Göljån

 Bjurälven

 Reivo - Brannfeltet - Kyrkstigen

 Lamburträsket

 Kronogård

 Bolsberget

 Stenbitshöjden

 Långvattnet

Sånfjället

Tandövala

Hovfjället

Små reservater mellem Varnhem og Berg

Fulufjället - Rötsjön - Fallet rundt 

 Reivo Naturreservat ligger ca 20 km N for Arvidsjaur ad vej 45. Efter godt 10 km kørsel på vej 45 er der afvisning til venstre mod reservatet.
Det er et meget afvekslende område på ialt 10000 km2, så der er nok at tage fat på. Der er flere markerede stier i området, der også er meget benyttet af sportsfiskere, nok især Reivosjöarna, men også de mange andre små søer, der findes i området. Der er mange muligheder for overnatning i området.
Vi startede med en tur i det 300 ha store brandfelt i reservatets nordvestlige hjørne. Her skulle man i juni 1966 brænde noget kvas af udenfor reservatet. Det gik galt og ilden bredte sig ind i reservatet med katastrofale følger for den gamle nåleskov. Området ligger nu uberørt af menneskehånd siden branden, og man kan her ved selvsyn se, hvor langsomt naturen genskaber sig selv i disse egne. Ligeledes kan man se, hvor langsomt nedbrydningen foregår. Det er nu 40 år siden området brændte og stammerne ligger fortsat næsten som om det var sket sidste år. Et spændende og interessant besøg i et område, som også danner grundlag for flere forskningsprojekter.
Vort næste mål var en god lang travetur gennem området nordøst for den vej, der går gennem reservatet. Vi fulgte den gamle Kyrkstig. Skoven i Reivo er en flere hundrede år gammel nåleskov med primært gran, men ind imellem er der da også lidt birk og fyr. Desuden går denne tur over flere moseområder og i ganske kuperet terræn. Der er en højdeforskel indenfor området på ca 300 m.
Vi kunne konstatere, at det måske ikke var den mest benyttede sti, da der var flere gange, især på den sidste del af turen, hvor det kneb lidt med at finde stien, ligesom "spångarna" over moseområderne nok godt kunne trænge til et eftersyn, mange steder var de ikke eksisterende. Så vi var glade for, at det har været så tørt så længe og med begrænset sne i den forgangne vinter, så vi kom tørskoede igennem turen. Selv krydsningen af en elv voldte ingen problemer grundet den ringe vandmængde. Men denne tur går man ikke uden gode støvler.
På turen passerede vi også en såkaldt kallkälla, hvor man kan se kildevandet boble op nede på bunden af det lille vandhul.
Ialt blev det vel til en 15 km vandring rundt i området.
Der er forøvrigt bjørne i Reivo, men chansen for se dem er ganske lille, men er man heldig, kan man måske finde deres fodspor.
Det skal da også lige med at hele området, inden man når frem til reservatet, også er ganske spændende og indbyder til, at man tager støvlerne og rygsækken på og begiver sig ind i området.
 

 Parti fra brandfeltet

Et af de gamle fyrretræer der overlevede branden

Og en der ikke overlevede

Udsigt over brandfeltet

Udsigt over en af myrområderne

Her var der fint spångat

Den gamle nåleskov

Kallkälla

Boblerne fra bunden af kallkällan

En af overnatningsmulighederne i Reivo

Aftenstemning ved Reivosjöarna

 Göljån indgår i Fulufjällets nationalpark og ligger ca 30 km vest for Särna af vejen mod Mörkret.
Området er blevet interessant efter et meget voldsomt uvejr den 30.-31. august 1997, hvor der i forbindelse med et voldsomt tordenvejr blev målt 276 mm regn på 24 timer. I enkelte områder har man beregnet, at der kan være faldet op til 400 mm svarende til halvdelen af et helt års nedbør.
Stora Göljån var et af de vandløb, der blev hårdest ramt. Vandmængden i åen blev øget dramatisk og alt blev skyllet med af den voldsomme flodbølge, både planter, træer og jord. Endog vejen, der går langs vandløbet, fik sin bekomst. Man har beregnet, at der blev flyttet 100000 m3 jord og 10000 m2 skov.
Da vandet var sunket, var landskabet markant ændret. Den tidligere 10 m brede ådal var nu forandret til et vegetationsløst nøgent område med en bredde på over 100 m og åen havde flere steder fundet nye forløb og ligger i dag ca 2 m dybere end før uvejret.
Der er nu lavet en natursti rundt i området, hvor man ved informationstavler får oplysninger om hvordan det var engang og hvordan det er nu og hvad det har betydet og kommer til at betyde for vegetationsudviklingen i fremtiden.
Et meget spændende besøg, hvor man med egne øjne kan se, hvilke kræfter naturen har.
 

Sporene efter de store vandmasser

Det nye åløb

Her ligger stadig ca 10 år efter resterne af skoven

Men i al ødelæggelsen er der også en lille positiv historie.
I det nu tørlagte vandløb fandt man en ganske velbevaret gammel træstamme, som havde ligget godt begravet under gruslaget i bunden af åløbet. En undersøgelse af træstammen viste, at den stammede fra omkring år 700 og måske er havnet i åløbet ved en lignende begivenhed for måske tusinder af år siden.
 

Den udtørrede bund i det gamle åløb

Den gamle træstamme

Ud over alle disse voldsomme hændelser og resultaterne deraf, er området ganske dejligt at vandre rundt i.
Her er også - for dem der er interesseret i det - mange spændende planter, mosser og laver.
I området findes også en knap 200 år urørt granskov, hvilket igen betyder spændende laver og hvor den tre-tåede flagspætte, der holder til i gamle, døde og døende træer, har noget nær et eldorado.

 Naturreservatet Lamburträsk ligger øst for Arvidsjaur. Kør østpå ad vej 94 og drej af mod Pjesker. Herfra er der skiltet.
Lamburträsk er faktisk ikke natur- men menneskeskabt. Her lå engang en stor fiskerig sø, hvor mennesker har boet i tusinder af år, hvilket gamle samiske bopladser, fangstgruber og offerpladser vidner om. Nybyggerne kom og slog sig ned med kreaturer, der krævede foder, hvorfor bønderne i slutningen af 1800-tallet sænkede søens vandstand og regulerede vandhøjden ved kanaler for at gøde jorden og få så stort et udbytte som muligt. I 70 år var området engarealer og i området fandtes 50 hølader til opbevaring. I dag er der blot nogle få stykker tilbage.
Nu er reguleringen ophævet og i dag er det ikke længere køer og får, der nyder godt af områdets frodighed men elgene, der græsser området af.
Der ud over er Lamburträsk blevet et fantastisk fugleområde, hvor der er mulighed for at se stort set repræsentanter for alle Lapplands vade- og svømmefugle enten rastende på vej længere nordpå om foråret eller sydpå om efteråret eller som ynglende i de mange vådområder, som Lamburträsk består af.
 

Nogle af de gamle hølader

Gammel hellig samisk offerplads - Seita

Udsigt over Lamburträsk

Udsigt over Lamburträsk

Udsigt over Lamburträsk

 Fulufjällets Nationalpark ligger i Dalarna ca 20 km vest for Särna. Kør ad vej 70 mod vest efter ca 4 km drej af mod Mörkret, hvorfra der er skiltet.
Herved kommer man til hvad man kan kalde Fulufjällets hovedindgang nemlig ved Njupskär, dette ganske enorme vandfald. Der er også andre indgange til nationalparken, men her må vi henvise til eksempelvis den udgivne folder over området, som man kan finde på turistkontorerne.
Vi valgte - efter vores besøg ved Göljån - at benytte indgangen ved Njupeskär.
Vi havde besluttet at tage turen ind til Rörsjön og derfra videre rundt om vandfaldet, en tur på vel en små 10 km.
Turen fra p-pladsen - hvor der også findes et stort Naturum samt servering - og ind til Rörsjön er ganske stejl, men stien er iøvrigt ganske let gået. Pragtfulde udsigter folder sig ud, når man er kommet lidt op på fjeldet.- der er et såkaldt plateaubjerg og som i overvejende grad består af 900 mill. år gammel sandsten dannet i et hav syd for ækvator. Man kan stadig finde sten med tydelige bølgeribber, som vi kender det fra vores sandstrande. For 200 mill. år siden blev der høvlet et par km af fjeldet, så i dag skal vi da blot kravle ca 900 m op.
Turen videre fra Rörsjön, hvor der ligger en lille fjeldstation, hvor man kan overnatte, er derimod ganske vanskelig på flere dele af ruten. Terrænet er for så vidt ikke særlig kuperet, men underlaget er i mange tilfælde store sten, hvilket reducerer ganghastigheden ganske betydeligt. Men til gengæld får man en herlig tur i et spændende landskab af lavalpin karakter, hvilket betyder fjeldhede med dværgbirk. Klippeblokkene er heroppe på højfjeldet dækket af den gulgrønne kortlav og så er der masser af renlav. Fulufjället er faktisk også Sveriges eneste større fjeld uden en renbestand. Til gengæld er her masser af forskellige rovfugle.
Når man så når frem til den øverste del af vandfaldet, kan man ikke andet end blive imponeret. Den meget dybe og snævre kløft åbner sig lige for ens fødder. Der er skiltet mod ikke at bevæge sig ud på kanten. Vandfaldet, der starter her oppe, har en samlet faldhøjde på 120 m, hvoraf de sidste 90 m er frit fald.
Også nedturen er en ganske barsk tur, men igen belønnes man af naturen.
Vel nede igen kan man så vælge enten at begive sig tilbage mod p-pladsen eller gå en kilometers penge ind til foden af vandfaldet, som man har haft udsigt til på vejen ned. Har man ikke været her før, så kan det da kun anbefales. Denne del af turen er ganske let gået.
 

Udsigt fra Fulufjället på vej mod Rörsjön

Rörsjön

Sten med bølgeslagsmærker og kortlaver

Udsigt oppe fra plateauet

Den stenede vej mod vandfaldet

Den øverste del af Njupeskär

Udsigt fra toppen af Njupeskär

Njupeskär inde i bunden af kanjonen

Det imponerende 120 m høje vandfald Njupeskär

 Kronogårds naturreservat, der er et fjeldurskovsreservat, ligger ca 4 km N for Kåbdalis på vej 45.
Her er alt hvad hjertet begærer af højdedrag, søer, vådområder og vandløb. Skoven er i stor udstrækning aldrig blevet udnyttet kommercielt, medens i de dele, hvor der har foregået træfældning, er denne stoppet for lang tid siden. Her finder man dog stadig rester af anlæg ved vandløbene til tømmerflødningen og hytter til skovhuggerne. I skoven findes også talrige spor efter skovbrande, enten i form af forkullede træstammer i skovbunden eller gamle fyrretræer med brandspor i barken. Fyrretræer kan nemlig overleve adskillige skovbrande og fortsætte væksten.
Dyrelivet er rigt, elg, ren, bjørn, odder og bæver findes i reservatet. Ligesom søerne rummer et rigt fugleliv.
Der er gode markerede vandrestier i området, så man får et godt indtryk af områdets mangfoldighed.
 

Udsigt over et af reservatets myrområder

Urskov med rig mos- og algevækst i bunden

Et af de gamle kæmpestore fyrretræer

Nyt liv i en gammel brandskadet stub

Skovsø

Mere skovsø

Her kan man godt overnatte....

men vi valgte nu denne mulighed

 Dette lille gammelskovsreservat ligger ca 3km SV for Rossön.
Topografien i området er dramatisk og består af fugtige dale og højtliggende tørre områder med stejle skråninger. Frodigheden er især i de fugtigere områder ganske voldsom, de mange store klippeblokke i området er dækket af laver og mosser og skovbunden myldrede, da vi var der i slutningen af august, med masser af både tyttebær og blåbær og bunker af alle mulige slags svampe.
Her er der også spor efter tidligere tiders skovbrande. Fra toppen er der en flot udsisgt over Bodumsjön.
 

Reservatet ligger på grænsen mellem Åsele og Dorotea kommuner ca 25 km SV for Åsele.
Dette naturreservat havde vi lidt vanskeligheder med at komme ind i. Men takket være hjælp fra en lokal beboer i Granåsen fandt vi frem til en indkørsel til området i den nordlige del fra vejen gennem Lomsjö.
Vi ville have været helt op på toppen, men da vi nåede godt halvvejen til den gamle fäbod Höjdakojan, trak et gevaldigt tordenvejr op over området, hvorfor vi valgte den lette løsning af ile tilbage mod p-pladsen, bilen og tørvejr. Vi nåede det næsten. Resten af eftermiddagen og aftenen stod regnen bare ned i tove, medens vi var så heldige at finde en lille plads en halv snes kilometer derfra, hvor vi kunne holde for natten. Næste dag var det atter solskin.
 

På vej mod Stenbithöjden

Stenbitshöjden

 På vej mod toppen

Den gamle fäbod

Natkvarteret dagen efter regnvejret

Reservatet er beliggende på vej 346 mellem Junsele og Backe.
Det typiske for reservatet er de mange småsøer som ligger i bunden af de kuperede hedeområder bevoksede med fyrretræer. Gennem reservatet strækker der sig en grusås. Landskabet er dannet ved isens afsmeltning efter sidste istid, hvor området var en vig i Ancylussøen. Store isblokke blev efterlagt og dannede dødishuller, som  vi i dag ser som alle de små søer.
I området er der to pladser, hvor man kan anbringe sig med sin autocamper eller campinvogn. Den ved Storabborrvattnet vil vi dog ikke anbefale for campingvogne på grund af vejens beskaffenhed. Der er oven i købet også mulighed for at få drikkevand i forbindelse med pladsen ved Stortjärnen.
Gennem området er der en markeret natursti, der giver et rigtig godt indtryk af området.
Og så skal det vel også lige med, at det er et godt fiskeområde til oplysning for dem, der måtte være interesseret heri.
 

Spor af bævere

Fra naturstien

Fra naturstien

Fra naturstien

Fra naturstien

Pladsen ved Storabborrvattnet

 På vores vej tilbage fra besøget ved Silverfallet og det tidligere Karlfors Bruk faldt vi på vejen mellem Berg og Varnhem over flere små reservater.
Vi stoppede ved et par stykker af dem og gik nogle små korte ture op på nogle af de åse, som smeltevandet fra Billingen - igen i forbindelse med istiden - har dannet her ved foden af Billingen.
Man kan godt forestille sig, at hele dalstrøget her engang har været en stor rivende smeltevandsflod, hvor de store mængder af sten og grus har kunnet aflejres og danne dette nu så dejlige meget kuperede landskab, der breder sig grønt og frodigt mellem Kinnekulle og Billingen. En frodighed som mennesker har forstået at udnytte, da området har været beboet og dyrket i årtusinder.
De to områder vi besøgte var Björnabacken og Bockaskedeåsen, der er en 600 m lang og 35 m høj ås.
 

 Sånfjellet ligger i ensom majestæt i Härjedalen blot små 10 km S for Hede.
Det er et isoleret højfjeldsmassiv omgivet af et kuperet landskab. På grund af sin placering ses fjeldmassivet langt omkring. Der er 5 toppe, hvoraf den højeste Högfjället når 1278 m.o.h.
Det er et særpræget fjeldområde. Oppe over trægrænsen er der faktisk ikke antydning af jord, men området består udelukkende af et hav af frostsprængte klippeblokke / klippestykker i alle mulige størrelser bevokset i større eller mindre udstrækning af laver. Laverne har kunnet vokse i fred, da der ikke har været rener på fjellet siden i slutningen af 1800-tallet. Det giver fjeldområdet et ganske specielt udseende.
Længere nede møder vi en kroget fjeldbirkeskov, hvor bunden er dækket af tyttebær og revling.
Endnu længere nede går bevoksningen over i en urskovsagtig granskov med op til 250 år gamle graner.
Ned over fjeldets sider findes dybe kløfter stammende fra smeltevandsfloder efter istiden.
Med andre ord et meget afvekslende og spændende sted at besøge, men ganske drøjt at komme op på.
 

Udsigt mod Sånfjället

På vej op mod toppen

Udsigt på vej op

Udsigt fra Högfjället

Udsigt mod Högfjället

Blokmarken oppe over trægrænsen

Mere blokmark

Endnu mere blokmark

På vej ned i fjeldbirkeskoven

Udsigt mod en af de mange slugter

Samme men den modsatte vej

Slugten nede i skovområdet

Slugten helt nede i skoven

 Dette reservat finder vi vest for Limedsforsen ved vej 297 i Dalarna. Man kan køre frem til området både fra Limedsforsen og fra Östra Tandö.
Vi var her i år første gang i midten af juli, da vi var på vej nordpå, men opgav en tur ind i området på grund af vejret. Vi vendte så tilbage i begyndelsen af september, da vi var på vej sydover.
Det er også et naturskovsreservat med et meget kuperet terræn, hvor Storvarden i den nordlige ende af reservatet er det højeste punkt med 774 m.o.h. Klimaet er barsk med lange kolde og snerige vintre og korte men varme somre. Storvarden ligger egentlig under den klimatiske trægrænse, men mangler større trævækst. Her møder man faktisk en typisk fjeldvegetation. Det antages, at den tidligere har været skovbevokset, men skoven er formentlig brændt og det barske klima gør, at genbevoksningen sker meget langsomt.
I området nedenfor Storvarden ligger to gamle sætergårde Södra og Norra Vardsätern etableret formentlig i begyndelsen af 1700-tallet. De er begge blevet restauret i de senere år og er små idyller i skoven. Beboelseshuset på Norra Vardsätern står åbent for overnatning.
Skoven er på trods af den magre jord ganske frodig og den høje luftfugtighed i den gamle urørte nåleskov gør området rigt på laver og mosser.
Også her var der i år ganske usædvanligt store mængder af tyttebær og svampe.
 

Den gamle nåleskov

På vej mod Storvarden

Masser af svampe

Masser af tyttebær

På vej mod Storvarden

På toppen af Storvarden

 Udsigt fra Storvarden

Udsigt fra Storvarden

Rast ved Södra Vardsätern

Södra Vardsätern

 Hvfjället Naturreservat finder vi i Värmland knap 20 km N for Torsby (vej 45).
Her er muligheder både sommer og vinter. Masser af fint markerede vandreture fra et par km til til en halv snes km og mulighed for at kombinere flere af ruterne.
Desuden er her et stort skisportscenter med både langrendsløjper og slalombakker i varierende sværhedsgrad.
Naturen er meget varieret fra lav- og lyngbevoksede klippefyldte arealer i de højere liggende dele, hvor vindblæste små fyrretræer kæmper for tilværelsen over urskovlignende granskove til fladere områder med vådområder og søer.
Vi valgte en kombination af to af de markerede ruter, der førte os gennem alle områdets forskellige naturtyper.
Der ud over prøvede vi også en af de meget korte såkaldte naturstier, som på en god km gav et rigtig godt indtryk af områdets mangfoldighed.
 

Lynghede

Baggtjärnen

Masser af blåbær

Den urskovsagtige gamle granskov

Sprækkedal

Udsigt fra Ruskberget

Den gamle Bondfugestorp gav mulighed for et hvil

Natkvarteret ved Ensammentjärnen

 Bjurälvens Naturreservat har vi besøgt tidligere ved flere lejligheder, bl.a. sidste år, hvor vi måtte opgive vores tur i området, da broen over Bjurälven var skyllet væk men var under genopbygning.
I år havde vi besluttet at gå længere ind i reservatet for at se bla. Dolinsjön og Blinda Dalen.
Så endnu en gang begav vi os ind langs med denne delvis underjordiske elv i dette særprægede landskab. Vi kunne konstatere, at der på trods af den meget varme sommer, så var der da stadig lidt is i Isgrottan. Selve elven og vandfaldet i bifloden Lillälven var meget lidt vandførende, så store dele af elvlejet var tørlagt. Vi har aldrig set så lidt vand her ved tidligere besøg.
Ad de mange trapper og forbi adskillige af de dybe doliner nåede vi frem til Dolinsjön, som formentlig på grund af den meget ringe vandføring var tre søer.
Videre gik turen mod Blinda Dalen, hvor den første del af dalstrøget har fået navnet Colosseum, da det er udformet som en stor næsten cirkelformet sænkning i terrænet.
Selve Blinda Dalen, som vi nøjedes med at kigge ud over, er et vidunderligt sted og ganske særpræget. Man kigger ud gennem en lang og meget grøn dal uden nogen form for trævækst. Det virker utroligt fredfyldt. En dag skal vi også videre ud gennem dalen og ved selvsyn konstatere, om den nu virkelig ender blindt. På denne strækning er Bjurälven aldeles underjordisk men danner flere grotter, som dog kun er tilgængelige med specialudstyr.
På vejen tilbage gik vi gennem et helt tørlagt gammelt elvleje, som kun er vandførende ved ekstrem stor vandføring i Bjurälven. Her kunne vi så se hvordan vandet i årtusinder har formet klippen i bunden af elvlejet i de mest fantastiske former.
 

Den nye bro over bjurälven

Dolinsjön

Dolinsjön

Blinda Dalen

Det gamle elvleje

Spektakulære formationer i elvlejet