Længere fremme i dalen kunne vi af og til ane konturerne af et vældigt fjeld.

Overnatning i Tamokdalen

Kort efter at vi var ankommet bankede det på bildøren og ind kom en ung same. Han havde trang til at komme lidt i tørvejr og få en snak. Han var på vej op i fjeldet for at kigge til renerne men syntes at regnen var lige lovlig voldsom. Vi sad og snakkede en god times tid og fik en masse at vide om hans hverdag som renvogter. Det er godt nok en helt anden tilværelse end vi er vant til. Det var tankevækkende bl.a. at få at vide, at alene det område de brugte til sommergræsning var ca 4 gange så stort som Bornholm  Og så har de også områder af tilsvarende størrelse til hhv efterårsgræsning og til vintergræsning. Og det bare til en sameby.
Da regnen stilnede af forlod han os til fordel for sine rener. Vi hørte han kom tilbage til pladsen omkring midnatstid. Også nogle andre arbejdstider end vi er vant til.
Inden vi krøb til køjs var det klaret en del op, spændende hvordan vejret er i morgen.
 

DAG 14 - 13/7

Da vi vågnede hang skyerne stadig langt nede på fjeldsiderne, men det er da tørvejr og måske er der en opklaring på vej?
Vi kørte videre ad vejen og ud på E6/E8 mod den finske grænse. Vi forlod den i Skibotn og kørte gennem Skibotndalen mod den finske grænse.  Vejret er atter skiftet, nu skinner solen fra en næsten skyfri himmel igen.
 

Fra Skibotn til Kilpisjärvi er der blot ca. 50 km, men det blev en meget lang tur, for hvert andet øjeblik måtte vi lige standse og ud og kigge ned i dalen

Der var fosser og kanjoner i lange baner, den ene mere spektakulær end den anden.

Et imponerende dalstrøg.

Lige inden den finske grænse passerer man vejens højeste punkt 542 m.o.h. Lige så snart man har passeret grænsen, ja så ændrer landskabet igen karakter og bliver mere lig det svenske, ikke flere af disse voldsomme fjeldmassiver, som godt kan virke lidt dystre.

Efter lidt handel i den megastore butik i Kilpisjärvi vendte vi tilbage til den norske side, hvor vi havde set en fin stor plads nede ved en elv, hvor der så ud til at være fint at overnatte.

Overnatning ved Rasberget

Modsat pladsen ligger der et fjeld, som vi - hvis vejret arter sig - har tænkt os at gå op på i morgen. Der er et tredelt vandfald oppe ved toppen, som skal være vores mål. Vi benyttede lejligheden til at recognocere lidt for evt. at finde en måde at forcere birkeskoven/birkekrattet mellem vejen og barfjeldet. Vi fandt da også et par spor, som i det mindste gik et stykke ind gennem skoven, så må resten vente til i morgen
 

DAG 15 - 14/7

Vi vågnede forholdsvis tidligt på grund af varmen. Det var meget, meget varmt i bilen. Så vi kan ikke bruge vejret som undskyldnig for ikke at gennemføre vores bjergtur, det skulle da lige være temperaturen.
Sporet som vi havde fundet i går stoppede et godt stykke oppe i skoven, hvor nogen for mange, mange år siden havde glemt, at de havde fældet en hel del birketræer, der var nemlig ikke meget tilbage af stammerne.  Det blev en meget varm tur, luften stod stille og solen bare bagte ned. Det føltes lidt bedre, da vi kom op over trægrænsen, hvor der var lidt mere luft, det gav da illusionen om luftbevægelse.
 

Vi kom frem til det det første af faldene og fulgte så mere eller mindre vandløbet op ad. Der skulle kravles og klatres, men vi nåede da op til det midterste af de tre fald. Nu når vi er på stedet, er der faktisk kun tale om et meget langt vandfald. Her ved den midterste del var der en kæmpestor klippeblok, som vandet løb dels under og dels uden om og her slog vi os ned og fik noget tiltrængt væske.

Efter et kort hvil fortsatte jeg alene op mod det vi troede var det øverste fald. Det var det ikke. Fjeldet fortsatte bare op ad og jeg fulgte med. Fjeldet hedder Rasfjeldet og på min klatretur fandt jeg ud af hvorfor. Man skulle virkelig tænke sig om og prøve stenene inden man enten trådte på dem eller tog fat i dem med hænderne. Det var ikke alle der var til at lide på. Strukturen i fjeldet er lagdelt og der skal åbenbart ikke meget til før lagene skilles ad. Øverst oppe kom elven ud af den is der lå deroppe

Vi kom også ned igen og kunne så kigge tilbage op mod toppen. Det var dejligt at få sko og tøj af både på grund af varmen, men også fordi det nærmest var gennemblødt.

Da vi havde pustet lidt og fået genoprettet væskebalancen kørte vi til Storfjord, hvor vi fik diesel på bilen og vand i vanddunken. Vandet i den lavvandede elv vi bor ved, har vi ikke lyst til at bruge. Vi så flere fosser på vejen til Storfjord, men ingen der sådan lige var til at komme til og fra med 25 liter vand i en dunk.
Men det var da dejligt at få turen gennem Skibotndalen endnu 2 gange og denne gang i fuld sol. Men det lidt slørede solskin vi havde i går var næsten bedre. Det skarpe grelle sollys gør noget ved farver og konturer.
 

Tilbage igen på pladsen ved elven kan vi bare sidde og nyde fuglene der jagter insekter over elven og se ørrederne springe. Et opslag ved elven gør iøvrigt opmærksom på, at fiskene i elven er smittet med en parasit, der gør dem uegnede til spisefisk, ligesom man ikke må flytte vand herfra til andre vandområder.

