Arn Magnusson

Arn de Gothia – västgöta-ländingen, som hele livet var tro mod Jomfru Maria og Cecilia Rosa, og som kæmpede for fred i riget i hele sin levetid.

I nådens år 1150 blev et blond drengebarn født. Han fik navnet Arn.
Hans far var Magnus Folkesson af Folkungeætten som ejede den stora borg Arnäs ved Vänerns bred.
Arns mor, den handlekraftige fru Sigrid, havde skænket arvegården Varnhem til cisterciensermunkene, som senere byggede et kloster der.
Hos dem voksede Arn op. Arn lærte at læse og skrive, tale latin og fransk og han sang med sin drengesopran i klosterkirken. Men fader Henri indså at Arn også havde behov for anden kundskab.

Han fik derfor lov til at være sammen med broder Guilbert, som foruden at tage vare på de forunderlige udenlandske hest, også havde uanede kundskaber i stridskunst og sværdsmedekunst. Arn, som havde vist sig at være en naturbegavelse i bueskydning, blev nu optrænet til en sand mester i krigskunst.

 Fader Henri var alligevel meget tankefuld; hvad ville Gud med denne dreng, som var blevet skænket til klostret. Da den spinkle yngling Arn kommer ud i "den verdslige verden", er han totalt uskyldig efter et liv i klostrets beskyttede verden og uvidende om sin overlegne kundskab i krigskunst. Han blev hånet for sin spinkle unordiske hest og det smalle uduelige sværd, som han bar. Et sværd som bar indskriften “In Hoc Signo Vinces”.

Men Arn viste sin dygtighed, da han forsvarede sin slægt på Axevalla. Det var da, at historierne og sangene om Arn begyndte at spredes på kroer og i huse.

Sin skæbne mødte Arn i Husaby kirke da han øvede sig på "julottan" sammen med Cecilia. Begge var lige forundrede over deres sangstemmers varme og omslyngende møde. Så gik det, som det plejer at gå. Om foråret red de ud på Kinnekulles blomstrende skråninger, læste vers fra Højsangen og lovede hinanden evig kærlighed og troskab.

For sin forbudne kærligheds skyld blev Arn bandlyst af biskoppen og måtte forlade landet og Cecilia for at gøre tjeneste som Tempelridder i det Hellige Land i 20 år. Han tog afsked med Cecilia udenfor Gudhems klosterport og lovede, at han, så sandt han levede, ville komme tilbage og hente hende. Hver aften bad Arn til Jomfru Maria, at hun skulle beskytte Cecilia og det barn, han ikke havde set og at de skulle mødes igen.

En af Tempelriddernes æresregler lød: "Når du drager dit sværd – tænk da ikke på hvem du skal dræbe. Tænk på hvem du skal skåne." Hans største fjende men også hans nære ven Saladin sagde: "Hvis alle vore fjender var som Al Ghouti, så ville vi aldrig være i stand til at sejre, men på den anden side, hvis alle vore fjender var som ham, så ville ingen sejr længere være nødvendig."

Arn deltog i mange kampe i det Hellige Land og kunne vende velhavende hjem, da straffen på de 20 år var afsonet.

På hjemvejen stoppede han i kirken i Forshem og der, da han lå på knæ ved altret, talte Jomfru Maria endelig til ham, og han forstod, hvad der var hans opgave i livet. Tilbage på Arnäs fik han også svar på sit aller vigtigsste spørgsmål; Cecilia levede, var ugift og havde ikke afgivet nogle klosterløfter. Så påbegyndte han sin aller sværeste rejse – til Näs på Visingsø for at møde Cecilia. Mange år var gået men alligevel genkender Cecilia Arn. “Dine blå øjne er de samme, som jeg mindes. Hvilken fredfyldt styrke viser ikke dit ansigt. En så smuk mand finder ikke sin lige i hele vort land". Men mange mente, at det var en anden kvinde han skulle gå i brudeseng med, for at undgå krig mellem dem der tragtede efter tronen.

En hård og krævende herre fik de i Forsvik, stedet hvor Arn med sten og stål oprustede for fredens skyld. Her fandtes vandkraft og Tivedens skove med aldrig svigtende tilgang til brændsel og tømmer. Smedie, savværk og mølle blev bygget ligesom mange huse, værksteder og staldbygninger. Efterhånden voksede der også roser og frugttræer på skrænterne ned mod Bottensjön takket være Cecilia. Men frem for alt blev det Forsvikske rytteri optrænet her med heste hurtige som vinden og sværd så smidige og skarpe, som man aldrig før havde set.

For at få fred måtte man demonstrere magt. Arn ansatte den dygtige stenmester Marcellus for at skabe stenrelieffer til at udsmykke kirken i Forshem. På et af reliefferne afbildes Arn sammen med Gud og stenmesteren. Den mand, som der blev fortalt historier om, allerede medens han levede, kan nu betragtes til evig tid.

Da den forenede erikske og folkunge hær sammen med det Forsvikske rytteri i nærheden af Kungslena to gange besejrede sverkerne, som havde fået hjælp af datidens stormagt Danmark, kan man sige, at Arn også er gået over i historien som skaberen af det nye kongerige Sverige.

Skønt personen Arn er en opdigtet figur, er de begivenheder der skildres i Jan Guillou's romantrilogien baseret på historiske og arkæologiske fakta.

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved