Lerfallet

Linsellborren

Brovallvålen

Vindelforsarna

Mårdseleforsen

Malå-Storforsen
og
Harrforsen

Gimegolts

Öja Hed

Djupadalen

Varholmen

Höjentorp og
Höjentorp slotsruin

Silverfallet

Märkberget

Muddus
- skovbrandområdet

Naakajärvi Ekopark

Bastudalen
Dromskåren og Stora Fallet

Bjurälven

Lerfallet ligger ved Ristjärn langs vejen mod Gladaberg ca 20 km NV for Vindeln.
Kør ad vej 363 fra Vindeln mod nord, drej fra mod Ekodalen, Granlunda og Gladaberg. En lille p-plads findes ved bebyggelsen Ristjärn.
Området er på ca 2 ha.

Dette var et af de steder, som ikke stod på listen hjemmefra, men som vi fandt undervejs.
Det er et spændende sted med en meget særpræget geologi.
Op gennem de blotlagte leraflejringer langs med åen presses grundvandet op ved et overtryk – såkaldt artesisk overtryk.Dette medfører dannelsen af bunker af små og større kegleformede minivulkaner, gennem hvis top lerslamholdigt vand strømmer op til overfladen og løber ned over "vulkanens" sider.

Vegetationen i området viser tydelige spor af de vedvarende jordbevægelser i området. En langsom jordflytning gør at træerne hælder og senere vælter i forbindelse med jordskred.

Området indgår forøvrigt i en vandrerute kaldet Isälvleden på ca 60 km fra Vindeln til Åmsele. Ruten følger Vindelelvens forhistoriske forløb og følger i stor udstrækning Vindelälvsåsen - som er en af Sveriges længste og flotteste rullestensåser.
 

Udsigt over området

En af vulkanerne

Mere vulkan, som har opslugt noget af gangbroen

Vulkantop

En anden vulkantop

Reservatskiltet på vej til underverdenen

Kig ned i vulkankeglen

Jo det kunne bære - det kan det ikke altid

Linsellborren, der er en del af elven Ljusnan, ligger på vej 84 ca 30 km NV for Sveg.

Det er et reservat, der tjener to formål. Dels vil man bevare den specielle skovtype langs elven og dels er der her en masse reminicenser fra tømmerflådningens dage.
Her findes bl.a. en gammel gravet kanal, som man ikke kender alderen på. Men i slutningen af 1800-tallet blev den i det mindste for lille til at transportere de stigende træmængder uden om fossen. Kanalen udmunder samme sted i elven som elvens biflod Kvisseln.
Man gik i gang med at bygge forskellige stenkister og andre anlæg i elvens hovedløb og det mest imponerende er en 800 m lang stenkiste midt i elven.
Den er opført af kileformede sten af 5 mand engang i 1880'erne. Stenene stammer fra et til lejligheden oprettet stenbrud i nærheden. Muren er opført dels på øer i elven og dels mellem disse øer.

Der er et udmærket stisystem langs elven, som deler sig i mange løb mellem de mange øer. Man krydser fra ø til ø ad små broer. Ljusnan har her ved Linsellborren over en strækning på 1,2 km en samlet faldhøjde på 15 m.
Der er ingen mulighed for at krydse selve elven. Skal man gå langs elvens sydbred, kører man til Linsell og krydser elven via landevejen mod Lofsdalen. Straks uden for Linsell går der en vej ned langs elvens sydside.
Denne side er ikke helt så spændende som nordsiden, men nok et besøg værd.
I Sveg havde vi købt en lille bog om Linsellforsen og tømmerflådningens historie. Den blev læst om aftenen mellem besøget på nordbredden og besøget dagen efter på sydbredden.
Det har været et ganske barsk job at være beskæftiget med at få alt dette træ ud til fordelingscentralen ud på kysten. Flådningen, der antagelig er startet engang i begyndelsen af 1800-tallet, varede indtil en gang i 1960'erne, hvor mængden af træ udgjorde omkring 20 millioner træstammer pr år, en træmængde, der næsten ikke er til at fatte.

Forøvrigt var her ganske køligt. Natten mellem den 28. og 29. august, hvor vi overnattede her, var temperaturen i nattens løb nede på minus 2 grader.
 

Nogle øer og skær ved Linsellborren

Den gamle kanal

Noget af den 800 m lange stenkiste - set fra nordsiden

Stenkisten set fra sydsiden

Fossen opstrøms

Fossen nedstrøms

Kvisselns udløb i Ljungan - th på billedet

Djævelsbid  (Succisa pratensis) ved Linsellborren

Brovallvålens naturreservat ligger ca 20 km syd for Hede ad vejen mod Råndalen.

Vi fandt vejen ind til reservatet - en grim vej som dog også er skiltet med "Fara och hinder kan förekomma". Sine steder meget opkørt og blød og resten fyldt med ganske store sten. Men vendepladsen for enden af vejen efter 5 km kørsel var et dejligt sted at overnatte. Pragtfuld udsigt over en meget smuk dal, hvor elven Lill-Råndan løber ude af syne nede på bunden.
Herfra er der så blot små 3 km vandring ind til reservatet med en sprækkedal og diverse vandfald. Og så i flot solskin - dog slap vi ikke for en enkelt byge.

Dagen efter drog vi afsted i flot solskin men med temperaturer, som afhængig af skydækket svingede mellem 10 go 18 grader og lidt finregn en gang imellem.
Turen er ganske skrap. Meget stenet og meget kuperet, dog går det på udturen mest ned ad mod dalbunden. Stien følger det meste af vejen den gamle såkaldte basväg, der indtil så sent som i 1930'erne blev anvendt til transport af tømmer ved hjælp af heste.
Stien går en ca 40 m over elvlejet og dalbunden og ofte helt ude på kanten. Området er såkalt blokmark med masser af store sten jævnt fordelt over skovbunden. Flere steder kan man se store stenskred. Bevoksningen er ganske åben, så man har hele tiden en flot udsigt over dalstrøget med de næsten lodrette klippesider ned mod bunden.

Vi nåede ind til vandfaldet eller rettere vandfaldene, for der er faktisk hele 7 stykker af dem lige efter hinanden. Mellem det næstnederste - som er det højeste og det nederste passerer vandet hen over en fuldstændig plan klippeflade. Det ser næsten ud som om det var menneskeskabt. Her ved vandfaldene er der et ganske stort overnatningshus med et par store sovebrikse samt brændeovn. Det var lavet med skydedøre på forsiden, så man, afhængig af vejr, vind og årstid, kunne gøre huset helt åbent eller helt lukket. Ret smart.
Efter at have nydt omgivelserne og kravlet rundt ude ved kanten for at se alle vandfaldene - man kan nemlig på grund af kanjonens snoede forløb intet sted se alle vandfaldene på en gang - vendte vi tilbage til bilen, medens vi lod os vederkvæge af nogle af de mængder af blåbær, der voksede langs stien. Temperaturen var i løbet af dagen sunket til blot 7 grader. Så vi forlod stedet og søgte andre og forhåbentlig lunere græsgange men endnu en stor naturoplevelse rigere.
 

Man kan godt nyde solen skønt det er køligt uden for

Udsigt over dalen

Vandfaldene set oppe fra

Vandfald

Vandfald

Vandfald

Vandfald

Vandfald

Et stykke af basvägen

Vindelforsarna i Vindelälven er beliggende lige i den nordlige udkant af byen Vindeln.

Her er alt hvad man kan begære lige fra campingplads, hotel, restaurant, cafe og så en flot natur.
På elvens østside er der høje klinter og raviner og på vestsiden som er mere plan gammel nåleskov og blandet løvskov.
Den gamle vandmølle er i dag indrettet til kunstudstillinger og cafe.I hotellets underetage er der indrettet et flot Naturum med en masse udstillinger om områdets flora og fauna - den skal man ikke snyde sig selv for.
Der er et glimrende stisystem rundt i området og med en meget lang hængebro over Vindelelven.
Også her er der naturligvis masser af levninger fra tømmerflådningsepoken i form af stenkister og kraftige tømmerkonstruktioner.
 

Vindelforsarna

Levn fra tømmerflådningen - i baggrunden den meget lange hængebro over Vindelälven

Levn fra tømmerflådningen

Den gamle vandmølle 

Et af elvens sekundære løb

Et andet af alvens sekundære løb

Vindelforsarna set fra Vindeln

Skrænt

 Mårdseleforsen er en fos i Vindelelven beliggende lige ved vej 363 N for Vindeln.

Dette område er et eldorado for fos-elskere. Her er mange af dem. Elven har her et meget voldsomt forløb og elvlejet er fyldt med større og mindre øer, der alle er forbundet med et sandt netværk af broer. Så man kan få lang tid til at gå med at trave rundt i området. Og der er nok at kigge på. Spændende klipper der i årtusinder er blevet pudset og poleret af det evigt strømmende vand, vandets strømning omkring stenene og så al naturen omkring elvlejet. Har man lyst til det, er her også flere grillpladser placeret i området.
Også her er der reminicenser fra tømmerflådningen, der har været anvendt til at styre træstammernes tur ned gennem fossen. En oplysningstavle gav nogle informationer om de seneste arbejder på anlægget, som har fundet sted i 1930'erne bl.a. i form af en 250 m lang stenkiste lavet af sprængsten fra en uddybning af elvens hovedløb og en betonkonstruktion lavet til erstatning for en trækonstruktion, der blev skyllet væk i forbindelse med et voldsomt tøbrud i 1938.

Herunder en stribe billeder fra Mårdseleforsen
 

Et par gamle billeder fra dengang der var liv ved Mårdseleforsen

Malå-Storforsen og Harrforsen er beliggende i Malån syd for byen Malå.

Det kan kun anbefales at anskaffe sig en folder, der kan vise vej til området. Jeg vil ikke her forsøge at beskrive vejen til Storforsen, men kan kun anbefale, at man gør sig den ulejlighed at finde stedet.
Her får man virkelig fos for alle pengene og i et meget dramatisk landskab, hvor elven bevæger sig i et meget smalt løb mellem høje lodrette klippesider.
Ad en meget stejl sti kommer man ned til elven, hvor man så kan vælge enten at gå opstrøms langs elven - kan anbefales - eller krydse elven via en gangbro og så gå ned langs elven - hvilket ikke er særlig spændende.
Fjeldet, som elven skærer sig ned gennem, er en skiferagtig stentype kaldet vulkanit. Stenen går let i stykker med brudflader i rette vinkler.
I området langs elven er der rester af et 200 m langt spor lavet af træstammer, ad hvilket man trak de både, man brugte i forbindelse med tømmerflådning forbi fossen.
Et tilsvarende anlæg fandt vi også spor efter ved Harrforsen, der ligger lidt længere nede ad Malån.
 

Malå-Storforsen

Malå-Storforsen

Malå-Storforsen

Hængebroen over Malå-Storforsen

Båtdraget ved Malå-Storforsen

Man skal også huske at kigge ned, der er ofte noget spændende at se

Billeder fra Harrforsen

Gimegolts er beliggende ca 10 km NØ for Sorsele af vej 45 mod Arvidsjaur. Drej til venstre i Heden og efter ca 2.5 km drejes igen til venstre (skiltet).

I brochuren, som vi havde med hjemmefra, stod der, at Gimegolts var værd at køre en omvej for. Vi kan kun være enige, også selv om vores tur ind i denne helt fantastiske sprækkedal foregik i mere eller mindre regnvejr.
Istider og mellemistider har gennem millioner af år afløst hinanden, og når isen smeltede dannedes gevaldige smeltevandsfloder. En af disse har dannet denne dal i en blød, skiferagtig klippeaflejring i grundfjeldet. Dalen er ca 2 km lang. Inde i bunden ligger en lille sø omgivet af 25 m høje lodrette klippevægge. Geologerne har bestemt dalens alder til at være fra før sidste istid. Dette kan man se af de skurestriber, der er i grundfjeldet.

Her er en interessant flora med bl.a. forskellige bregner og i vådområderne i bunden af dalen finder man bl.a. Laplands-ranunkel og Taiga-star. Skoven oppe på dalens sider er gammel åben fyrreskov med en sand velsignelse af svampe, mosser og laver i alle mulige størrelser og farver.

Også området omkring dalstrøget bærer præg af istiden ved moræneaflejringer i form af åser. I skoven omkring dalen finder man også flere spor af gamle skovbrande.
Turen ind er forholdsvis let gået, dog med noglel gode stigninger undervejs og også med passage af lidt vådere områder i begyndelsen af turen. For enden af stien er anbragt et vindskydd, hvilket kom os godt tilpas, da vi lige akkurat nåede frem samtidig med en kraftig regnbyge.

Turen tilbage foregik i tørvejr lige indtil vi var næsten tilbage ved vejen og bilen. Så kom der en gevaldig gang regnvejr, hvilket medførte, at vejen ud af området blev forvandlet til en rivende elv.
 

Kig gennem dalen mod syd

Kig gennem dalen mod nord

Et af de stejle steder på stien

Kig mod søen i dalens sydende

Søen

Vindskyddet

Myren i bunden af dalen

Regnvejr - vejen forvandlet til elv

Öja Hed ligger lige ud til vejen mellem Högstena og Dala, som igen ligger lidt SØ for Stenstorp ved vej 46 mellem Falköbing og Skövde.

Her finder man naturtypen Alvar, som man ellers kun finder på Öland og Gotland, med den karakteristiske kalkelskende flora. Nogle få steder her i Falbygden dukker kalkstenen - dannet for 500 milliarder år siden - helt op til overfladen.
Da vi gik ind i området, blev vi mødt med et overvældende blomsterflor, på dette tidspunkt domineret af blå aksærenpris. Den optrådte her også i en hvid variant. 
Men her var også store puder af timian i revnerne mellem kalkstenene, store røde tidsler, perikon og en masse andre. Her er naturligvis også orkideer. Bl.a. fandt vi flere eksemplarer af Langakset trådspore, der dufter ganske kraftigt af nelliker.
Et par flotte insekter blev også set under besøget.
 

Blå og hvid aksærenpris

 Timian, tidsler og perikon

Langakset trådspore

Et par flotte insekter

Djupadalen er beliggende SØ for Stenstorp på vejen mellem Stenstorp og Högstena.

Djupadalen er en smal, sprækkedalslignende slugt i kalkstenen på ca 60 m længde. Den har en dybde på 14 m og er omgivet af stejle sider. Dalen er blevet spulet ud i kalkstenen af en gevaldig smeltevandsstrøm efter sidste istid for ca 10000 år siden. På daværende tidspunkt lå området her i niveau med og tæt på havet. i dag ligger området 195 moh og der er vel ca 100 km ud til kysten.
Der er i dag lidt vand i bunden og i den ene ende af dalen findes i dag et stenbrud, der udnytter kalkstenen til diverse formål.
 

Djupadalen

Varholmen ligger på vejen mellem Stenstorp og Dala ca 2 km NV for Dala kirke.

Den karakteristiske bakke. der rager op i et ellers ganske fladt landskab, er en morænedannelse ovenpå kalkstenen, som kan ses flere steder på bakkens sider.

Her var lige som på Öja Hed en masse af de kalkelskende blomster, men Varholmens specialitet var vi for sent ude for at se. Det drejer sig om det sjældne Fjergræs (Stipa pennata), som kun findes nogle få steder i V. Götaland, formentlig en reminicens fra tidligere tiders varmere klima. Duskene på græsstråene bliver 30 cm lange. Men som sagt, den må vi have til gode til en anden gang. Den blomstrer i juni.
 

Græsset vi ikke så

Et enkelt vue op over Varholmen

Höjentorp og Höjentorp slotsruin. Området er beliggende på vejen mellem Varnhem og Eggby.

Vi havde set frem til at skulle køre gennem dette område. Mange søer i et af sidste istid dannet landskab med mange åse og dalstrøg. Landskabstypen kaldes kamelandskab efter det skotske ord kame, der betyder kam.
Desværre er hele området tæt bevokset med skov, så mulighederne for at se disse specielle landskabsformer er noget begrænsede. Kun glimtvis får man et kig til en af de mange søer, og man kan kun svagt fornemme de store niveauforskelle, der er i området. Tænk hvilket spændende landskab, der ville være, hvis man gjorde kort proces og ryddede området....

Her ligger også ruinerne af slottet Höjentorp, der ifølge øjenvidneberetninger nedbrændte i løbet af en time i 1722. Der er dog ikke megen ruin at se, nogle græsbeklædte, træ- og buskbevoksede forhøjninger er hvad der er at se samt en ganske velbevaret kælder (?) flot bygget i - selvfølgelig - den lokale kalksten.

Vi gik en lang tur rundt i området, og så kunne man virkelig mærke terrænforskellene. Men igen var der alle de der træer, der hele tiden ødelagde udsigterne.
 

