Öland:

Stora alvaret
(ved Möckelmossen)

Vickleby alvar

Ture ved kysten og vejkanter

Skåne:

Stora alvaret er et ca 40 km langt og ca15 km bredt område på den sydlige del af Öland. Det svarer til ca 1/4 af hele øens areal.
Dermed er det også Europas største, sammenhængende kalkstensområde.
Der findes også alvar på andre dele af Öland samt på Gotland og i Västergötland.
Hvad er så et alvar? Det er et kalkstensområde, hvor kalkstenen mange steder er blotlagt. Området er kun dækket af et tyndt jordlag. Disse forhold gør, at området har en helt speciel flora med en mængde planter, som kun findes her.
Desuden er der især i forårsmånederne en meget rig orkidéflora.
Området har aldrig været dyrket, men har været og bliver stadig anvendt til græsning. Dette ses ved de mange karakteristiske stengærder, der inddeler området i mindre græsningsområder. I dag er stengærderne ofte suppleret med vildthegn og elhegn.
Landskabstyperne varierer fra tørre, næsten ørkenagtige områder til områder med lavvandede søer og vådområder.
Spredt i området findes primært buskvækst og enkelte mindre træer.
Området er optaget på UNESCOS's liste som verdenskulturarv.

Her er nogle billeder fra vores ture på Stora alvaret i slutningen af maj/begyndelsen af juni 2013.

Vikcleby alvar er også en del af Stora alvaret.
Der er flere indgange til dette meget repræsentative alvar, som rummer alle alvarets bestanddele med både meget tørre og fugtige områder. Desuden findes her flere fortidslevn i form af spor efter bebyggelser og forskellige gravformer.
Den nemmeste indgang til området findes lige overfor Vickleby kirke,
 

Her er nogle billeder fra årets besøg, hvor vi valgte en indgang ved et gammelt stenbrud.

Station Linné er en forskningsinstitution under Lunds Universitet. Men man arrangerer også forskellige guidede ture, foredrag mv.
Her er et link direkte til deres hjemmeside: http://www.stationlinne.se/
Stedet finder man lige syd for Skogsby (vej 136). Det er fint skiltet ude ved vejen.

I området er der også lavet en markeret rundtur kaldet Gröna slingan. Den havde vi tænkt os at følge. Men sådan skulle det bare ikke være. Vi var nok lidt uopmærksomme, da vi kom frem til en stor eng med masser af gøgeurter. Så vi kom i stedet til at gå et stykke på Ölandsleden.
Men havde vi ikke gjort det, så havde vi heller ikke fundet den hvide orkidé, som har sat mange folk i arbejde for at få sat navn på den. Det er nu fastslået, at det drejer sig om en hvid variant af Johannesnyckel/Riddergøgeurt. Nu må vi så bare håbe på, at den også dukker op igen til næste år.
Men ud over denne oplevelse fik vi en dejlig tur, hvor vi endte langt østpå i Kalkstad.

Her er så nogle af billederne fra turen.
 

Halltorps hage er et naturreservat på Ölands vestkyst ved Ekerum ca 15 km nord for Färjestaden (vej 136).
Vort første besøg gjaldt Fruesko - var de der, og var der blomster?
De både var der og blomstrede. Ved samme lejlighed kiggede vi også på en dejlig eng.

Det andet besøg gjaldt den del af reservatet, der ligger ned mod vandet. Her er der en herlig skov, der er rester af den skov, der engang dækkede stort set hele øens vestkyst.
Her findes adskillige flere hundrede år gamle egetræer, som bl.a. huser den store egebuk.
I strandengene er der en mangfoldighed af gøgeurter.
 