DAG 16 - 15/7

Atter en rigtig varm og lummer dag, et optræk til noget der kunne ligne et tordenvejr blev ikke til noget. Langt om længe løsrev vi os her fra elvens rislende lyd og de mange fugle og satte kursen østpå igen.
Vi passerede atter grænsen til Finland og kørte mod Kaaresuvando som byen hedder på den finske side og Kaaresuando, som den hedder på den svenske side. Vejen hertil er da meget pæn. Vidtstrakt udsyn over kæmestore myrområder, men den virker lidt kedelig formentlig på grund af de mange lange - meget lange - lige stræk.
Vi kørte gennem Kaaresuando og videre østpå. Vi havde planer om et finde fjeldet Kaaravaara, som skulle ligge lidt udenfor byen og hvor der i følge kort og andre oplysninger skulle være en kørevej til toppen. Det lykkedes da også at finde vejen. Den er ikke skiltet mere, formentlig fordi det skianlæg, der engang har været på toppen er nedlagt. Men vejen derop er stadig absolut anvendelig og ender i en meget stor plads. Der ligger stadig en kiosk deroppe. Inde i den lå der endnu brochurer med datoen Juni 1995.
Fra pladsen kan vi næsten se 360 grader rundt, kun i sydlig retning er bevoksningen så høj, at vi ikke kan se over den fra pladsen. Rent faktisk kan vi sidde her og se både til Norge, Finland og selvfølgelig Sverige på en gang.
Officielt så er der midnatssol på disse kanter sidste gang den 17/7, så hvis vejret ikke ændrer sig drastisk, skulle der være alle muligheder for at se midnatssolen.

 

Ved 22-tiden var der lidt skyer, men solen kunne stadig anes

Klokken 23

 Klokken 24

Klokken 1 hvor solen - på grund af sommertiden - jo stod lige mod nord bragede den ud af skyerne og strålede løs. Det var en sær fornemmelse at gå i seng med solen skinnende klart ind ad vinduerne.

Igen er der løbet nogle kilometer gennem kilometertælleren, ialt blev det godt 160 km.

DAG 17 - 16/7

Atter opvågnen til en strålende og meget varm sommerdag. Med alle vinduer og døre åbne kunne man få en illusion om luftbevægelse.

Vi kørte til Kaaresuando for at handle, men var kun lige kommet ind i den første butik, da strømmen gik. Da der ingen vinduer var i butikken, var det umuligt at finde de ting vi skulle have, så vi forlod stedet. Vi prøvede en anden, men situationen var den samme her.
Så forlod vi Kaaresuando og kørte videre østpå mod Pajala. Vi stoppede i Muodolompoli, hvor vi fik klaret de fleste af vores indkøb. Næste stop kort efter var på en rastplads ved elven Parkajokki, hvor vi bl.a. skulle sætte smag på en smøreost med krebs - bare lækkert.
Videre gik turen gennem de små, spredte bebyggelse med de overvejende finske navne.
Vi standsede igen i Kannisvaara, hvor vi fik indkøbt de sidste ting på indkøbssedlen. Da vi nu havde forsyningerne i "hus", kunne vi indlede jagten på et sted at overnatte.
 

Vi forlod vej 99 og drejede af mod Käymäjärvi. Vi havde ikke kørte ret langt ad denne iøvrigt flotte grusvej før den var der. En gammel tilgroet nedlagt grusgrav. Hele kanten rundt står der meterhøje gederams foran en bevoksning af fyr og birk. Slet ikke så ringe et sted.

Dagens distance blev på lige godt 200 km.

DAG 18 - 17/7

Igen stod vi op til en pragtfuld sommerdag. Vi spiste faktisk morgenmaden indendøre, fordi det var det køligste sted når alt stod åbent og luften lige kunne formås til at bevæge sig gennem bilen.
Vi forlod stedet og kørte tilbage til vej 99 og fortsatte mod Pajala. Vi ville lige se den i solskin. Sidst vi var på disse kanter, var det regnvejr. Vi skulle forøvrigt også have tanket op.
Pajala var flot også i solskin - her har man jo forøvrigt verdens største solur.
 

Efter besøget i Pajala gik turen videre mod vest langs Tornenälven.

Dejlig tur i flot vejr.

Vi stoppede undervejs bl.a. i Junosuando og købte et par is. Disse blev indtaget ved rastpladsen ved den store kanjon lige før Masugnsbyn.

Da vi kom til Masugnsbyn skulle vi lige ned og kigge på det store brud, hvor man bryder bjergarten dolomit. Hullet var godt nok blevet noget større og især dybere end da vi var her sidst.

Så afsted igen mod Vitangi. Herfra skulle vi fortsætte ad vej 45, men i første omgang overså vi frakørslen. Det gjorde nu ikke så meget, for lige efter at vi havde passeret broen over Torneälv og skulle vende bilen, ja så viste det sig, at den vej vi brugte til at vende på, førte ned til elven. Her var der en udmærket plads, hvor vi lige kunne anbringe bilen, medens vi fik en tiltrængt dukkert i Torneälven. Det friskede.
 

Efter badet var der ingen problemer med at finde den rigtige vej ud af Vitangi mod Gällivare. Men inden vi nåede Gällivare stoppede vi i Puoltikasvaara. Her ligger der nemlig en bager, der bl.a. laver Mariakaka, en kage med en masse lækker vaniljecreme i.

I Så skulle vi igen finde et sted at overnatte. Vi forlod vej 45 og drejede ud vestpå mod Kilingi. På kortet så vejen lovende ud med hensyn til overnatningsmuligheder. Det er en flot vej - altså hvad angår udsigterne, selve vejens tilstand kunne være bedre. Vi passerede mange søer og mange rener. Vi så flere steder, der godt kunne bruges, men igen - måske er der noget bedre længere fremme.