Resterne efter Höjentorp slot

Kælderen

Et par billeder af to af de mange søer i området

Silverfallet finder man på vejen mellem Karlsfors og Berg.

Vi har tidligere besøgt stedet (se Sommer 2006) , men vi havde en fornemmelse af, at der måske ville være mere vand i vandfaldet, hvis vi besøgte stedet lidt tidligere end sidste gang.
Det viste sig også at være tilfældet, og denne gang levede vandfaldet rigtig op til sit navn. Det var bare rigtig, rigtig flot.
Allerede på lang afstand kunne vi høre vandet fosse ned ad det over 50 m lange løb, der består af flere fosser og vandfald i forskellige størrelser.

Her kommer en serie billeder af Silverfallet
 

Märkberget er et lille naturreservat på vejen mellem Laisvall og Adolfsström i Laisdalen.

Reservatet rummer to seværdigheder. Den ene er Märkforsen og den anden er Märkklyftan, som ifølge beskrivelsen er en dramatisk sprækkedal. Da der ikke er nogen sti til sprækkedalen, og da vejret var lidt fugtigt og terrænet noget vanskeligt at bevæge sig rundt i, valgte vi at droppe sprækkedalen - vi kommer jo nok tilbage til området en anden gang.
Ud over disse to seværdigheder, er området kendt for sin mangfoldighede flora. Ikke mindre end 270 forskellige arter er registreret i området. Tidspunktet for vores besøg var nok ikke optimalt, idet mange af de forårs- og sommerblomstrende planter naturligvis var forsvundet. Men vi så da en hel del.

Vi fik noget regntøj på og begav os ned mod og langs med fossen fra starten i Gautosjön og til den sluttede i Sikselet. Nede ved elvens udmunding i Sikselet var der stadig lidt rester af diverse trækonstruktioner fra den gang man flådede tømmer.
Det er en flot strækning og godt besøgt af lystfiskere. Vi mødte et ægtepar med hver sin fiskestang. De havde et sommerhus et godt stykke syd for Laisval, men tog hertil for at fiske, fordi det var et godt fiskested. De havde den regel, at når de boede i sommerhuset, så købte de ikke middagsmad. Den fangede de. I dag havde de dog ikke fanget noget, men manden fortalte, at de havde haft god fangst dagen før, så der var noget i fryseren. Men som han også sagde - med et glimt i øjet -  man ser jo sultedøden i øjnene hver morgen, når man står op.
Næste dag, da vi forlod vores overnatningsplads, mødte vi forøvrigt bilen igen på vej mod fiskepladsen - middagssmaden skulle hentes.

Det skal lige med i denne beretning, at vejstrækningen fra Laisvall til Adolfsström er utrolig smuk. Vejen følger hele vejen elven eller de småsøer, som elven løber igennem. Her ud over er der så de omgivende fjelde, nogle ganske høje og med lodrette fjeldsider ned mod elven. Og bag dem og længere væk endnu større fjelde med fantastiske former og farver.
 

Pebertræ (Daphne mezererum)

Sorttop (Bartsia alpina)

Uidentificeret svamp

Nordisk Stormhat (Aconitum lycotonum)

Udsigt over Gautosjön

Et af de store, gamle fyrretræer ved elven

Märkforsen

Märkforsen

Märkforsen

Märkforsen

Udløbet i Sikselet

Udsigt fra vejen mod Adolfsström

 Muddus - nationalparken nord for Jokkmok.

Også dette område har vi besøgt gentagne gange. Se de tidligere ved at kigge på Seværdigt - Lappland og find Muddus under rubrikken Natur, hvis du vil se mere herfra - eller klik her. og find Muddus i listen.
Men i 2006 var der flere skovbrande i Sverige. Vi oplevede selv en af dem på ganske nært hold. På samme tidspunkt var der også en skovbrand i Muddus-området, og vi havde lyst til at se, hvordan skoven reagerer efter en brand. Hvordan ser der ud og hvor hurtigt etablerer naturen sig igen.
Branden opstod den 12. august og der brændte godt 300 ha eller 1 km i øst-vestlig retning og 3 km i nord- sydlig retning. Brandstedet er beliggende i den sydligste del i området ned mod Stora Luleälven. Brandårsagen var antagelig et lynnedslag i den på det tidspunkt meget, meget tørre skov.
Branden var en brand i underskoven og man har målt sig frem til, at omkring halvdelen af humuslaget i skovbunden er brændt væk. Området bliver i de kommende år holdt under opsyn, for at man kan følge flora- og fauna-udviklingen.
Det er en underlig oplevelse at bevæge sig gennem en brændt skov, det er faktisk svært at beskrive ens følelser. Men så skal man blot huske på, at netop skovbrande er en væsentlig grund til bevarelsen af den biologiske mangfoldighed. Mange træer overlever en skovbrand, nye træer og anden skovbundsvegetation får en chance de steder, hvor de gamle træer er forsvundet. Masser af insekter får nye muligheder for skabe sig en tilværelse i de forkullede træer.
 

På vej gennem Muddus

Muddusälven

Videre gennem Muddus

Her stoppede man branden

Fra brandområdet

Fra brandområdet

Fra brandområdet - livet genopstår

Fra brandområdet - nyt liv i skovbunden

Fra brandområdet

Den anden side af det 1 km brede brandområde

Sådan så der ud før branden

Dekorative grene på stranden ved Stora Luleälv - hvor vi benyttede lejligheden til et bad inden tilbageturen

Naakajärvi Ekopark ligger højt oppe mod nord blot 20 km fra den finske grænse og 80 km nord for Pajala.
Der er flere muligheder for at finde frem til området. Den nemmeste er måske fra vej 99 og nordpå fra Pajala. Ved Aareavaara er der så en afvisning på venstre hånd mod reservatet - en rimelig god grusvej.
En anden mulighed er fra vej 395. Drej fra i Junusuando mod Kangos og Keräntöjärvi.
Det er besemt umagen værd at bruge tid på.
Naakajärvi er den første af Sveaskogs Ekoparker, som vi har besøgt, men det bliver bestemt ikke den sidste. Området byder på meget varierede landskabsformer. Her er gammel skov med fyrretræer med en 4-500 år på bagen - flere steder med spor efter gamle skovbrande. Her er søer med godt fiskevand. Her er sprækkedale og moseområder. Her er vandløb og hedestrækninger. Så det er noget af et ta-selv-bord. Masser af dyreliv er her også. Bjørnen holder til i området, men den så vi ikke noget til. Til gengæld diverse rovfugle, rener og en masse småfugle og svømmefugle.
Der er lavet markerede stisystemer flere steder i området, som fører frem til de mest seværdige steder.

Det blev til flere dages ophold i forskellige dele af området
Den første dag valgte vi en tur i områdets nordlige ende ved Naakajärvi sjö.
Den første seværdighed vi kom frem til var Gammeltallen, områdets største fyrretræ med en omkreds på mere end to meter. Lige i nærheden ligger også områdets mindste sprækkedal Manalainenkursu.
Vi fortsatte gennem den pragtfulde åbne og lyse fyrreskov med de gamle træer. Mange med den for sådanne gamle fyrretræer karakteristiske flade top. Vi gik mod søens sydvestlige side, hvor der skulle være et område med bregner - Strudsvinge - plantens nordligste voksested i Sverige. De var der også, men nærmest utilgængelige grundet jordbundsforholdene - der var meget vådt. Det blev det også meget pludseligt oppefra i form af en voldsom gang tordenvejr med ledsagende kraftig regn. Men igen tilsmilede heldet os. Der var et fint vindskydd lige ved søbredden, hvor vi kunne afvente regnens ophør.
Derfor blev turen så ændret. Vi havde tænkt os, at vi skulle have været op mod højdedraget Sofiavaara, men valgte - vejret taget i betragtning - at gå tilbage til bilen langs med søen. Så resten af dagen blev brugt på en indkøbstur til Pajala - "kun" 170 km frem og tilbage.
På vej tilbage fra Pajala valgte vi at køre mod områdets sydlige del, hvor vi overnattede ved områdets højeste fjeld Lumivaara. Her fik vi så en flot solnedgang og flotte vuer ud over en dal, hvor der i aftenens løb var opvisning i tågebanker.

Næste dag blev det til en tur til Aareakursu, der ligger i den aller sydligste del af området og er områdets største sprækkedal. Meget hurtigt fik vi fornemmelsen af, at vi vist nok var på vej mod noget ganske særligt. Brochurens tekst om, at stedet "knappast gör någon besökare besviken" holder i hvert fald stik. Et utroligt flot sted. Vildt og voldsomt. En mægtig stor sprækkedal, hvor bunden er vandfyldt og vel nok aldeles utilgængelig. Med andre ord, denne ravin ser man oppe fra og faktisk kun en lille del af den. Brochuren anbefaler en sikkerhedsafsstand til kanten på 5 m, da "berget inte är att lita på", hvilket vi også kunne se af flere større og mindre stenskred og nedstyrtede klippeblokke. Vi overholdt det nok ikke helt, men bevægede os med forsigtighed i nærheden af kanterne.
Medens vi gik rundt i området blev vi hele tiden godt skældt ud af et par rovfugle, som helt åbenbart havde en redefuld unger på den modsatte stejle kllippeside.
Dagen sluttede med vandhentning i søen Naakajärvi, inden vi slog os ned for natten oppe ved Gammeltallen. Vi manglede jo lige det område, som tordenvejret havde forhindret os i at kigge på.

Det blev til en lang tur og en tur også med lidt regnvejr, men stadig i denne pragtfulde gamle, åbne fyrreskov med et dejligt grønt bunddække af revling og blåbær, bortset fra de ganske store områder, hvor laver og mosser dominerer med deres mange forskellige farver.
Det er et meget kuperet terræn og store strækninger er dækket af blokmark. Mange steder var stenene bevoksede og det gør det lidt lusket. Man kan aldrig vide, om det man træder på, er en mospude med en klippeflade neden under, eller en mosflade med et dybt hul neden under. Så det tager lidt tid at passere disse områder.
Vi nåede frem tilog ned til ravinen Kihlankursu, der forbinder søen Naakajärvi med den lidt mindre sø Lompolo. Søen ligger op til ganske stejle klippesider, hvilket gav nogle flotte udsigter. Herfra gik det så igen op ad - i bogstaveligste forstand over stok og sten. Det er jo naturskov, så der er udover klippeblokke også masser af væltede træer, der skal passeres.
Efter at have passeret højdedraget kom vi ned til et ganske andet landskab. Her er stadig masser af sten, men nu også grusbakker og længst nede et stort moseområde, der gennemstrømmes af elven Alanen Kihlankijoki, som ligefrem danner et lille vandfald her.
Så gik det igen op ad, vi brugte bl.a. et vandløb, hvor vi ikke kunne se vandet men kun høre det for at komme op på højdedraget igen og tilbage mod bilen. Det blev til en tur på ca 15 km og vi nåede at blive både våde og tørre og våde igen, inden vi nåede bilen.

Som nævnt er der markerede stier i området. Men mange at stierne er så nye endnu, at de faktisk ikke er at se. Så man bevæger sig i høj grad efter de farvede markeringer på træer og klipper.
 

Udsigt over Naakajärvi sjö

Der var mange rener i områder

Gammeltallen

Bregner - Fjervinge

 Den smukke gamle fyrreskov

 Regnvejret ved Naakajärvi

Tågeopvisningen

Billeder fra Aareakursu

Billeder fra Aareakursu

Billeder fra Aareakursu

På vej ned mod Kihlankursu

Træer med brandskader

Brandskadet træ

Blokmark

Hustomt ved mosen

Træstub med bar ende

Bastudalen
Dromskåren og Stora Fallet
I Bastudalens naturreservat valgte vi at besøge to steder. Stedet finder man ved at køre ad vej 321 op langs Storsjön. I Hallen drejer man fra mod Höglekardalen, og så kører man bare indtil man ikke kan komme længere.

Det første vi kiggede på var Stora Fallet.
Det blev en lidt drøj tur. Terrænet var noget vanskeligt og da luftfugtigheden var temmelig høj inde i skoven, var vi godt varme, da vi endelig nåede frem til vandfaldet. Men belønningen for strabadserne var flot. Stora Fallet levede op til sit navn. Elven passerer her på stedet en ret lang og stejl klippefyldt strækning, hvor vandet rigtig bruser og fosser, inden det kaster sig ud i et frit fald på ca 25 m. Larmen fra vandet gjorde almindelig samtale umulig.

Næste dag gjaldt det så Drommen og Dromskåren.
også en drøj tur, idet starten på turen foregår ad en skiløjpe som forståeligt nok skal være stejl. Men det er drøjt at gå op ad. Vi kan godt forstå, at de benytter skilift om vinteren. Det ville have været smart, om den også havde fungeret om sommeren. Men vi kom da op for blot at opdage, at stigningen fortsatte. nu blot ikke ad en jævn sti men i ganske klippefyldt terræn. Men vi nåede op og havde nu udsigt ned i Dromskåren. Denne mægtige ravin, der er ca 1 km i længden, 150 m bred og med en dybde på omkring 50 m og med lodrette klippevægge. Og her var der bare et trin ned, hvorfor der da også med jævne mellemrum var skilte, der advarede mod "Brant stup".
Vi fortsatte oppe på barfjeldet langs med ravinen til vi nåede på højde med dalens ende. Herfra havde vi en fantastisk flot udsigt. Samtidig kunne vi nogle gevaldige stenskred nede i ravinen.
 

På vej mod Stora Fallet

Udsigt til Storån

Udsigt til Storån

Starten på Stora Fallet

Stora Fallet

Stora Fallet

På vej op mod Drommen

Enden af Dromskåren

Dromskåren

Dromskåren

Udsigt

Kig tværs over Dromskåren

Bjurälven - dette spændende naturreservat, som vi har efterhånden har besøgt mange gange, ligger ca 75 km N for Gäddede i Jämtland.
Se vores andre besøg på disse sider: Sommer 2006 - Sommer 2003 - og under Seværdigt (Jämtland - Bjurälven 1).

Sidste år nåede vi ud til Blinda Dalen, men nøjedes med at kigge ud over denne fantastiske dal, som lå udbredst for vore øjne.
I år havde vi besluttet, at nu skulle vi også have den med på listen over besøgte steder.
Det var en af de rigtig varme dage. Ved vandfaldet fik vi vores vandflasker fyldt med herligt, frisk vand, inden vi fortsatte gennem dolinområdet, hvor vi selvfølgelig ikke kunne modstå fristelsen til at tage endnu flere billeder af denne mærkelige elv.
Vi passerede Dolinsjön, som i år levede op til sit navn. I år var der kun 1 sø - sidste år var der to.
Vi nåede frem til Colosseum, hvor vi ved et nyt opstillet skovtursbord tog en pause, medens vi kiggede ud over denne underlige træløse dal - Blinda Dalen.

Vi kom velbeholdne ned af den meget stejle skråning og ned i en helt imponerende frodig og næsten mandshøj urtevegetation domineret af mjødurt. En fra toppen af skråningen usynlig sti førte os langs med - somme tider i - et tørlagt bækleje. Her var høje bakker, som man ikke havde kunnet se oppe fra skovtursbordet.
Dalen drejede og dalens begyndelse forsvandt bag os. Vi kom frem til et område, hvor fjeldet dukkede frem og passerede også en af områdets mange grotter.
Vi fortsatte vores vandring. Nu i et regulært elvleje, som dog kun benyttes af Bjurälven ved meget høj vandstand.
Omsider nåede vi frem til Bjurälvsgrotten, hvor Bjurälven forsvinder ned i undergrunden og fortsætter herfra som underjordisk elv over en strækning på ca 3 km. Den dukker op igen i nærheden af bro nr 2.
Vi fortatte lidt længere ind i området og nåede frem til Ulvalladalen. Det er en stor sandslette, dannet ved at en masse doliner er smeltet sammen. Området er stadig aktivt, og der dannes fortsat nye doliner i området. Derfor er der heller ikke her nogen særlig trævækst, blot en stor bølgende græsslette.
Så vendte vi igen næsen hjemad. På tilbageturen passerede vi områdets største dolin, der er 20 m dyb og 50 m i diameter.
På trods af den ret våde sommer vi har haft i år, lå der stadig lidt sne nede på bunden på dette sene tidspunkt af året (slutningen af august).
Så nu har vi vel nok gjort Bjurälvens naturreservat fra ende til anden, men mon ikke vi alligevel vender tilbage hertil en anden gang. Det er et sted, man aldrig bliver træt af at besøge.
 

Dolinsjön

Udsigt over Blinda Dalen

Nede i Blinda Dalen

Det tørre elvleje

Grotte

Bjurälvsgrotten og det tørre overløb

Bjurälvgrotten

Udsigt over Ulvalladalen

Kig ned i den største dolin
- sneen kan anes lidt over midten af billedet

Her dukker Bjurälven så op igen efter sit underjordiske løb