 Ægbladet fliglæbe
 

Naturreservatet Knisa mosse har vi besøgt mange gange. Området nås lettest fra vej 136.Følg vejen mod Knisa ca 25 km nord for Borgholm.
Vi kom i år for at kigge efter den lille gøgeurt Pukkellæbe. Men vi var nok for tidligt ude. Vi fandt i det mindste ingen.
Men der var da andre ting at kigge på. Vi blev modtaget af et sandt blomsterflor allerede ved p-pladsen.
Når vi så bevægede os ned mod mossen, var der bare blomster overalt.

Her er nogle eksempler på det væld af blomster vi så.
 

Området ved Horns kungsgård har vi besøgt gentagne gange.
Man finder frem til området ved fra vej 136 at dreje af mod Löttorp. Fortsæt gennem byen, og ca 4 km udenfor byen er der så en skiltet sidevej mod Horns kungsgård.

De seneste år har vi kun været her for at kigge blomster. Ved den første p-plads, man kommer til lige efter, at man har passeret reservatgrænsen, udgår der en spændende lille sti - Ängstigen
I år var vi her hele tre gange (4., 5. og 12. juni) for at følge den nærmest eksplosive udvikling af blomsterne grundet det helt fantastiske fine vejr, vi havde under opholdet på Öland.

Her nogle billeder fra vores besøg i området, der viser den helt overdådige mængde af mange, mange forskellige blomster.

Disse to billeder er taget nogenlunde samme sted men med en uges mellemrum.
Forskellen i blomstermængden er vist ret tydelig.
 

Lidt syd for Byxelkrok ligger den lille by Enerum. I byens nordlige udkant er der en fin blomstereng.
Den var også sat på årets liste over steder, der skulle besøges.
Heller ikke her blev vores forventninger skuffede.

Sådan så der ud i år

Naturreservatet Trollskogen finder vi på Ölands østlige nordspids.
I år skulle vi bare lige trave en tur gennem skoven ud til stranden og så frem til Trolleken.
Men da vi passerede det fine Naturum og kastede et blik på opslagstavlen, der angiver, hvad der er aktuelt lige nu i området, så stod der noget om en plante, der hed Ormtunga. Da vi ikke lige havde opslagsværket ved hånden, spurgte vi den lokale guide, hvad det var for noget, og hvor vi evt. kunne finde den.
Vi fik en fin forklaring af Marie, som guiden hed, både om hvad det var for en plante, og hvor vi evt. kunne finde den.
Vi takkede og begav os i første omgang ud for at besøge Trolleken. Dejlig tur og egen har det, på trods af sin alder, stadig godt.

Da vi var tilbage ved Naturum, fulgte vi så Maries anvisninger. Vi kom ned til stranden på den vestlige side af odden, hvor denne Ormtunga skulle være. Planten er ganske lille og hedder Slangetunge på dansk.
Vi havde ikke gået og kigget ret længe, før vi fik øje på den første og straks efter på adskillige flere. Successen var hjemme.

Her først nogle billeder fra turen til Trolleken og nederst billeder fra strandengen og Ormtunga/Slangetunge

Oppe i den nordøslige del af Öland ved kysten ud for Källa (vej 136) ligger naturreservatet Högenäs orde. Et sted for både blomster- og fulgeelskere.
Her har vi været nogle gange efterhånden, og stedet skulle også besøges i år.
Men vi har set rigere flora her i tidligere år, så det blev ikke til noget særlig langt besøg denne gang.

Men lidt billeder blev det da til.

Denne lokalitet, som vi har besøgt siden 2009, ligger et par hundrede meter mod øst ad Persnäs kyrkoväg på venstre hånd regnet fra vej 136.
Parkeringsforholdene er lidt vanskelige på den smalle vej, men der er en lille markvej på venstre hånd, hvor der kan parkeres. Herefter kan man gå ned over marken til vådengen - så slipper man også for at forcere hegnet .
Men her er masser at kigge på for blomsterelskere, især store mængder af bl.a. blodplettet gøgeurt, hvidgul gøgeurt, kødfarvet gøgeurt, langakset trådspore, flueblomst, pukkellæbe, vibefedt, kantbælg, melet kodriver mv.
Husk støvler, da der meget ofte er meget vådt.

