Kultur - sommer 2006

 Hälla (Fulunäs)

 

 Finnstigen

 Ekornavallen

 Silverfallet (Värmland)

 Kivik - Årets æblebillede

 Västanå Jerngruva

 Biskopskällaren

Slipskårestenarna

 

 

 

 Hälla (Fulunäs)

 Hälla er et lille naturreservat langs Västerdalälven beliggende mellem Fulunäs og Sälen.
Elven er på denne strækning flad og bred og har dannet omkring 30 øer i elvlejet, geologerne kalder en sådan foreteelse for en fletflod, hvilket er usædvanligt i svenske elve.
 

 

 

 

Hälla

Udsigt over Västerdalälven

 
I området lå tidligere 2 gårde, hvoraf der nu kun er nogle avlsbygninger tilbage.
Ifølge turistkontorets oplysninger skulle der være gode muligheder for fiskeri i området.

Finnstigen

Finnstigen - som vi også besøgte i 1996 - er et frilandsmuseum, som på en ca 2 km lang vandretur giver et godt billede af svedjefinnernes historie og liv fra slutningen af 1500-tallet, hvor de første finske indvandrere kom til de midtsvenske skove og så et par hundrede år frem i tiden.
Historien beskrives ved hjælp af de forskellige boligformer, disse indvandrede finner anvendte. Det starter med en simpel kåte, over rökstugan og frem til den store flotte parstuga, hvor der er sket en sammensmeltning mellem finsk og svensk byggeskik.
Derudover er der en rekonstruktion af den specielle finske mileform for brænding af trækul. Den afveg fra de svenske ved at være lang og flad, hvor den svenske var bygget i højden. Ligeledes er der opbygget en tjæregrav - såkaldt tjärdal - for fremstilling af trætjære. Endelig er der et eksempel på, hvordan finnerne anvendte svedjebruget for at forvandle skoven til agerjord.
Ved alle bygninger mv er der opstillet gode informationstavler.
Stedet er opbygget af en privat forening og er under stadig udvikling, hvilket vi ved selvsyn kunne konstatere ved årets besøg. Der var kommet flere nye bygninger i området, og flere er under planlægning.

Foreingen har netop fået egen hjemmeside, hvor der er flere billeder: www.hellefors.se/forening/Finnstigen/
  

 

Kåten 

 

"Køkkenet" til kåten 


 


Rökstugan 

 

Parstugan


Trækulsmilen

 
Når man bevæger sig rundt i området, kan man ikke lade være med at tænke på de forhold, de har måttet leve under. Først at skulle skaffe sig lidt nødtørftigt tag over hovedet, dernæst fælde en masse træer for at skaffe jord til dyrkning og tømmer til byggeri af stalde, lader m.v. Intet under, at det, som det oplyses på en af tavlerne, ofte tog en snes år at komme fra kåten til rökstugan. Det har været barske forhold. 

Ekornavallen

Ekornavallen ligger ca 15 km nord for Fallköbing.
Det er et spændende gravområde, der er unikt ved at indeholde grave fra både stenalder, jernalder og broncealder  - en periode på over 5000 år - samlet på ét sted.
Her er stendysser fra stenalderen, hvor man kan undre sig over, hvordan de har håndteret de tonstunge stenblokke.
Den største på stedet kaldet Girommen har i overleveringerne været kendt som bageovn for en jættekvinde, der skulle have boet i nærheden.
Stedets mest imponerende fortidslevn er en stor røse fra broncealderen, der er 2,5 m høj og 27 meter i diameter omgivet af en brolagt rundgang.
Ude i området står en række bautasten, som igen i følge folketroen skulle være rejst til minde om 19 riddere, der faldt ved et slag ved Fallköbing i 1339, men altså stammer helt tilbage fra jernalderen.
 

 

Bautasten opstillet i såkaldt Domarring

 

En af stendysserne


  

 Den store røse

 Silverfallet - Karlsfors Bruk (Värmland)

 Silverfallet finder man NV for Skövde i nærheden af Berg.
Det er endnu en af historierne om et industrieventyr som i dag er en saga blot.
Vi befinder os i nærheden af Billingen. Her i dette område opdagede en driftig købmand omkring år 1810, at der var alun i fjeldet. Alun var på dette tidspunkt i historien et efterspurgt men sjældent forekommende mineral. Der blev investeret store summer i oprettelsen af et alun-værk på stedet og i sin storhedstid var hele 125 mand beskæftiget ved værket. I 1842 var det hele forbi. Den kemiske industri havde fundet hurtigere og ikke mindst billigere måder at fremstille alun på og virksomheden gik konkurs og ejeren døde nogle år senere i dybeste fattigdom.
I årene derefter blev der brudt kalk på stedet, som anvendtes som gødning til landbruget godt hjulpet af importforbud af udenlandsk kalk.
Men i 1920 var det definitivt slut for Karlfors Bruk som industriforetagende og området forfaldt.
I 1992 blev området erklæret for naturreservat og det kan vi så glæde os over i dag.
Det der især trækker folk til området er vandfaldet, der via flere større og mindre fald har en samlet faldhøjde på over 60 meter og samtidig bevæger sig gennem geologiske aflejringer, der er fra 280 til 540 millioner år gamle. På grund af de forskellige bjergarter, som vandet passerer, indeholder det bl.a. alun/kalk og det får vandfaldet til at leve op til sit navn Silverfallet.
Stedet bør dog besøges om foråret eller i det mindste tidligt på sommeren, medens der endnu er vand i strømmen. Da vi var der i september måned, var der ikke meget gang i vandfaldet.
 

 

Silverfallet

 

Ruinen efter møllen

 
På stedet findes der endnu levn fra den industrielle periode i området. Ved vandfaldet findes resterne af 2 engang imponerende bygningsværker, nogle møllebygninger som engang har været på hhv 3 og 2 etager. Nu er der blot lidt murrester og en kælder tilbage. Desuden kan man finde broer og lignende rester i området. 

 Västanå Jerngruva

 Västanå Jerngruva er beliggende NV for Näsum på den såkaldte Näsumaleden, der fører forbi mange forskellige typer af seværdigheder.
 Gruben er et åbent brud såkaldt dagbrud og brydningen ophørte i midten af 1870'erne. Gruben er den eneste jerngrube i Skåne.
Stedet er i dag kendt blandt geologer på grund af de mange sjældne mineraler, man kan finde i slaggebunkerne og i selve bruddet. For eventuelle interesserede drejer det sig om mineraler som trolleit, pyrofyllit, kyanit, martollit og lazulit.
Vi samlede også nogle sten op. Om vi har fundet nogen af de ovennævnte, ved vi ikke, men det var pæne sten.
 

 

 

 

 Et kig ned i den åbne jerngrube

 

 Hvilken sten skal jeg nu tage med....?

Biskopskällaren

 Biskopskällaren finder vi på den lille ø Ivön i Ivösjön en snes km Ø for Karlstad.
Biskopskällaren er det eneste, der i dag er tilbage af ærkebiskop Andreas Sunesons borg Ivöhus, som han flyttede ind på, da han lod sig pensionere i 1224.
Han troede han led af spedalskhed, men en undersøgelse af hans lig i 1920'erne viste, at han  bare havde gigt. Han døde på Ivöhus i 1228 og ligger begravet i Lunds Domkirke.
Jo det var ham, der var med Valdemar Sejr i Estland, det der med den gamle skrøne om Dannebrog, der faldt ned fra himlen.

 

 

 

 

 Biskopskällaren udefra

 

 Biskopskällaren indefra

Slipskårestenarna

 Slipskårestenarna finder vi ved bredden af Ivösjön i den nordlige ende ved Furustads lille bådehavn.
Det antages, at disse dybe mærker i stenene har været anvendt som en form for almanak.
Furerne peger mod solens op- og nedgang på den tid af året, hvor man skulle så og høste og / eller måske ofre til frugtbarhedens gud Frej.
Andre har dog peget på, at de også kan være spor efter slibning af sværd og knive.
Men det ene udelukker vel ikke det andet. Det er jo kendt, at man langt op mod vor tid har slebet sit sværd på kirketrappen inden man gik i krig. Så måske har disse gamle frugtbarhedskultsteder fundet anden anvendelse i senere perioder.
 

 

 

 

 Slipskårestenarna

 

Sporene i stenene

Copyright © 2011 HUMLEDAL. All rights reserved