Andre oplevelser

Skovfald - Bolmen

Nautanen - nedlagt grubeby

Jordhamn

 Vejen
Torsby - Östmark -  Ivana

Område ved Byskeälven ved Arvidsjaur

Konditoriet i Puoltikasvaara

På vores vej nordpå kørte vi bl.a. langs østsiden af søen Bolmen i Småland.
En dejlig tur gennem et skovrigt område. Desværre et af de områder, som orkanen Gudrun passerede.
 

Her så vi mange eksempler på Gudruns raseren.
Mange steder er man endnu ikke begyndt oprydningen, og der er godt nok rigeligt at tage fat på.

I nærheden af Ås på vej mod vej 27, passerede vi et stort interimistisk lager af træstammer. De store lastbiler, som i en jævn strøm læssede træ af, fyldte ikke meget ved siden af de gevaldige bjerge af træ. Der er med disse mængder af træ ikke udsigt til mangel på papir lige med det samme.

Efter et besøg i Gällivare, for en midlertidig udbedring af bundpladen under motoren efter nærkontakt med et svensk vejarbejde, kørte vi videre nordpå af vej 45. Ikke ret langt uden for byen så vi et "krusedulle-skilt" i vejsiden med afvisning mod Nautanen, men uden nogen angivelse af hvad der gemte sig bag navnet.
Vi drejede ind på vejen, der kort efter delte sig - uden skiltning. Vi valgte den forkerte, som hurtigt blev til en meget blød skovningsvej.
Vi fik vendt kareten  og prøvede den anden. Vejen var meget dårlig, den midlertidigt reparerede bundplade skrabede gentagne gange mod de opragende sten i vejen, men med meget lav hastighed kom vi da fremad og opad.
 

Efter et stykke tids sneglen op ad vejen opdagede vi en konstruktion inde til venstre for vejen et stykke inde i skoven. Vi stod ud og kiggede og det viste sig at være et udvindingsanlæg fra en nu nedlagt kobbergrube.

Vi gik lidt rundt i området fandt også en mineskakt og stod pludselig ude på en meget bedre vej, end den vi var kommet af.
Så vi gik ad denne vej og kom kort efter ud til den vi holdt på og konstaterede så, at vi havde overset, at den vej vi havde kørt på var en cykelvej, hvilket nok forklarer, at den måske ikke var så velegnet til bilkørsel. Den må forøvrigt heller ikke være særlig rar at cykle på og slet ikke ned ad.....

Vi fik os dog listet det sidste stykke op til den gode vej og fandt så også en stor plads, hvor vi kunne stille bilen med henblik på overnatning.

Vi kunne så ved hjælp af diverse infotavler konstatere, at vi befandt os i Nautanen, et nu forlængst nedlagt minesamfund omkring en kobbermine.
Her havde været både købmand, posthus, bageri, skole og sågar også et bryggeri samt naturligvis masser af boliger og alle de tekniske bygninger, som nu engang hører minedriften til.
Kobberbrydningen var startet i 1890'erne og firmaet bag minen var gået konkurs i 1914. Årsagen var dels faldende kobberpriser dels en strejke blandt arbejderne i forbindelse med overgang til en ny engelsk udvindingsmetode, der skulle bringe kobberindholdet op fra de hidtil 7-8% til 20-40%.
 

Vi brugte resten af eftermiddagen til at gå rundt i dette forladte samfund og prøvede at forestille os, hvordan her havde set ud for små hundrede år siden. Det er svært at forestille sig, at der her havde været en efter datidens forhold ganske stor by med masser af mennesker og så kontrasten til nu, hvor der bare hersker total stilhed. Ifølge infotavler var det et meget velfungerende samfund, hvor man på trods af de lange arbejdsdage - op til 12 timer - på søndage om sommeren satte lange borde op på torvet. Så var der fællesspisning og bagefter legede og dansede man. Om vinteren foregik de fælles arrangementer i det lokale Folkets Hus. Da produktionen var på sit højeste omkring 1910, var der 120 personer ansatte ved minen og hele samfundet bestod af godt 400 personer incl. kvinder og børn. Da minen lukkede, flyttede indbyggerne til Malmberget og Gällivare og bebyggelsen forfaldt og naturen begyndte sin tilbageerobring af området. I den forbindelse er det da spændende at se, hvor langsomt det går, dels selvfølgelig på grund af geografien men nok også på grund af, at store dele af området er kraftigt forurenet af affaldsprodukterne fra kobberproduktionen. De store bunker af kobbermalm, som aldrig blev behandlet og de store bunker af slagger er stort set ubevoksede her knap 100 år efter at de blev anbragt.
 

Næste dag aflagde vi bl.a besøg i Anna Gruvan og passerede på vejen dertil byens torv, hvor der nu blot er nogle rester af grundmurene tilbage af de mange bygninger, der engang lå her. Anna Gruvan er en lodret skakt, hvorfra der efter infotavlens oplysninger udgik 2 gange á 100 meters længde.

Næste besøg gjaldt Maria Gruvan, som er gjort tilgængelig for besøgende. Havde vi vist det på forhånd, havde vi medbragt nogle lommelygter.

Men vi kunne da se at komme en ca 50 meter ind, hvor der var en lodret skakt op og sikkert også ned, da der var vand i bunden af skakten. Formentlig slutter gangen vi var i ved endnu en lodret skakt et par hundrede meter længere inde i fjeldet.

Vi sluttede vores rundvandring i mineområdet i området hvor malmen var blevet knust og smeltet. Også her er der kun fundamenterne tilbage af diverse anlæg.......

........samt bunker af slagger i mange spændende farver.

En helt igennem spændende oplevelse, som vi bare sådan fik foræret på grund af vores nysgerrighed. Bundpladen overlevede forøvrigt ikke turen op ad cykelvejen. Den blev rimpet sammen med noget medbragt elledning inden vi forlod Nautanen ad den gode vej som førte os til Koskullskulle - en forstad til Malmberget - og derfra atter ud til vej 45.

Godt 5 km nord for Arvidsjaur ad vej 45 på vestsiden af vejen ved afvisningen til Reivo Naturreservat, langs Byskeälven / søen Kikkejaure er der et herligt område velegnet for en overnatning eller to.
Vi fandt stedet i forbindelse med, at vi skulle finde et overnatningssted da vi skulle have repareret et sprængt bremserør i Arvidsjaur.

Der går en lildt primitiv vej langs elven, hvor der så er flere små pladser, hvor man har mulighed for at stille sin camper.

Vi fik da også her fornøjelse af en rigtig flot solnedgang.

Jordhamn er beliggende på Ölands vestkyst i den nordlige ende af øen.
 

Her ligger øens sidste vinddrevne slibeværk til ölandssten.

I 1905 opfandt en skipper disse vinddrevne slibeværker, der muliggjorde slibning af flere sten ad gangen. Historien fortæller, at han lå på dækket på en af sine sejladser og arbejdede på sin opfindelse.
Ideen fængede og inden maskinerne tog over i begyndelsen af 1930'erne var der en snes af disse vinddrevne slibeværker de fleste på den nordlige del af øen.
Møllen står helt ude på kanten og der er alvar til alle sider og både mod nord og syd kan man se de høje kystpartier bestående af ölandssten.

Helt tilbage i middelalderen havde man især på den nordlige halvdel af øen udnyttet den lette adgang til ölandsstenen.
De blev slebet ved hjælp af en hestegang - en sten ad gangen. En rekonstruktion af en sådan kan også ses på stedet. Stenene blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Rusland og de baltiske lande og var et godt indtægtssupplement til det ringe udbytte man havde fra landbruget på de magre jorder.

Benyt lejligheden når I nu alligevel er på disse kanter til at besøge Äleklinta lidt længere mod syd. Se mere om Äleklinta her .

Når man er på disse kanter, det vil sige på vej 45 - mellem Gällivare og Kiruna - og man er lidt brødflov eller bare lækkersulten, så skal man ikke snyde sig selv for et besøg i bageriet i Poultikasvaara ca 30 km N f Gällivare.
Her kan man vælge mellem et større udvalg af lækre smörgåsar og mellem mange forskellige konditorkager.
 

Vores favorit på stedet er deres räkmakka.
Den er bare formidabel.

Maden kan nydes enten indendørs i hyggelige omgivelser eller, når vejret tillader det, på den udendørs terasse.
Kaffen er bare god og er naturligvis med indbygget påtår.

Vi er her ovre i den vestligste del af Värmland tæt på den norske grænse.
Vi havde været i Torsby for at handle og skulle tilbage til vores natkvarter i Ivana-reservatet.
 

Vi valgte at køre bagom ad småveje langs Røjdån gennem Östmark og frem til reservatet.

En rigtig flot tur gennem et dejligt landskab, idylliske huse og gårde og en dejlig skov med mange listige småveje, der frister til nærmere eftersyn.
Det er også et meget sørigt område.