Börningsbergets Skovmuseum

Ritamäki finngård

Rataho-kyrkan

Eda skans

Nordmark grubeområde

Mölnbacka-eken

Runestenen i Järsberg

Åsle kyrka

Kulturvägen

 Börningsbergets skogsmuseum ligger ved vej 45 lidt nord for Tandsjöborg. Der er skiltet fra vej 45.

På museet - der er et frilandsmuseum og åbent hele året og med fri entré - vises traditionelle miljøer samt værktøj og redskaber mv fra skovbruget i begyndelsen af 1900-tallet.
Man kan ikke andet end blive dybt imponeret over, hvad skovens folk har budt sig selv. Det har været hårdt - også for hestene. Der er blandt meget andet vist et læs tømmerstokke på en slæde, som blev trukket af en enkelt hest. Al transport af tømmeret foregik jo om vinteren. Læsset er på 6,5 kubikmeter.
Også boligforholdene ville vi nok betakke os for i dag. Her er bl. a. vist dels en lille hytte til 2 mand og en hytte til 16 mand, som kunne sove fordelt på fire brikse i hvert sit hjørne af hytten.
Alt materiel og diverse redskaber er anbragt under tag båret af træstolper og med beskrivelser af, hvad det er man står og kigger på.
Lige over for museet ligger der et ganske lille naturreservat. Det er ren urskov og et eksempel på, hvordan skoven så ud i begyndelsen af det 19. årh., inden de store skovrydninger tog fat.
Se mere om dette her
 

Indgangen til skogsmuseet
 

 Slæde med læs af tømmerstokke
 

 
Hytte årgang 1920 for to skovarbejdere
 

 Interiør fra hytten
 

 
 Interiør fra hytte til 16 mand

 
 Kig ud over udstillingen af redskaber

 Ritamäki finngård finder man ved at køre fra kirken i Lekvattnet mod sydvest ca 6 km. Her går så en vej til Lomstorp. Ved nordspidsen af søen Lomsen er der en p-plads, hvorfra en 2 km sti fører op til gården.

Gården, som vi ser den i dag, stammer fra midten af 1800-tallet og er den anden gård på stedet. Gården har været beboet og drevet efter gamle traditioner lige til 1964, da gårdens beboere - et gammelt søskendepar - flyttede på plejehjem.
Gården består af beboelseshus, stald, lo, badstue med brænderum, stolpbod, jordkælder og en hølade.
Beboelseshuset, som aldrig er blevet moderniseret med vand og elektricitet, består af tre rum. Foruden rökstugan - hvor rökovnen, som gav varme til hele huset, er placeret, findes to andre rum, hvoraf det ene er anvendt som køkken. Indretningen er i dag fuldstændig som dengang, beboerne forlod huset i 1964, hvilket giver mulighed for at få et indblik i en helt anderledes måde at bo og leve på.
Gården ligger meget malerisk på en sydskråning, og vi kunne vandre rundt i området omgivet af en herlig duft af nyslået hø fra slåtterängarne, som omgiver gården. Her er desuden nogle ganske små jordlodder, som har været dyrkede.

Gården ligger blot 1 km fra den norske grænse, og der er en god spadseretur op gennem den tætte granskov, inden man når frem til denne, lille oase.
 

 
 Det første syn af Ritamäki
 

Rökstugan
 

 
 Interiør fra rökstugan
 

 
  Interiør fra rökstugan
 

 
 Stolpboden og badstuen
 

 
 Laden
 

 
 Slåtteräng 

 Slåtteräng og dyrket mark 

 Rataho-kyrkan finder man ca 50 km N for Arvika. Kør nordpå fra Arvika via Gunnarskog til Klockargården ved Bogen.
Vi er ganske tæt på den norske grænse. Her fra Klockargården er der skiltet til stedet. Der er en lille p-plads, og derfra er der ca 50 m gang til Rataho-kyrkan.

 Der er ikke tale om nogen kirke i egentlig forstand. Men før man fik veje her i området, og før kirken i Bogen blev opført, benyttede man steder som Rataho-kyrkan til andagtsformål.
Selve lokaliteten består af en smal kløft med lodrette vægge i op til 8 m højde. Midt mellem klippevæggene ligger en stor firkantet, nedstyrtet klippeblok, som ifølge overleveringerne, skulle have været anvendt som alter.
Rataho-kyrkan giver mindelser om Astrid Lindgrens historie om Ronja og Mattisborgen, når man står inde mellem de høje klippevægge.
 

 
 Rataho-kyrkan
 

Rataho-kyrkan
 

 
Rataho-kyrkan

Kirken i Boden 

 Eda skans ligger lidt S for Eda på vej 61 (ca 10 km S for Charlottenberg).

Igen et af disse impulsbesøg. Vi var på vej nordpå ad vej 61, da vi passerede skiltet med Eda skans.
Vi drejede ind og fik en ekstra oplevelse på turen.
Eda skans er et stort forsvarsanlæg anlagt i 1657 og om- og udbygget flere gange. Forsvarsanlægget har været i brug under mange stridigheder mellem Sverige og Norge. Ved freden mellem Danmark/Norge og Sverige i 1814 blev anlægget nedlagt og fik lov til at forfalde.
Anlægget blev restaureret i perioden 1939-1946. På enkelte af kanonstillingerne er der i dag anbragt gamle kanaoner fra 1700-tallet.
Der er ingen spor af de mange indkvarteringsbygninger, der en gang har været i området. Under krigen mellem Danmark/Norge og Sverige i 1808-1809 var her indkvarteret hele 500 mand og anlægget var bestykket med 16 kanoner.
Her må forøvrigt være utroligt smukt om foråret og i forsommeren. Det nu græsklædte skanseområde var en stor florasamling, hvor nogle enkelte arter stadig blomstrede. Men de mange frøstande vidnede om et sandt blomsterflor tidligere på året.
Anlægget ligger højt placeret, og udsigten fra de gamle skanser er fornem.
 

 
Indgangen til befæstningen
 

 Model af skanseanlægget
 

 
 Vue over skanserne

 
 En af de gamle 1700-tals kanoner

 Nordmark grubeområde findes lidt udenfor Nordmark ca 10 km N for Filipstad (vej 246).

I Nordmarks udkant ligger nogle gamle gruber med aner tilbage til middelalderen.
Her findes en ruin af en hytta (smelteovn) og rester af de store slaggebunker. Gruben var i 1600-tallet en af de mest produktive i denne del af Sverige. Produktionen stoppede i 1905.
Andre gruber i området har været i drift frem til begyndelsen af 1960'erne.
Ikke så langt fra hytt-ruinen findes et stort grubemuseum med flere bygninger indeholdende diverse udstillinger.
Lidt længere fra byen ligger Tabergs Konsthjul, et af disse imponerende store vandhjul (13 m i diameter), som har trukket pumper i Taberg-gruben. Vandhjulet er opført i 1836 og var i drift til 1915.

På museumsområdet ligger også en rekonstruktion af Get-Annas backstuga, der et et lille hus delvis bygget ind i en bakke. Her boede Get-Anna fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1920'erne. Hun levede af at sælge gedemælk - deraf navnet.
På vejen tilbage mod Filipstad kiggede vi på endnu et gammelt grubeområde - Aggruvorna - der har været i brug fra slutningen af 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet. De åbne brud er mellem 3 og 20 m brede og op til 50 m lange og med en dybde på en halv snes meter.
 

 
 Hyttan i Nordmark
 

 Grubemuseet
 

 
Grubemuseet
 

 
 Get-Annas backstuga
 

 
 Tabergs Konsthjul
 

 
 Et af de åbne brud i Aggruvorna

 Da vi på et tidspunkt under vores tur passerede byen Mölnbacka, som ligger ca 25 km N for Karlstad, opdagede vi i vejsiden lige i udkanten af byen et tag båret af stolper.
Under taget lå en stor egestamme.
Ved nærmere eftersyn viste det sig at være de enorme rester af et 1000 år gammelt egetræ, hvor den opsatte infotavle fortalte, at "efter næsten tusind års løvfald var den ærværdige eg gammel og træt samt lidt rådden indeni. Af alderdom lagde hun sig til hvile den 27. april 1971".
En flot måde at hædre et gammelt egetræ på.
 

 Denne runesten står i Järsberg nogle få kilometer syd for Kristinehamn.

Runestenen, der nu står oprejst, blev fundet her i 1800-tallet næsten begravet i jorden.
Ældre beretninger vil vide, at stenen engang har indgået i et større begravelsesanlæg.
Runestenen er Värmlands ældste runesten dateret til 500-tallet. Den øverste del af stenen mangler, hvorfor der er mange tolkninger af teksten.
Men den seneste tolkning lyder "Ljuv hedder jeg. Ravn hedder jeg. Jeg eril skriver runerne".
Ordet eril er tolket som herul, hvilket er et medlem af herulerne, en germansk folkestamme, der under folkevandringstiden vandrede op gennem Europa og bosatte sig i Värmland.
 

 Åsle ligger ligger ca 5 km V for Fallkøbing.

Det, der er specielt ved Åsle kirke, er ikke så meget kirken, men en gammel - udateret - gravsten, der står op ad den vestlige kirkegårdsmur.
Det særlige ved denne gravsten er, at der på stenen forekommer både et kristent kors og en Torshammer.
 

 Kulturvägen er et oplevelsesområde i Västergötland fra Fallköping i nord over Ulricehamn til Tranemo i syd langs med vej 46.
I dette område er der over 60 forskellige besøgsmål at vælge imellem spændende over kulturminder, museer, diverse seværdigheder, naturoplevelser samt aktiviteter, gårdbutikker og kunst og håndværk. Så der er nok at tage fat på.
Vi valgte fra den omfattende liste at kigge på nogle af kulturminderne. Vi havde udvalgt nogle steder på grundlag af det udmærkede hefte, som er udgivet og kan erhverves fra turistkontorerne i Fallköping, Ulricehamn og Tranemo.

Vi må konstatere, at hvor skiltningen i Fallköping kommune var udmærket, så kneb det gevaldigt både i Ulricehamn og Tranemo kommuner. Her kørte vi forgæves flere steder, inden vi opgav at lede efter flere af vores valg. Lidt kedeligt, at man lokker turister og andet godtfolk med en fin beskrivelse i et hefte, når man ikke følger det op med en acceptabel skiltning ude i den virkelige verden.

Det første sted vi besøgte var Luttra gånggrift.
En gånggrift er det vi kalder en jættestue. Denne stammer fra stenalderen og er opført for 5300 år siden.
Det, der gør denne jættestue bemærkelsesværdig er, at indgangspartiet er bevaret.
 

Det næste besøg gjaldt Vårskäl gånggrift.
Denne udmærker sig ved dækstenenes enorme dimensioner. De er sandsynligvis fragtet her til stedet andet steds fra. Man kan jo blot spekulere over, hvordan man har båret sig ad med at håndtere disse gevaldige stenblokke, hvoraf nogle vejer over 20 tons.
På østsiden af gravanlægget var der - som vist på nederste billede til højre - nogle stensætninger, hvor stenene var anbragt i smukt buemønster. Var det en indgang? Infotavlen fortalte desværre ikke noget herom, men indgangen vendte altid mod øst og solopgangen - så måske.
 

Herfra drog vi videre mod Slutarpsdösen og til endu en jættestue. Denne er fra yngre jernalder og er ca 3000 år gammel.
Her er ikke så meget at se af jættestuen. Det eneste man kan se er dækstenen på ca 3 x 2 m.
Den er dog speciel, idet den er dækket af skålgruber og fodsålslignende tegn indhugget i stenens overflade.
 

Vi fortsatte vores kultur-tur og næste stop var ved Olsbrostenen, der er en meget smuk runesten fra vikingetiden.
Stenen er rejst over Olav, som blev dræbt i Estland.
Det, der gør denne sten speciel er, foruden den flotte runeindskrift, det imponerende billede af "det store dyr", som kan forbindes med vikingernes Miklagård - det nuværende Istanbul. Det antages, at Olav kan have været med Harald Blåtand i Estland.
Teksten lyder: Guve rejste denne sten efter Olavv, sin søn, en meget tapper ung mand. Han blev dræbt i Estland. Havard huggede stenen.
 

 
Det næstsidste besøg på denne kulturrunde blev en gammel kirkeruin fra 1000- eller 1100-tallet, nemlig kirkeruinen i Mussla.
Ruinen ligger faktisk i dag midt på gårdspladsen til en gård. Det må være lidt sært, at have sådan en seværdighed liggende.
Der er ikke meget tilbage af kirken, blot resterne af murene i ca 1,5 m højde og med en tykkelse på omkring 1 m.
Kirken har ikke været særlig stor. Skibet måler 8x9 m og koret 6x6 m.
 

Vi sluttede vores kulturrejse i västergötland med at gøre et kort besøg i Hössna naturreservat.
I dette dejlige bakkede landskab har man fundet både grave, skålgruber, gamle hulveje og spor efter marker fra forhistorisk tid.