Heller ikke i år blev vi snydt for dejlige oplevelser.

Blandet flora
 

En dag fik vi lyst til at prøve noget helt andet.
Det blev så til en lille tur gennem en del af Nunnedalen et stykke nord for Resmo (vej 136).
Nunnedalen er en smal skovstrækning - også en rest af den skov, der engang dækkede hele vestkysten (se Halltorps hage).
Den ligger på landborgen, som er den ofte stejle klint ned mod de flade, dyrkede arealer på Ölands vestkyst.
Fra p-pladsen udgår flere fint markerede stier. Vær opmærksom på at stien ned ad klinten er meget stejl, men forsynet med reb.

Skoven her er meget blandet med eg, ask og elm og rigtig mange gedeblad.

Vi fulgte Paradisstigen, som oprindelig er en gammel kirkesti mellem Resmo og Vickleby kirker.

Naturreservatet Dröstorp alvar ligger i det nordøstlige hjørne af Stora alvaret. Man kommer hertil fra vejen langs østkysten ved at køre mod Skarpa Alby lige syd for Gårdby.
Det er et meget varieret område. I alvarsammenhæng ret kuperet. Her findes også en fin lille sø, et moseområde (kalksump), og så er der nogle spændende geologiske forekomster nemlig såkaldte karst og doliner. Den mest kendte af de sidste er Prästgropen, der måler ca 40 m i diameter og er ca 5 m dyb. I dag fremstår den som en dejlig grøn osase, hvor der altid er læ. Doliner fremkommer ved at kalken i undergrunden bliver nedbrudt af strømmende vand og det ovenover liggende jordlag synker ned.
Blandt andet ved kalksumpen er der også fine små kildevæld.
En anden sjov ting her er de mange hasselbuske, der har fundet voksested i de revner, der i tidens løb er opstået i kalkstenen.

Folderen til naturreservatet Vanserum-Bäck har ligget i arkivet længe. I år skulle det så være. På vej mod Möckelmossevägen ad vejen langs Ölands østkyst, passerede vi en afvisning mod Södra Bäck. Herfra var der ikke langt til en beslutning om at kigge nærmere på området.
Området kan også nås fra Algutsrum.

I området kan den interesserede finde mange sjældne arter både indenfor planter, insekter og padder. Over 100 sjældne arter skulle kunne findes i området. Vi nøjedes med bare at nyde naturen.
Gennem en del af området løber en lille å, som stort set altid er vandførende.
Området består af både skov, enge og moser.

Her lidt billeder fra vores besøg

Vores besøg i reservatet ved Frösslunda i år blev lidt anderledes end de tidligere år.
På grund af vand måtte vi finde en anden vej til engen end den, vi plejer af benytte os af. Vores støvler var simpelthen ikke høje nok til at forcere vand/mudderområdet.
Men så fik vi da set området fra andre vinkler, og det gør jo ikke noget.

Så blev det tid til årets besøg i Lilla Horns löväng. Dette dejlige sted finder vi ca 35 km nord for Borgholm. Fra vej 136 er der skiltet til reservatet.

Lilla Horns löväng er en af de sidste rester af en landskabstype, som tidligere nok var en af de mest almindelige i Sverige.
Jeg har et sted set en oplysning om, at der i midten af 1800-tallet var over 2 millioner ha af disse såkaldte slåtterängar.
En slåtteräng var bondens spisekammer. Vi taler om et græsareal med spredte løvtræer. Træernes grene blev skåret af om foråret og anvendt til foder. Senere på året blev græsset med blomster og det hele så slået til hø, og så var vinterfoderet hjemme. Derefter blev arealet græsset af af kreaturerne. Effektiv udnyttelse.
I dag forsøger man at pleje og passe dette område efter lignende principper, hvilket gør, at man får en ret næringsfattig jordbund, hvor mange arter af planter kan trives. Her i Lille Horn har man kunnet tælle op til 40 forskellige arter pr kvadratmeter.

Man kan jo også bare nyde stedet, de gamle træer, de mange blomster.....

Her er lidt billeder fra årets besøg.

Blomsterrige enge
  

Gillbärga raukar ligger ude ved Ölands vestkyst. Stedet kan nås fra vej 136 enten via den lille by Gillberga eller via Sandvik og Jordhamn.
Raukar er kalkstensformationer formet af havet gennem årtusinder.
Raukar findes mange steder på Öland. De mest kendte er nok Raukarne ved Byrum.

Her er lidt billeder fra vores besøg på stedet.

Väsby fjärd, hvor vi efterhånden har været nogle gange, var også med på årets liste.
Vi kom hertil om eftermiddagen og benyttede straks lejligheden til lige at gå en hurtig tur på strandengen lige ved p-pladsen.
Det var godt, vi gjorde det, for dagen efter var det regnvejr, hvorfor vi forlod stedet. Men vi havde da set de pragtfulde mængder af blomster på engen i solskin.
Desværre blev det så ikke til en tur helt ud på pynten og strandengene der.

Her er et udvalg af billederne fra Väsby fjärd.

I løbet af vores ophold på Öland er det også blevet til ikke nærmere specificerede småture rundt omkring langs øens veje og kyster.

Der er jo altid noget at kigge på, næsten uanset hvor man befinder sig.

Her et lille uddrag fra nogle af disse ture.

En vejside:

Lige uden for Resmo (vej 136) opdagede vi en dag disse mængder af Sommeranemone - Anemone sylvestris

En grøftekant:

Overalt i grøftekanterne på den nordlige del af Öland mylrer det med Sværdskovliljer i grøftekanterne

En anden vejside:

Nordölands karakterplante Blåeld - slangehoved var der ikke mange af. Men vi fik da set nogle enkelte

En anden grøftekant:

I en grøftekant på vejen mod Norre udde fandt vi en større samling af Rederod

Langs vejen:

Og så kan man ikke undgå at se disse enorme mængder af blomstrende løg, når man kører rundt på øen

Strandtur:

På vejen tilbage fra Öland var vort første stop Bäckhalladalen NNV for Simrisham.
Lige uden for Simrishamn på vejen mod Ystad drejer man af mod Gröstorp og Gladsax. I Gröstorp er der så en skiltet vej mod reservatet.

Et herligt område at vandre rundt i. Her er mange fint markerede stier, også flere beregnet til motionsløb, hvilket de i høj grad også bliver anvendt til.
En del af området kan godt minde lidt om Öland, så man kan jo kalde det for en slags nedtrapning.
I den østlige og nordøstlige del af reservatet er landskabet kuperet. Undergrunden er sandsten, der mange steder er blottet eller kun dækket af et tyndt jordlag.
Men her er også småsøer, moser og vådområder og en meget rig flora.

Her en stribe billeder fra dette års besøg i området.

På turen mod Ystad blev det også til et besøg på Billebjär eller Billebjer.
Bilebjär er en del af Romeleåsen og nås lettest fra vejen mellem Dalby og Södra Sandby. Følg skiltningen.

Her har vi også været nogle gange tidligere. Denne gang blev det til en tur op på "bjerget", hvorfra der er en flot udsigt over det flade land i retning mod Lund og Malmö. Herfra gik vi ned i dalen og langs den flotte, lodrette klippevæg.

Lidt billeder fra turen.

Denne turs sidste tur foregik i skovene ved Snogeholm.
Det er et stort område med mange forskellige, fint markerede vandrestier i mange forskellige naturtyper.
I år valgte vi at gå turen kaldet Stora sjöslingan, der bl.a. går langs Snogeholmsjöns bred og gennem forskellige skovtyper.

Her et udvalg af billeder fra turen.

Et par kig ud over søen
 

Gammel nåleskov