Vi kom til en afvisning mod en rastplads ved navn Laxselet. Vi kørte ind og det viste sig, at rastpladsen lå på kanten af Kaitumälven med en flot raststuga og fine toiletter. Så her fandt vi endnu engang et flot sted at holde under nogle flotte fyrretræer med en fin udsigt over elven .

Vi bliver underholdt af nogle lommer, som tilsyneladende har nogle territoriestridigheder. Ved solnedgang kunne vi se i tusindvis af insekter i luften, som blev ivrigt jagtet af en masse fugle og guldsmede. Insekterne mindede igen om snefnug, ligesom vi oplevede det i Kerkevagga.

 Atter en distance på ca 230 km.

DAG 19 - 18/7

Vågnede for en gangs skyld ikke til solskin, det er skyet og fyrretræerne giver også lidt skygge. Medens vi indtog vores morgenmad forsvandt skyerne og vi forlod endnu en gang et dejligt overnatningssted i solskin. Vi fortsatte videre ud ad vejen mod Kilingi. Flot tur med et meget afvekslende landkab. Lidt skov med fyr og birk afvekslende med store åbne vidder med søer og myrer. Fra en bakketop på vejen kunne vi se højere fjeldtoppe ind mod den norske grænse.
 

Vi nåede Kilingi - et lille bysamfund med nybyggerkarkater. Husene ligger spredt i terrænet, men sandelig om der ikke er et hotel. Men det var der jo - iflg. wild-west-filmene - også altid i det "rigtige" wild-west".

Vi fortsatte til vejens slutning ved Fjällåsen, som er et stoppested på Inlandsbanan. Her var der ikke anden bebyggelse end stationen. Tænk at være stationsforstander her, det må være en ensom post.
 

Vi returnerede til Kilingi, passerede en bro og mødte en afvisning mod Kilingiforsen. Efter et par kilometers kørsel var vi fremme ved en P-plads og rasteplads noget i stil med den vi overnattede på,. her var raststugan dog endnu større.

Vi gik ned til vandfaldet, ikke særlig højt men meget bredt og med en voldsom vandmængde.

Efter at have drysset rundt omkring vandfaldet, forlaod vi atter stedet og Kilingi og returnerede til Poultikasvaara, hvor vi i går havde set nogle store flotte rejemadder, og sådan nogen havde vi lige lyst til. Fremme hos bageren, som altså også har servering fik vi bestilt rejemadderne og noget kaffe. Det skal her præciseres, at der hverken var sparet på rejer i rejemadderne eller på kaffebønnerne i kaffen. Vi benyttede ventetiden til at bladre lidt i en avis, og faldt bl.a. over en artikel, der handlede om, at de svenske jernbaner eksperimenterer med at sætte højttalere op de steder, hvor man erfaringsmæssigt ved at elge og rener krydser jernbanen. Gennem højttalerne udsender man Sveriges Radios P3. Og det virker - dyrene flygter i rædsel over denne forfærdelige larm. Hvor man forstår dem. Men vel ikke særlig god reklame for P3.
Efter at vi havde nydt dette lukulliske måltid fortsatte vi vores odyssé. Vi skulle meget gerne nå Gällivare inden Systembolaget lukkede. Vores flaske med Lapponia er ved at være tom.
Det lykkedes. Vi var i Gällivare kl 17.27 og fandt ud af, at de først lukkede kl 18. Men sikke en butik. Det er første gang vi har oplevet en af Systembolagets forretninger med selvbetjening. Vi fandt da også vores flaske, men hvad var det? der var endnu en udgave af Lapponi men lavet på blåbær. Den måtte prøves, så det blev ikke multebær denne gang.
 

Så gik vi på byvandring i Gällivare. Stort flot centrum med springvand og beplantning og bænke samt store stenblokke af forskellig art som eksempler på de stentyper, der brydes i området med forklarende tekst.

Så afsted igen. Vores natkvarter - "Costa del Luleälv" ventede. Her blev vores ankomst fejret med et stykke af Mariakakan fra bageren i Poultikasvaara.

Dagens etape godt 200 km

DAG 20 - 19/7

Endnu en gang vågnede vi til en pragtfuld sommerdag. Det tilnavn vi har givet stedet her passede virkelig. Man har virkelig fornemmelse af at befinde sig under nærmest tropiske himmelstrøg, bortset altså fra at det er lyst stort set hele døgnet.
Dagens udflugtsmål var nationalparken i Muddus. De 11 km fra pladsen til Muddus var hurtigt overstået. Det første vi gjorde var at tømme vores vandbeholder, som efterhånden er en miksture af vand mange steder fra og så få den fyldt op med det pragtfulde vand, der er i brønden her.
 

Så begav vi os ud på turen til Muddusfallet. Det blev en varm tur, men det er da fantastisk, at man kan bevæge sig rundt i denne del af Sverige kun iført shorts, uden at være generet af de der flyvende individer, som man altid bliver spurgt om, når man siger man har har været i Lapland. Her er faktisk ingen myg. Heller ikke tidligere på turen har vi været særlig generet af dem. Årsagen er formentlig det meget tørre og varme forår, som har ødelagt myggelarvernes opholdssteder inden de blev til myg.

Men varme og svedige nåede vi frem til Muddusfallet, som var lige så imponerende som sidst.

Det er særligt ved at være delt i to med en sø på første sal.

Vi fortsatte videre frem ad stien til Fjellstugan, et imponerende flot anlæg. Stor raststuga med køjer til 12 personer og fine køkkenfaciliteter. Hvad vi var glade for, var et skilt, der viste til en brønd et par hundrede meter fra stugan. Vandet var koldt, iskoldt, men det gjorde godt. Og således rustede begav vi os ud på de ca 8 km tilbage mod bilen medens vi glædede os til at få skoene af og få luftet tæerne.
Vi hørte torden under turen tilbage mod bilen, og vi var da heller ikke andet end lige akkurat kommet ind i bilen, før det brød løs og regnen bare stod ned i tove. Da var jeg glad for, at vi havde hentet vand inden vi begav af på vej mod vandfaldet.
Så turen fra Muddus tilbage mod Luleälv foregik i silende regnvejr. Vi fandt et nyt sted at holde ved elven, og man må nok sige at klimaet havde ændret sig på de ca 8 timer vi havde været væk herfra, nu kan man da holde ud at være udendørs. Vejret har skiftet til bygevejr, og det er som altid spændende at betragte bygernes vandring hen over fjeldsiderne.
 

Forøvrigt smager blåbær-Lapponia'en ganske fremragende - det er simpelthen koncentreret blåbær.

 Inden gardinerne blev trukket for kunne vi konstatere en begyndende opklaring.

DAG 21 - 20/7

Aftenens opklaring havde været alvor. Vi stod i det mindste op til endnu en sommerdag, men medens vi spiste morgenmad trak en tordenbyge hen over området med bulder og brag og en gevaldig byge. Vi forlod "Costa del Luleälv" for sidste gang i år og kørte mod Jokkmokk, hvor vi indtog forsyninger både til os og til bilen. Så forlod vi Jokkmokk  - i solskin - og kørte mod syd ad Inlandsvägen. Mod syd kunne vi se mørke skyer, men vi holdt os åbenbart i udkanten af regnområdet, men i Moskusel tørnede vi sammen og fik en kraftig byge. Her skulle vi heldigvis vestpå, så vi kørte atter ind under blå himmel og strålende sol. Ved søen Suddesjaure deler vejen sig. Vi valgte at køre mod nordvest, flot vej og flot tur. Vi passerede mange søer og mange rener inden vi fandt vores natkvarter.
 

Dette fandt vi ved den sydlige ende af søen Abraur. En lille vej førte ned til søbredden. Vi kunne holde næsten helt ned ved vandkanten, så bortset fra en forbipassrende bil en gang i mellem, er lyden af bølgerne mod stranden det eneste, der bryder stilheden. Til den ene side har vi en flot udsigt over søen og til den anden side resterne af et gammelt stemmeværk. Man har åbenbart en gang kunnet regulere vandstanden i søen. Gad vide til hvilket formål?

Vi har stor fornøjelse af, at betragte nogle småfugle, som har meget travlt i strandkanten med at finde insekter o.lign. Desuden er der en del andefugle ude på søen.

Det blev i dag til en køretur på godt 170 km.
 

DAG 22 - 21/7

Atter opvågning til strålende solskin. Heldigvis giver det store fyrretræ vi holder under lidt skygge for morgensolen.
Ved middagstid løsrev vi os fra dette dejlige fredfyldte sted og fortsatte vores tur ad denne dejlige vej.
 

Landskabet veksler hele tiden mellem tørre lyngheder, frodige skove med fyr og birk og store områder med masser af sten, søer og myrer. Men her er utrolig tørt. Mange steder er de mindre vandhuller tørret helt ud og i de større søer kan man se, hvor vandet burde have stået. Vi har da også set flere eksempler på høstfarver som følge af manglende vand. Og blåbærrene er ikke værd at spise, de er små og tørre. Godt vi har vores blåbær-Lapponia.

Vi passerede endnu et stemmeværk ved Eggelats. Her har der også engang været meget mere vand . Det kunne da være interessant en gang at finde ud af, hvad der egentlig har foregået her i området for lang tid siden.
 

Kort efter Eggelats ved søen Gittenjaure stoppede vi op for en ren, som bestemt ikke havde lyst til at forlade vejen. Det gav os chancen for at se, at der faktiske lige ved vejen var en fin strand og noget tilsyneladende fint og rent vand. Vi bakkede lidt til renens åbenlyse forundring. Den vendte sig faktisk om og stod og gloede dumt på den bil, som nu ikke længere kørte i hælene på den, men i stedet kørte baglæns. Efter at have rystet lidt forvirret på hovedet fortsatte den sin vandring videre frem ad vejen.

Vi fik hurtigt smidt den smule tøj vi havde på og kom i badetøjet. Vandet var lige så dejligt, som det så ud til, så der gik nogen tid inden vi løsrev os og gik i land igen. Det var næppe nødvendigt at bruge håndklædet, solen klarede næsten tørringen hurtigere.
Vi fortsatte gennem stadig flere flotte, dejlige landskaber. Ved Bergnäs kastede vi et blik over på kapellet, som ligger for sig selv - uden vejadgang - på den anden side af et smalt sund.
Ved Lill-Mattaure lige efter broen over det strømfald, der forbinder Stor-Mattaure med Lill-Mattaure holdt vi og indtog vores sædvanlige "ruller" på nogle flade sten ned ved vandkanten. Også her kunne vi konstatere den generelle lave vandstand.
 

Små 10 km længere fremme drejede vi af ad vejen mod Ôrnvik. Havde turen indtil nu været flot, ja så var denne om muligt endnu flottere. På vejen så vi et lidt usædvanligt syn, nemlig en elg med kalv.

Vi kørte helt ud til vejens ende i Ôrnvik. På vejen passerede vi endnu en gang polarcirklen. Vi fik efterhånden endnu en gang udsigt til høje fjlede med sne på toppen. Ôrnvik viste sig at være et lystfiskerforetagende med udlejningshytter, biler og både i massevis. Men udsigten over søen Tjeggelvas var alene turen værd.

Vi vendte bilen og returnerede. Mellem Sundnäs og Lövnäs drejede vi mod vest ad en vej, der fører ud til søen Hornavan - forøvrigt Sveriges dybeste sø med en vanddybde på ikke mindre end 221 m. Søens overflad ligger i 427 m højde. Lidt nord for Hornavan ligger søen Riebnes i 505 m højde, og det har man udnyttet til et vandkraftværk. Det kunne vi nu ikke se meget til, da det er bygget inde i fjeldet. Her var der godt nok en stor plads fremkommet ved alt det materiale man havde sprængt ud af fjeldet. Vi holdt der lidt og spiste vores aftensmad, men blev så enige om, at udsigten og omgivelserne ikke var, hvad vi var efterhånden havde vænnet os til. Så vi forlod stedet igen og søgte nye græsgange.
Dem fandt vi længere tilbage ad vejen. Her var der en vej,der førte op mod fjeldet Alta Ardnapuoda - ikke den mest trafikerede, men hæderlig, den så ud til at kunne befares med forsigtighed. Vi drejede ind ad vejen, der bare gik op og op. Visse steder havde smeltevand gjort sit til at forringe vejens tilstand, men stadig farbar.
 

Vi kom til en lille bro. Uden betænkeligheder kørte vi over. Det var først på den anden side af den, at jeg i det løse sand konstaterede, at de bilspor, man havde kunnet se på det første stykke, ikke længere var der. Men hvad, vi var jo kommet over, så kommer vi nok også tilbage igen i morgen.

Vi kom til vejens ende hvor den sluttede i den obligatoriske vendeplads. Så her fandt vi atter en gang en rigtig, rigtig flot overnatningsplads.

Om vejret tillader vil vi i morgen gå det sidste stykke op til toppen af Alta Ardnapuoda (828 m.o.h.).

Med det sidste stykke terrænkørsel blev det i dag til godt 230 km.

DAG 23 - 22/7

F or en gangs skyld var det overskyet, da vi vågnede, men inden vi var klar til morgenmad, ja så var skyerne væk og solen skinnede atter og himlen var blå og det blev hurtigt meget varmt.

Ved middagstid havde vi fået samlet os sammen til at forcere det sidste stykke op til toppen. Det foregik i shorts og blot med en t-shirt, som dog hurtigt blev taget af. Vi var vel nået 3/4 af vejen mod toppen, da en gevaldig tordenbyge bogstaveligt talt som lyn fra en klar himmel væltede op over toppen og i løbet af ganske få minutter var vi bare våde, meget våde. Det var den kolde douche, især i bar overkrop. Vi nåede toppen, men udsigt var der ikke rigtig noget af.
 

Regnen stod ned i tove og alt var bare gråt og mere eller mindre konturløst. Regndråberne var store og tunge, føltes næsten som hagl, så vi sjaskede ned ad igen, samtidig med at vi så bygen drage videre hen over landskabet. Det er alt andet lige ganske fascinerende at se på. Da vi var kommet et stykke ned kom solen igen og vi satte os og fik et sug på piben, medens vi tørrede ganske langsomt. Solen og den lave luftfugtighed gjorde, at vi næsten var tørre, da vi kom tilbage til bilen, kun sko og sokker var stadig våde af at gå i den våde bevoksning.

Medens sko og strømper hang til tørre benyttede vi lejligheden til at få skrevet nogle postkort. Da de var fra hånden pakkede vi sammen og påbegyndte den langsomme nedkørsel fra stedet her. Jo broen holdt også til endnu en passage.
Vi satte kursen mod Arjeplog nu igen i strålende solskin, men jo nærmere vi kom Arjeplog jo sortere blev himlen. Vi kunne høre torden og se lyn længere fremme og vi kom da også ind i uvejret. Vi nåede Arjeplog og parkerede ved ICA-butikken. Himlen over Arjeplog var kulsort og dagslyset var så ringe, at gadelamperne, som formentlig tænder automatisk, de tændte. Det lynede og tordnede og regnede. Medens vi var inde i ICA gik lyset. Vi havde heldigvis nået at få det i kurven vi skulle have, så vi famlede os vej til udgangen og kasseapparaterne. Kort efter kom strømmen igen og kasseterminalerne fungerede atter.
Vi skulle også have tanket op både af vand og diesel. Det lykkedes da også, men der skulle godt nok en tør t-shirt på bagefter.
Så forlod vi Arjeplog og kørte nordpå ud af byen mod vejen til Laisdalen. Jo længere vi kom væk fra byen jo mindre regnede det og det blev efterhånden også lysere i vejret.
 

Vi kørte gennem Laisdal By, passrede et stort søområde og fandt der en lille sidevej. Her holder vi så i vejkanten ved siden af søen Båtsträsk, hvor vi endnu en gang har fornøjelse af at kunne kigge på lommer. Denne gang et par med en stor unge, der holder til ved en lille ø ude i søen.

Det er klaret så meget op, at vi har set solen og af til er der blå huller i skydækket.

I dag blev det blot til godt 100 km

DAG 24 - 23/7

Vi stod op til en overskyet dag, ingen sol og en ret frisk vind over søen. Vi folod søen og lom-familien og fortsatte sydover. Lidt kedelig ensformig vejstrækning. Vi stoppede et kort øjeblik ved Holmseleforsen. Også den manglede i høj grad vand. Store dele af elvlejet var tørlagt.

Næste stop var forårsaget af en større flok rener, vel en 10-15 stk, hunner med indtil flere små kalve.

Skal man absolut komme bare fordi mor siger det?

Efter Persbacka forlod vi vejen og kørte af mod vest over Laisälven. Længere fremme standsede vi ved Hällforsen og gik de ca 600 m ned til elven. Her vandrede vi lidt rundt, inden vi kastede os ud i noget af en myggetur, nemlig stien mellem Hällforsen og Trollforsen. Den er mildest talt vanskeligt farbar. Kan IKKE anbefales, hverken på grund af fremkommelighed eller på grund af de ganske mange myg, Brug landevejen i stedet. Det gjorde vi også på tilbagevejen til bilen.

Efter denne omgang havde vi ikke lyst til at se flere fosser, så vi fortsatte mod Sorsele. Endnu en gang kørte vi mod dårligt vejr, men vi nåede da Sorsele i spredt solskin, men inden vi var kommet ud af bilen for at foretage nogle indkøb i dels ICA og dels Systembolaget, ja så væltede regnen ned igen og det lynede og tordnede endnu en gang. Men denne gang holdt strømmen.
 

Vi forlod så igen Sorsele og fortsatte sydover og igen kørte vi mod opklaring og solskin. Syd for Storuman drejede vi af mod Dikanäs og ganske kort efter fandt vi vores overnatningssted på et lille skovspor.

DAG 25 - 24/7

Ja endnu en gang vågnede vi til strålende solskin. Vi forlod stedet her og vendte tilbage til vej 45 og kørte mod Vilhelmina for lidt proviantering . Så videre mod Dorothea, hvor det var bilens tur til at få nye forsyninger.

Efter en pludselig indskydelse valgte vi, i stedet for at fortsætte som planlagt mod Strömsund og Ströms Vattudal, at køre ind mod Borgafjäll. Vi kørte gennem et landkab hvor gederamsene dominerede på alle vejkanter og på alle åbne rydninger op over de relativt lave fjelde. Bare flot.
 

På strækningen passerede vi nogle såkaldte naturcampingpladser, hvor man kan holde, men de gode pladser var optaget, så vi blev enige om selv at finde noget. Det fandt vi et stykke oppe ad et skovspor, med en efter omstændighederne ganske flot udsigt og også her masser af gederams, samt minsandten en masse skovjordbær.

DAG 26 - 25/7

Så vågnede vi igen, igen til sol og sommer. Morgenmaden trak ud, vi nød at sidde i solen, så det var svært at komme afsted. Men afsted kom vi da og fortsatte videre ind mod Borgafjäll. Efterhånden som vi nærmede os Borgafjäll  begyndte de rigtig store fjelde at tone frem eller rettere at tårne sig op. Flere af dem har ganske markante former og med sol og skygge vekslende over fjeldsiderne giver det nogle fantastisk spændende farvespil fra lysende grønt over brune nuancer til næsten sort.
 

Vi fortsatte gennem Borgafjäll og Borga, hvor skiltet fortalte, at "Här slutar almän väg" og videre ad en grusvej gennem Sutme og helt ud til enden af vejen ved søen Sannaren. Sikke en vue ud over søen med fjelde til begge sider og forude.

Så vendte vi bilen og startede tilbageturen. I Risbäck drejede vi af mod Norråker. Vi havde nogle planer om via forskellige småveje at finde en genvej til Svansele, men vore planer lykkedes ikke på trods af mange forsøg, så det blev de ordinære veje, der måtte holde for. Men vi blev ikke snydt for flotte udsigter.

Nogle steder ligger vejen meget højt , hvilket giver mulighed for nogle fantastisk flotte panoramaer. Også strækningen langs Torsfjärden var flot.

Ved Sjulåsen kørte vi over dæmningen og videre på den anden side af Stöms Vattudal. Det var ganske sjovt at se den forandring, der var sket, siden vi kørte her for knap en måned siden. De blå storkenæb var nu ganske forsvundet og i stedet afløst af de røde gederams.

Lidt før kl 20 nåede vi frem til vores gamle overnatningsssted. Også her er vegetationen ændret, det er nu andre blomstrende planter, der står rundt om pladsen, men udsigten er stadig lige flot, skønt vejret har ændret sig. Solen er forsvundet og det er blevet helt overskyet, men stadig lunt.

Dagens distance blev, inclusive de mange forsøg på at finde listige genveje, på godt 300 km.

DAG 27 - 26/7

Vi vågnede til overskyet vejr. Det har regnet flere gange i løbet af natten, også ganske kraftigt, men inden vi skulle indtage morgenmaden var solen brudt igennem, så endnu en gang kan den indtages udendørs.
Vi lagde vejen ind om Strömsund, hvor vi parkerede i centrum på det flotte torv. Vi frekventerede først den store ICA og derefter det lokale turistkontor, for evt. at få noget nyt materiale til kommende ferier.
Så forlod vi Strömsund. Vi vil i år prøve noget andet end den sædvanlige tur ned af vej 45. Så i stedet kørte vi ad vej 339 over Föllinge til Krokom. Efter et lille stykke ad E14 fortsatte vi så ned langs vestsiden af Storsjön ad vej 321 til Svenstavik. Her stod vi så igen på vej 45 til Åsarna, hvor vi endnu en gang forlod den for at køre over Vemdalsfjället.
 

Vi havde fået den idé, at denne ferie skulle slutte med en tur over Flatruet ad den vej, der kaldes Vilmarksvägen. Så vi fortsatte gennem Vemdalen mod Hede, hvor vi så drejede af mod Särvsjö. Efter blot en 5-10 km kørsel var der en afvisning til nogle rastpladser ved nogle søer. Vejen var en såkaldt Skogsbilväg med undertavlen "Hinder och fara kan förekomma", men dem har vi prøvet før uden problemer. Vi listede ind ad vejen og på toppen af en stigning var der en fin plads, hvorfra man kunne kigge ned over en sø og så ellers se fjeldene rundt om. Her er også dejligt og solen skinner.

I dag blev det så til godt 350 km.

DAG 28 - 27/7

Vi vågnede på vores lille vej til endnu en strålende sommerdag med hvide sommerskyer morgenmaden blev atter indtaget udendøre. Medens vi spiste kunne vi høre klokker fra køer og rener der græssede i området, det er sådan en hyggelig lyd. På et tidspunkt dukkede tre rener op et stykke fra bilen og gav sig til at beskære pile- og birketræer i vejkanten. Vi sad længe og nød solen, varmen og ikke mindst udsigten tilbl.a. Sånfjället og ned over søen.
Med middagstid forlod vi modstræbende pladsen og fortsatte vores rejse. Jeg fik at vide, at det var en flot tur, men jeg så den kun i korte glimt, da vejen ikke er i den bedste forfatning, desuden er den MEGET snoet både vertikalt og horisontalt. Det er nok den ringeste offentlige vej vi har kørt på i år, men den er besværlighederne værd.

Men vi nåede da bomvejen op til Ruänden, en nedlagt sætergård, der nu fungerer som traktørsted i forbindelse med seværdighederne Evagraven og klippemalerierne, som var målet for dagens tur.
Vi erlagde de 20.- kr i bompenge og kørte op til P-pladsen, hvor vi skiftede til travesko.
 

Vi valgte at gå ud til Evagraven først, og det var slet ikke nogen dårlig idé, da vi så kom op til starten af graven og kunne følge den i hele dens udstrækning. Evagraven er 400 m lang og 40 m dyb.

Spændende klippeformationer i denne særprægede bjerart, som jeg ikke kender navnet på. Det gives der ingen oplysninger om på stedet, kun får man at vide, at graven er dannet for ca 10.000 år siden.

Der lå stadig meget is oppe i den øverste del,
vel ca 1-1 1/2 m tyk.

Efter besøget her fortsatte vi over fjeldet mod klippemalerierne. Vi passerede det højeste punkt (951 m.o.h.). Her stod skilte, der viste mod de mest markante fjeldtoppe rundt om. Man havde en fornemmelse af at stå på verdens tag her oppe på toppen med den fantastiske udsigt næsten hele horisonten rundt.

Så gik det atter nedad fra barfjeldet til birkeskoven og stedet med de berømte klippemalerier

De er specielle ved det store antal afbildede dyr samt nogle menneskeskikkelser Andre steder er der typisk kun afbildet rener. Men her er der både ren, elg, bjørn, urokse og vildsvin.

Malerierne er formentlig udført for mellem 3000 og 4000 år siden, altså forholdsvis kort tid efter sidste istid. De er malet med okker blandet med dyrefedt, har videnskaben fundet ud af.

Efter en lille rast ved nogle nys opstillede bænke omrking at bålsted begav vi os tilbage mod Ruänden som vi nåede ved 18-tiden.  Her var der nu var lukket - serveringen slutter kl 16 - og gæsterne var forsvundet. På P-pladsen var der næsten heller ikke flere biler tilbage, og snart efter var vi også på vej mod næste mål.
 

Vi fortsatte vestpå mod Mittådalen, hvor vi drejede nordpå op over Flatruet ad Sveriges højest beliggende vej.

Så kom vi da endnu en gang i år op på højfjeldet med denne helt enestående natur og hvor der er højt til loftet og langt ud til væggene. Vi passerede det højeste punkt på vejen (975 m.o.h.) og fortsatte videre ned mod Skärkdalen, hvor vi vendte og kørte tilbage igen.

Vi fandt en god plads lidt fra vejen, hvorfra vi har en rigtig flot udsigt til en hel masse fjelde. Vi fik vores velfortjente ruller.

Så smed vi atter sandalerne og tog skoene på igen.

Så begav os ud på et par timers vandring ud over fjeldheden mod en lille sø, til stor fortrydelse for en hel del fugle, som åbenbart har æg eller under i området.  De protesterede i det mindste kraftigt over vores tilstedeværelse.

Udsigt mod fjeldene "Knold" og "Tot" - vi kunne ikke finde ud af hvad de hed

Turen gik bl.a. gennem "birkeskoven"

Nærbillede af "birkeskoven"

Inden vi gik til køjs var vejret slået om til regn og udsigten til fjeldene forsvundet, så det bliver spændende at vågne i morgen og se om vi holder i solskin eller midt i en sky.
 

DAG 29 - 28/7

Da vi vågnede var det overskyet eller skal vi kalde det nedskyet, for mod nord kunne vi faktsik se ned på skyerne. "Knold" og "Tot" var ganske forsvundet i nattens løb og vi så dem ikke igen, medens vi var på stedet til trods for, at det var klaret noget op inden vi forlod Flatruet. Det har regnet det meste af natten, men her er så tørt, at kun enkelt våde pletter på vejen i de største huller fortæller noget om nattens nedbør.

Vi kørte til Funäsdalen og så ad vej 84 via Tännäs og Hede. Så ad vej 315 gennem Vemdalen, hvor vi fik vand og diesel på inden vi fortsatte op over Vemdalsskalet til Torrvallen. Vi skulle jo lige have et par af de røgede foreller med hjem. Vi benyttede lejligheden til en kop kaffe og et par stykker af deres herlige hjemmebagte chokoladetærte med flødeskum til. Vi sad uden for i solen og nød dette herlige stykke bagværk, hvor der hverken er sparet på nødderne i kagen eller på det tykke chokoladeovertræk. Der var som sædvanlig heller ikke sparet på kaffebønnerne i kaffen.
Ved 15-tiden brød vi op og så gik turen den modsatte vej. Trafikken var yderst sparsom så allerede ved 16-tiden nåede vi Tännäs og drejede af ad vej 311.
Det er bare en flot vej. Den er ikke særlig hurtig, bugter sig både ud og ind og op og nedj men flotte udsigter og pragtflde landskaber.
Vi passerede Högvålen, Sveriges højest beliggende by (830 m.o.h.), hvor der har boet mennesker siden 1700-tallet. Vi nåede enden af vej 311 og kørte så østpå ad vej 84 mod Särna.
Fra Särna valgte vi vej 297, som efter Fulunäs følger Västerdalälven. Her handler det om skisport og i Sälen passrede vi det sted, hvorfra det berømte Vasaloppet fra Sälen til Mora starter.
Vi holdt rast undervejs og satte smag på forellen fra Torrvallen, den holdt den sædvanlige standard. Så gjaldt det endnu en gang om at finde et sted at overnatte. På den anden side af Lindesforsen kom vi gennem et område med skov og farten blev sat ned og øjnene begyndte atter at flakke fra højre til venstre vejside efter småveje eller et skovspor.

Og endnu en gang lykkedes det. Et spor førte ind til en dejlig lille rastplads lige ned til Västerdalälven. Kort tid efter vi var ankommet forsvandt solen bag træerne, men da det er næsten skyfrit, blev det ved med at være lyst meget længe. Vi kan godt mærke på lyset, at vi er kommet temmelig langt mod syd efterhånden.

Det blev så noget af en køredag. Ialt blev det til godt 450 km.
 

DAG 30 - 29/7

Vi vågnede til solskin over Västerdalälven og morgenmaden blev indtaget ved pladsens skovtursbord med udsigt over elven.

Første stop efter at vi havde forladt pladsen var i Malungs bymidte, hvor vi skulle have de sidste forsyninger bl.a. også hos Systembolaget - der er ved at være lavvande i rødvinsbeholdningen.

Så har vi endnu en gang valgt en alternativ returrute. Vi følger vej 45 i retning mod Göteborg og kommer dermed til at køre på vestsiden af Vänern. Vi stod af for en kort bemærkning i Fagerås for at tanke, men ellers gik det bare der ud af, da trafikken var ganske begrænset. Vi fortsatte forbi Karlstad, Säffle og Åmål til Köbmannebro.
Her havde vi sat næsen op efter en rastplads med udsigt over Vänern, som vi rent faktisk ikke havde set noget til endnu. Men da vi kom ned i Köbmannebro, var der ikke nogen rastplads. Ganske små parkeringslommer, hvor der ikke var plads til ret mange, men det lykkedes os at få bilen klemt ind på en af dem.
 

Så var det "rulle"-tid med røget forel og krebseost. De blev indtaget på muren langs vejen med udsigt over lidt af Vänern til den ene side og Dalsland-kanalen til den anden side. Lige som vi skulle til at fortsætte vores rejse kom to (danske) lystbåde og skulle passere vejbroen, så det skulle vi da også lige have med.

Broen er en drejebro. Det så ganske skægt ud, da et stykke af vejbanen simpelthen drejede rundt på en af bropillerne. Da lystbådene havde passeret drejede vejbanen på plads igen og vi kørte så op fra Köbmannebro og konstaterede, at den var på plads og i orden.

Så gik det videre mod Vänersborg, hvor vi forlod vejen 45 og valgt vej 42 mod Borås i stedet.
 Borås er en af de få byer, hvor der ikke er omfartsvej, man skal gennem byen, og den er ganske stor, men med en perfekt skiltning. Vi skulle ud af byen igen på vej 41/27 og den fandt vi da også uden problemer.

Målsryd godt 5 km fra Borås drejede vi af mod Dannike og inde i selve Dannike fandt vi afvisningen til Torpa Stenhus, en seværdighed vi havde set på kortet og som kunne tænkes at være et muligt overnatningssted.

Vi nåede Torpa Stenhus, som er slægten Stenbocks stamhus og stammer fra 1400-tallet. Stort, mægtigt og utilnærmeligt - en beboet udgave af Glimmingehus. ingen muligheder for overnatning her, men et kort I området fortalte noget om nogen vandrestier længere fremme, så vi fortsatte.

Efter at have passeret endnu en stor gård med servering, udstillinger m.v. skiftede området karakter fra at virke meget "friseret" til noget, der lignede natur og vi kom ind i et regulært skovområde. Nu begyndte det at ligne noget.
 Og så var den der bare lige pludselig. Et lille skovspor vinkelret på vejen inde mellem nogle høje fyrretræer, hvor der var en lille plads og det tog os ikke lang tid at få bilen anbragt med bagenden mod vest og solnedgangen.
 

Efter at vi havde spist sad vi længe og bare nød det fantastiske farvespil, der udspillede sig for vore øjne da solen gik ned.

Det har været varmt også i dag. Vi så et termometer på vejen, der sagde 27 grader og et af Vägverkets oplysningstavler fortalte, at vejtemperaturen var 45 grader.

Dagens distance, som er gået gennem landskaberne Dalarna, Värmland, Dalsland og Västergötland beløber sig til godt 480 km. 

DAG 31 - 30/7

Også den sidste morgen i Sverige holdt standarden, sol og sommer og blå himmel over vore skovspor.

Morgenmad udendørs medens vi kunne betragte et rigt insketliv i de mange blomster på stedet. Vi forlod stedet og efter nogle kilometers kørsel på grusvej, var vi atter ude i civilisationen på vej 27 som vi fulgte ud til E4, som vi så forlod igen i Markaryd.

Vi holdt rast ved søen Finjasjön uden for Hässleholm, hvor der i sommervarmen udfoldede sig et rigt badeliv. Vi nøjedes med vores sædvanlige ruller samt et par is inden vi attter begav os på vej.

I Hörby sluttede vi vores ferietur ligesom vi begyndte i ICA's Stormarknad. Vi skulle lige have nogle forsyninger med hjem.
 

Vi nåede Ystad lidt før kl 18. Der skulle ikke ret mange biler med den konventionelle færge, som vi altid vælger at rejse hjem med, så der var god plads i restauranten til det store kolde bord.

Færgen har sat kursen mod Bornholm

Efter en behagelig overfart over en næsten spejlblank Østersø nåede vi Rønne og ved 23-tiden var vi hjemme og kunne begynde at tage de mest nødvendige ting ud af bilen. Resten får vente til i morgen.

Dagens distance blev på knap 350 km.

Hele turen løber så op i godt 6550 km fordelt på de 31 dage.

Endnu en dejlig ferie i den svenske natur er forbi. Vi synes vi har været heldige i år med de steder, hvor vi har overnattet. Flot natur og flotte udsigter.

Længe leve den svenske allemansrät .

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved