Flatruet ligger i Härjedalen mellem Funäsdalen og Ljungdalen.
Det er Sveriges højest
beliggende offentlige vej, og den er da også mere
eller mindre lukket i en stor del af året på grund
af sne. |
||
|
|
|
|
Vildmarksvägen eller
som den også hedder Vägen över Stekenjokk er nok
en af vores favoritter. Vi holder meget af stedet
og har været her flere gange. Vejen går ikke langt
fra den norske grænse og krydser landskabsgrænsen
mellem Jämtland og Lapland. |
||
Der er markant forskel på om man kommer sydfra, hvor stigningen er blød og man bevæger sig langsomt fra lav birkeskov op op til fjeldheden..... |
|
|
|
|
.....eller nordfra hvor vejen stiger meget stejlt og hvor man hurtigt kommer op i barfjeldsområdet. |
I år blev det
til flere dages ophold i slutningen af juli i
forbindelse med vores tur nordpå. Vi nogle gode
dage og nogle gode ture i dette herlige område,
som vi vist aldrig bliver trætte af. Det er så
stort og der er stadig masser af steder, vi skal
have kigget nærmere på. |
||
Vi kom denne gang
nordfra. På turen opdagede vi en stor flok rener,
der havde lagt sig tilrette i en af
snefanerne højt oppe på fjeldsiden. |
|
|
|
|
Langs vejen er der
flere steder anlagt pladser med henblik på
parkering. Det er ikke tilladt iøvrigt at køre
uden for vejen af hensyn til vegetationen, som jo
kun regenerer meget langsomt på disse kanter. |
|
||
Fra pladsen fører en sti ned til og via en bro over elven Gavosjukke. |
|
|
|
|
I elven er der flere større og mindre strømfald. |
Man kan oogså opleve sten der slidt af vandet gennem tusinder af år har opnået spændende former og farver. |
|
|
|
|
I området er der flere myrområder, hvor kærulden lyser op i det grønne landskab. |
Længere tilbage ligger fjeldene og venter på at blive indtaget. |
|
|
|
|
Broen over Gavosjukke. |
|
||
Flere steder er der mindre elve, der dybt nedskårne i terrænet fører ned til Gavosjukke. |
|
|
|
|
Heldigvis er vandstanden begrænset eller der er mulighed for at finde steder, hvor det er nemmere at krydse over. |
Man skal huske at nyde udsigten og dette storladne landskab. |
|
|
|
|
Selv her i juli måned ligger der stadig store snefaner. |
Ved målet søen Sipmekejaure med udsigt til fjelde inde på den norske side af grænsen. |
|
|
|
|
Så gælder det om at komme op til toppen af Sipmekjeppe. |
Og så skal der lægges den obligatoriske sten på topvarden. |
|
|
|
|
Og så er landskabet ellers bare serveret på en præsenterbakke |
|
||
Også langs elvlejet ligger der stadig nogle snefaner. |
|
|
|
|
Området er lidt vanskeligt at gå i grundet de mange småsøer og deres afløb og tilløb. |
På et tidspunkt havde vi valget mellem en lang omvej eller forsøge at passere et vandløb. Ved hjælp af et gammelt stykke tømmer som vi havde passeret på et tidspunkt lykkedes det at forcere strømmen uden at få ret meget vand i støvlerne. |
|
|
|
|
Vi kom over og bjælken lå der skam også, da vi flere timer senere kom tilbage og skulle over igen. |
Også her nåede vi målet søen Jetnam som ligger et stykke inde på den norske side af grænsen. |
|
|
|
|
Og så skal vi så bare tilbage igen gennem dette herlige landskab. |
Et sidste blik tilbage mod de norske fjelde. |
|
|
|
|
Også her store områder med sne. |
|
||
Noget af det sidste vi så, inden vi for denne gang sagde farvel til Vildmarksvägen, var denne store flok rener, der græssede st stykke oppe på fjeldsiden. |
|
|
|
||
|
|
Vi fulgte elven i den udstrækning det lod sig gøre og kom senere op på toppen af en lille ås. |
Bag åsen bredte der sig en stor græsslette / myr |
|
|
|
|
Medens vi sad og nød udsigten dukkede en flok rener op. |
Udsigt over søen, som vi kan se oppe fra pladsen. |
|
|
|
|
Da vi på tilbagevejen atter krydsede broen og gik lidt op langs elven dukkede en stor flok rener op på den anden side af elven. I flokken var der bl.a. en stor hvid han med nyfejet gevir. Vi så ham maltraktere et piletræ, så måske var han ikke helt ren endnu !!!! |
Endnu en gang har vi haft mange dejlige oplevelser her på dette sted, som vi ikke varmt nok kan anbefale videre til andre, der holder af storslået natur. |
Gausjo Samesiit eller
Sameviste ligger ved E12 en snes kilometer fra den
norske grænse. Der er en fin p-plads og også en
lille vej med mulighed for længere ophold. |
||
|
Turen går via et par
broer og en ø over søen Över-Uman, som
gennemstrømmes af Umeälven. Efter 2.5 km vandring
kommer man frem til samevistet, der består
af nogle kåter og et forrådshus. En af
kåterne står åben og sidst vi var her, lå der
da også et lille brev på bordet med tak for en
overnatning. |
|
Vi passerede gennem bebyggelsen og påbegyndte en lang men blød stigning først gennem en lidt blandet skov med spredte myrområder derefter kom vi op til en pragtfuld uberørt åben fjellbjörk-skov med masser af blomster i skovbunden. Her var dejlige store solbeskinnede græsklædte områder mellem de hvide krogede birkestammer. Efterhånden som vi kom højere og højere op blev der mere og mere udsigt til både fjerne og nære fjelde og ud over Över-Uman. |
|
|
|
Sporet vi fulgte førte
os højere op og fjeldbirken afløstes
efterhånden af den næsten krybende polarbirk
blandet med polarpil og lidt spredte ener og
stadig masser af blomster. Her oppe er stien
ganske let gået med kun ganske få stejlere
steder. |
|
Oppe ved foden af fjeldsiden kunne vi se noget grottelignende. Var det Sotbäcksgrottan ? Et nærmere eftersyn viste, at det bare var et mindre hul ind i fjeldet. Vi støvede lidt rundt uden at finde nogen grotte og slog os så til tåls med, at det alligevel havde været en god tur. Vi fik rygsækken af og fik noget at spise og drikke. |
|
|
|
Inden vi forlod
stedet, ville vi dog lige se, om vi kunne komme
over en elv lidt længere fremme. Da vi kom frem
til elven var der et lille fald - og her var
grotten. |
|
Elven løb simpelthen som et vandfald lige ned til et kraterlignende hul hvorfra den fortsatte ind i den næsten lodrette Sotbäcksgrottans mørke dyb. Nede i bunden af hullet lå der stadig sne. Selve grotten kan kun befærdes med div. grej og specialudstyr og erfaring i grotteklatring. Men det var fascinerende at se ned i grottens dyb i den udstrækning det nu kunne lade sig gøre. |
|
|
|
|
Fjeldet Skärrim (1245 moh) ligger ved vej 95 lige ved grænsen mellem Sverige og Norge. Et par km fra grænsen krydser en elv vejen og her er der en mulighed for at parkere. Vi kom hertil den 8/8 og tilbragte flere dage på stedet. En af dagene var vi inde og handle i Arjeplog, det er bare lige en køretur på ca 2 gange 150 km. |
|
Vi havde fra vejen set et mægtigt vandfald langt inde mellem fjeldene og det havde vi fået lyst til at kigge nærmere på. |
|
|
|
Vejret var lidt
grumset, men om eftermiddagen den 9/8 var der lidt
opklaring i vejret, så vi begav os på vej.
Egentlig ville vi bare lige se hvordan stien langs
elven var og hvordan var terrænet, men inden vi så
os om var vi på vej ind i fjeldverdenen. |
|
Hvordan er her så ? Storslået. Sikke et landskab både langs elven og ud over det specielle morænelandskab, som er karakteristisk for området. |
|
|
|
Og elven er formidabel, det ene mere spektakulære vandfald efter det andet. Og masser af små strømmende vandløb alle vegne, der haster ned mod elven. Her er flere snelejer, som vi soppede igennem. Vi gik så langt ind langs elven, at vi kunne se stedet hvor tre elve - også med store vandfald forenede sig til den elv vi havde fulgt. |
|
Flere af vandfaldene er ganske snævre, så vandet her kogte og sydede og larmede. |
|
|
|
Tilbageturen mod bilen forsøgte vi at lægge lidt højere oppe ad fjeldsiden. |
|
Med det resultat, at vi flere gange måtte konstatere, at vi stod på randen af en fjeldskrænt, der ikke sådan lige lod sig passere, hvorfor vi ofte måtte returnere og finde andre veje. |
|
|
|
Men ned kom vi da til en kop varm te med honning. Til trods for de lavthængende skyer, som vi næsten gik oppe i er temperaturen ganske høj. Nede ved bilen var der da 18 grader, da vi kom tilbage til den ved 20-tiden. |
Dette pragtfulde
område, som vi nok kommer til at besøge igen ved
en senere lejlighed, ligger også i grænseområdet
mellem Sverige og Norge, nærmere betegnet ca
25 km vest for Hotagen. Man kommer dertil ved at
køre sydpå fra Hotagen ad vej 340 til Rötviken,
hvorfra man drejer af mod Rörvattnet, et
turistområde for sportsfiskere og jægere om
sommeren og skisport om vinteren. Her
følger man blot vejen igennem og fortsætter
mod Stora Stensjön. |
||
Bilkørslen slutter ved Nedre Lill-Stensjön, hvor der er et mægtigt stort område til parkering og med en flot udsigt over søen mod nord til til bl.a. fjeldene inde i Norge. Vejen fortsætter godt nok, men er lukket med en låst bom. |
|
|
|
Vi tilbragte dagene den 27-28/8 i dette dejlige område. Den første dags eftermiddag brugte vi til en rask travetur de ca 5 km videre frem ad vejen til den enormt lange dæmning ved Stora Stensjön. Vi tussede lidt rundt i området ude ved dæmningen, inden vi så os nødsaget til at vende næsen hjemad mod bilen igen, da store sorte skyer og kraftig vindbyger trak op vestfra. |
|
Dagen efter var vejret
fint med ca 10-12 grader og sol efter en nat med
temperatur ned til 5 grader. Vi brugte dagen til
en lang tur i fjeldområdet Stenfjällen syd for
søen og vejen. |
|
|
|
Turen gennem dalen er vældig dejlig, Sikke et område.Pragtfuld natur. |
|
Vi var stoppet op flere gange på vejen op, for at nyde udsigten ud over søerne. |
|
|
|
Her oppe i dalen ligger der kæmpestore klippeblokke kastet hulter til bulter rundt i området. Og vand er der overalt i alle afskygninger fra små rislende bække til elv, fra småsøer til moseområder. |
|
Det tilstundende efterår har sat sit præg på området. Mange af højfjeldets planter som blåbær, revling, multebær og birk har fået efterårsfarver. |
|
|
|
Hønsebærrene lyser kraftigt rødt ligesom multernes blade, som så står i kontrast til de store og flotte gule multebær |
|
Her er masser af rener hvis nysgerrighed af og til får overtaget over deres naturlige skyhed. |
|
|
|
Vi nød naturen og stilheden, indtil vi igen blev jaget hjemad igen af de sædvanlig truende skyer fra vest. Vi nåede da også at få en gang regn inden vi nåede tilbage til bilen, hvor solen dog atter brød igennem til en ny flot solnedgang over søen. |
Lofsdalen finder man i
området mellem Linsell (vej 84) og Sörvattnet (vej
311) ovre i den vestlige side af Sverige i
landskabet Dalarna. Vi var her den 30/8 og det er
nok også et område vi vil vende tilbage til. Der
er mange spændende steder endnu at kigge nærmere
på. Det vi havde fået kig på denne gang var
fjeldet Hovärken (1125 moh). |
||
Ved at kigge på fjeldkortet kunne vi se, at hvis vi valgte ruten i retning mod Glötdalsvallen ville vi komme til at gå mellem fjeldene Hovärken og Digervålen (1032 moh). Vejret var flot, sol, vindstille og varmt, men belært af tidligere erfaringer kom regntøjet med i rygsækken. |
|
|
|
Turen er lidt tung at gå. Vejen er stenet og det går jævnt opad i starten af turen. Da vi kom i nærheden af Hovärken førte en sti op til toppen. |
|
Meget stejl tur op. |
|
|
|
Men belønningen var en helt fantastisk flot udsigt på trods af varmedisen. |
|
Turen ned foregik på skrå ned over terrænet, ikke helt så strabadserende som den stejle optur. En flot tur gennem dette dejlige landskab med pragtfulde farver fra masser af laver og mosser, lysende røde tyttebær og blåbærbuskenes røde efterårsfarver. Længere ned af fjeldet kom så de krogede og forvredne fjeldbirketræer. |
|
|
|
Vi fandt sporet igen og fortsatte videre frem til en kæmpemæssig myr, der strakte sig kilometervis til begge sider for sporet. Også her var vegetationen præget af begyndende efterårsfarver. |
|
Vi fulgte det nu spångede spor ud til ca midten af mosen inden vi vendte om og satte kursen tilbage mod bilen - stien slutter ved en overnatningshytte på den anden side af myren. |
|
|
|
Også her blev vi senere belønnet med en flot solnedgang. |
Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved