Flot natur

 

Flatruet

Vildmarksvägen

Gausjo Samesiit

Skärrim

Nedre Lill-Stensjön

Lofsdalen

Flatruet

Flatruet ligger i Härjedalen mellem Funäsdalen og Ljungdalen.

Det er Sveriges højest beliggende offentlige vej, og den er da også mere eller mindre lukket i en stor del af året på grund af sne.
 Det er et flot sted og vi har da overnattet her nogle gange. Men der er som regel ganske koldt.
 

 

 


Det er et barskt landskab, vegetationen er lav, men her er masser af frisk luft og god plads ud til siderne og højt til loftet
.

Vildmarksvägen

Vildmarksvägen eller som den også hedder Vägen över Stekenjokk er nok en af vores favoritter. Vi holder meget af stedet og har været her flere gange. Vejen går ikke langt fra den norske grænse og krydser landskabsgrænsen mellem Jämtland og Lapland.
 

Der er markant forskel på om man kommer sydfra, hvor stigningen er blød og man bevæger sig langsomt fra lav birkeskov op op til fjeldheden.....

 

 

.....eller nordfra hvor vejen stiger meget stejlt og hvor man  hurtigt kommer op i barfjeldsområdet.


Hvad der er den smukkeste og mest fascinerende måde at besøge Vildmarksvägen på er nok et temperamentsspørgsmål.
Med andre ord kan det kun anbefales at køre turen begge veje. Det giver nye oplevelser hver vej og også fordi lyset spiller så stor en rolle i fjeldområderne, så også årstid og tidspunktet på dagen og vejliget spiller ind på oplevelsen.

 I år blev det til flere dages ophold i slutningen af juli i forbindelse med vores tur nordpå. Vi nogle gode dage og nogle gode ture i dette herlige område, som vi vist aldrig bliver trætte af. Det er så stort og der er stadig masser af steder, vi skal have kigget nærmere på.
 

Vi kom denne gang nordfra. På turen opdagede vi en stor flok rener, der havde lagt sig tilrette i en af snefanerne højt oppe på fjeldsiden.
Det er de sorte pletter i snefanen ca midt i billedet lige ved overkanten af fjeldet.

 

 

Langs vejen er der flere steder anlagt pladser med henblik på parkering. Det er ikke tilladt iøvrigt at køre uden for vejen af hensyn til vegetationen, som jo kun regenerer meget langsomt på disse kanter.
Vores base denne gang er en plads i den sydlige ende af området ved en gammel samekåte.


Her lagde vi ud med en lille tur langs elven Gavosjukke.
Pladsen her er forøvrigt meget benyttet, da man herfra kan vandre til Børgefjellet i Norge.
 

Fra pladsen fører en sti ned til og via en bro over elven Gavosjukke.

 

 

I elven er der flere større og mindre strømfald.

Man kan oogså opleve sten der slidt af vandet gennem tusinder af år har opnået spændende former og farver.

 

 

I området er der flere myrområder, hvor kærulden lyser op i det grønne landskab.

Længere tilbage ligger fjeldene og venter på at blive indtaget.

 

 

Broen over Gavosjukke.


Dagen efter gik vi ind til søen Sipmekenjaure der ligger lige på grænsen mellem Sverige og Norge. Vi fortsatte op til toppen af fjeldet Sipmekjeppe og nød herfra udsigten og lagde da også de obligatoriske sten på varden på toppen.
 

Flere steder er der mindre elve, der dybt nedskårne i terrænet fører ned til Gavosjukke.

 

 

Heldigvis er vandstanden begrænset eller der er mulighed for at finde steder, hvor det er nemmere at krydse over.

Man skal huske at nyde udsigten og dette storladne landskab.

 

 

Selv her i juli måned ligger der stadig store snefaner.

Ved målet søen Sipmekejaure med udsigt til fjelde inde på den norske side af grænsen.

 

 

Så gælder det om at komme op til toppen af Sipmekjeppe.

Og så skal der lægges den obligatoriske sten på topvarden.

 

 

Og så er landskabet ellers bare serveret på en præsenterbakke


Sidste dag på stedet blev brugt til en tur i den nordlige del af området. Det var en tur ind langs Jetnamsälven til Jetnamsvattnet, der ligger inde på den norske side af grænsen.
På vejen ind mødte vi en same, der havde været inde og fiske i en af de mange søer der er her i området mellem fjeldene Jetneme og Raurjeppe. Han fortalte i samtalens løb, at han også havde været her på isfiskeri i slutningen maj og da var der stadig 2 m tyk is på søerne og masser af sne.
 

Også langs elvlejet ligger der stadig nogle snefaner.

 

 

Området er lidt vanskeligt at gå i grundet de mange småsøer og deres afløb og tilløb.

På et tidspunkt havde vi valget mellem en lang omvej eller forsøge at passere et vandløb. Ved hjælp af et gammelt stykke tømmer som vi havde passeret på et tidspunkt lykkedes det at forcere strømmen uden at få ret meget vand i støvlerne.

 

 

Vi kom over og bjælken lå der skam også, da vi flere timer senere kom tilbage og skulle over igen.

Også her nåede vi målet søen Jetnam som ligger et stykke inde på den norske side af grænsen.

 

 

Og så skal vi så bare tilbage igen gennem dette herlige landskab.

Et sidste blik tilbage mod de norske fjelde.

 

 

Også her store områder med sne.


En herlig tur på en ca 6-7 timer afhængig af hvor heldig man er med at passere de mange strømme. I fugleflugtlinie er der en ca 15 km ind til Jetnamog selvfølgelig mindst lige så mange km tilbage igen.
 

Noget af det sidste vi så, inden vi for denne gang sagde farvel til Vildmarksvägen, var denne store flok rener, der græssede st stykke oppe på fjeldsiden.

 


Den sidste tur her ved Vildmarksvägen fandt sted i slutningen af august, da vi atter var på vej sydpå og hjemad. Denne gang gik vi ned langs elven til en sø, som vi kan se oppe fra pladsen.
 

 

Vi fulgte elven i den udstrækning det lod sig gøre og kom senere op på toppen af en lille ås.

Bag åsen bredte der sig en stor græsslette / myr

 

 

Medens vi sad og nød udsigten dukkede en flok rener op.

Udsigt over søen, som vi kan se oppe fra pladsen.

 

 

Da vi på tilbagevejen atter krydsede broen og gik lidt op langs elven dukkede en stor flok rener op på den anden side af elven. I flokken var der bl.a. en stor hvid han med nyfejet gevir.

 Vi så ham maltraktere et piletræ, så måske var han ikke helt ren endnu !!!!


Da vi var kommet tilbage til bilen og var ved at skifte tøj opdagede vi at hele flokken var på vej over elven lige netop på den lille strækning vi kan se fra pladsen. Flot syn og en herlig afslutningsoplevelse fra Vildmarksvägen..

Endnu en gang har vi haft mange dejlige oplevelser her på dette sted, som vi ikke varmt nok kan anbefale videre til andre, der holder af storslået natur.

Gausjo Samesiit

Gausjo Samesiit eller Sameviste ligger ved E12 en snes kilometer fra den norske grænse. Der er en fin p-plads og også en lille vej med mulighed for længere ophold.
Vi nåede hertil den 5/8 om aftenen i solskin og dagen efter, da morgenmaden var overstået, begav vi os på vej. Dagens mål var Sotbäcksgrottan et stykke oppe i fjeldet.
 

Turen går via et par broer og en ø over søen Över-Uman, som gennemstrømmes af Umeälven. Efter 2.5 km vandring kommer man frem til samevistet, der består af nogle kåter og et forrådshus. En af kåterne står åben og sidst vi var her, lå der da også et lille brev på bordet med tak for en overnatning.
Samevistet er opført i begyndelsen af 1930'erne af nordsamer, der blev tvangsforflytede til disse sydligere områder. Samevistet blev anvendt forår og efterår.

Vi passerede gennem bebyggelsen og påbegyndte en lang men blød stigning først gennem en lidt blandet skov med spredte myrområder derefter kom vi op til en pragtfuld uberørt åben fjellbjörk-skov med masser af blomster i skovbunden. Her var dejlige store solbeskinnede græsklædte områder mellem de hvide krogede birkestammer. Efterhånden som vi kom højere og højere op blev der mere og mere udsigt til både fjerne og nære fjelde og ud over Över-Uman.

Sporet vi fulgte førte os højere op og fjeldbirken afløstes efterhånden af den næsten krybende polarbirk blandet med polarpil og lidt spredte ener og stadig masser af blomster. Her oppe er stien ganske let gået med kun ganske få stejlere steder.
Her var masser af store klippeblokke spredt ud over terrænet. Fjeldet er ganske porøst og eroderer ganske let. Flere steder var der huler og huller ind i og ned i undergrunden.
Vi krydsede en stort set udtørret myr, fandt igen sporet på den anden side og fortsatte op over en ås. På højre hånd havde vi nu fjeldsiden ganske tæt på og på venstre hånd en fanstastisk udsigt ud over søen.
Pludselig forsvandt sporet. Var vi fremme ?

Oppe ved foden af fjeldsiden kunne vi se noget grottelignende. Var det Sotbäcksgrottan ? Et nærmere eftersyn viste, at det bare var et mindre hul ind i fjeldet. Vi støvede lidt rundt uden at finde nogen grotte og slog os så til tåls med, at det alligevel havde været en god tur. Vi fik rygsækken af og fik noget at spise og drikke.

Inden vi forlod stedet, ville vi dog lige se, om vi kunne komme over en elv lidt længere fremme. Da vi kom frem til elven var der et lille fald - og her var grotten.

Elven løb simpelthen som et vandfald lige ned til et kraterlignende hul hvorfra den fortsatte ind i den næsten lodrette Sotbäcksgrottans mørke dyb. Nede i bunden af hullet lå der stadig sne. Selve grotten kan kun befærdes med div. grej og specialudstyr og erfaring i grotteklatring. Men det var fascinerende at se ned i grottens dyb i den udstrækning det nu kunne lade sig gøre.


Så dagen var reddet - vi havde opnået det vi ville og kunne med ro i sindet vende tilbage til bilen og aftensmaden. Det havde været lidt surt, hvis vi ikke var gået den sidste snes meter frem til elven.
Alt i alt en god travetur på vel en ca 15 km i flot, flot solskin og næsten for høj temperatur - i det mindste på udturen, men det opvejes i høj grad af den pragtfulde natur og skønheden i omgivelserne.

Skärrim

Fjeldet Skärrim (1245 moh) ligger ved vej 95 lige ved grænsen mellem Sverige og Norge. Et par km fra grænsen krydser en elv vejen og her er der en mulighed for at parkere. Vi kom hertil den 8/8 og tilbragte flere dage på stedet. En af dagene var vi inde og handle i Arjeplog, det er bare lige en køretur på ca 2 gange 150 km.  

Vi havde fra vejen set et mægtigt vandfald langt inde mellem fjeldene og det havde vi fået lyst til at kigge nærmere på.

Vejret var lidt grumset, men om eftermiddagen den 9/8 var der lidt opklaring i vejret, så vi begav os på vej. Egentlig ville vi bare lige se hvordan stien langs elven var og hvordan var terrænet, men inden vi så os om var vi på vej ind i fjeldverdenen.
I starten skal man passere flere mere eller mindre fugtige områder, men derefter kommer man op på nogle lave højdedrag og efter lidt vandring kommer man igen frem til elven, som nu ligger et stykke nede. Herefter er det bare at følge elven ind mellem fjeldene.

Hvordan er her så ? Storslået. Sikke et landskab både langs elven og ud over det specielle morænelandskab, som er karakteristisk for området.

Og elven er formidabel, det ene mere spektakulære vandfald efter det andet. Og masser af små strømmende vandløb alle vegne, der haster ned mod elven. Her er flere snelejer, som vi soppede igennem. Vi gik så langt ind langs elven, at vi kunne se stedet hvor tre elve - også med store vandfald forenede sig til den elv vi havde fulgt.

Flere af vandfaldene er ganske snævre, så vandet her kogte og sydede og larmede.

Tilbageturen mod bilen forsøgte vi at lægge lidt højere oppe ad fjeldsiden.

Med det resultat, at vi flere gange måtte konstatere, at vi stod på randen af en fjeldskrænt, der ikke sådan lige lod sig passere, hvorfor vi ofte måtte returnere og finde andre veje.

Men ned kom vi da til en kop varm te med honning. Til trods for de lavthængende skyer, som vi næsten gik oppe i er temperaturen ganske høj. Nede ved bilen var der da 18 grader, da vi kom tilbage til den ved 20-tiden.

Nedre Lill-Stensjön

Dette pragtfulde område, som vi nok kommer til at besøge igen ved en senere lejlighed, ligger også i grænseområdet mellem Sverige og Norge, nærmere betegnet ca 25 km vest for Hotagen. Man kommer dertil ved at køre sydpå fra Hotagen ad vej 340 til Rötviken, hvorfra man drejer af mod Rörvattnet, et turistområde for sportsfiskere og jægere om sommeren og skisport om vinteren. Her følger man blot vejen igennem og fortsætter mod Stora Stensjön.
 

Bilkørslen slutter ved Nedre Lill-Stensjön, hvor der er et mægtigt stort område til parkering og med en flot udsigt over søen mod nord til til bl.a. fjeldene inde i Norge. Vejen fortsætter godt nok, men er lukket med en låst bom.

Vi tilbragte dagene den 27-28/8 i dette dejlige område. Den første dags eftermiddag brugte vi til en rask travetur de ca 5 km videre frem ad vejen til den enormt lange dæmning ved Stora Stensjön. Vi tussede lidt rundt i området ude ved dæmningen, inden vi så os nødsaget til at vende næsen hjemad mod bilen igen, da store sorte skyer og kraftig vindbyger trak op vestfra.

Dagen efter var vejret fint med ca 10-12 grader og sol efter en nat med temperatur ned til 5 grader. Vi brugte dagen til en lang tur i fjeldområdet Stenfjällen syd for søen og vejen.
Turen op var lidt besværlig, da det lidt vanskeligt lokaliserbare spor også tjente som afvandingskanal for vandet oppe fra. Så det meste af turen op i en pragtfuld dal mellem fjeldene foregik mest ved siden af sporet.

Turen gennem dalen er vældig dejlig, Sikke et område.Pragtfuld natur.

Vi var stoppet op flere gange på vejen op, for at nyde udsigten ud over søerne.

Her oppe i dalen ligger der kæmpestore klippeblokke kastet hulter til bulter rundt i området. Og vand er der overalt i alle afskygninger fra små rislende bække til elv, fra småsøer til moseområder.

Det tilstundende efterår har sat sit præg på området. Mange af højfjeldets planter som blåbær, revling, multebær og birk har fået efterårsfarver.

Hønsebærrene lyser kraftigt rødt ligesom multernes blade, som så står i kontrast til de store og flotte gule multebær

Her er masser af rener hvis nysgerrighed af og til får overtaget over deres naturlige skyhed.

Vi nød naturen og stilheden, indtil vi igen blev jaget hjemad igen af de sædvanlig truende skyer fra vest. Vi nåede da også at få en gang regn inden vi nåede tilbage til bilen, hvor solen dog atter brød igennem til en ny flot solnedgang over søen.

Lofsdalen

Lofsdalen finder man i området mellem Linsell (vej 84) og Sörvattnet (vej 311) ovre i den vestlige side af Sverige i landskabet Dalarna. Vi var her den 30/8 og det er nok også et område vi vil vende tilbage til. Der er mange spændende steder endnu at kigge nærmere på. Det vi havde fået kig på denne gang var fjeldet Hovärken (1125 moh).
 

Ved at kigge på fjeldkortet kunne vi se, at hvis vi valgte ruten i retning mod Glötdalsvallen ville vi komme til at gå mellem fjeldene Hovärken og Digervålen (1032 moh). Vejret var flot, sol, vindstille og varmt, men belært af tidligere erfaringer kom regntøjet med i rygsækken.

 

 

Turen er lidt tung at gå. Vejen er stenet og det går jævnt opad i starten af turen. Da vi kom i nærheden af Hovärken førte en sti op til toppen.

Meget stejl tur op.

 

 

Men belønningen var en helt fantastisk flot udsigt på trods af varmedisen.

Turen ned foregik på skrå ned over terrænet, ikke helt så strabadserende som den stejle optur. En flot tur gennem dette dejlige landskab med pragtfulde farver fra masser af laver og mosser, lysende røde tyttebær og blåbærbuskenes røde efterårsfarver. Længere ned af fjeldet kom så de krogede og forvredne fjeldbirketræer.

 

 

Vi fandt sporet igen og fortsatte videre frem til en kæmpemæssig myr, der strakte sig kilometervis til begge sider for sporet. Også her var vegetationen præget af begyndende efterårsfarver.

Vi fulgte det nu spångede spor ud til ca midten af mosen inden vi vendte om og satte kursen tilbage mod bilen - stien slutter ved en overnatningshytte på den anden side af myren.

 

 

Også her blev vi senere belønnet med en flot solnedgang.

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved